Sidst et parti stillede med en tredje statsminister-kandidat – ud over den rød og blå blok erfaringsmæssigst stiller med – gav det en kæmpe-vælgerlussing til de radikale.

Tilbage i 2006 var der to statsminister-kandidater ved et kommende valg, der skulle finde sted senest i 2009: Den siddende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) og Socialdemokratiets formand, Helle Thorning-Schmidt.

Men i starten af april 2006 proklamerer de radikales leder, Marianne Jelved, at hun også er statsministerkandidat. Det skete med disse ord:

”Lige nu står vi pænt i meningsmåling­erne, og det har vi gjort et stykke tid. Vores ræsonnement er følgende: Hvis der efter et valg er brug for Det Radikale Venstres mandater, så foregår forhandlingerne med udgangspunkt i vores politik. Det er politikken som er afgørende for, hvor og hvordan de radikale mandater placeres. Hensigten er, at vi dermed kan bidrage til at bryde blokpolitikken i Danmark.”

Hensigten er, at vi dermed kan bidrage til at bryde blokpolitikken i Danmark

Ingen andre end de radikale støtter op om Marianne Jelved som statsminister, og gennem otte måneder bliver partiet hånet for udmeldingen af lederskribenter, kommentatorer og det politiske Danmark. Og de radikale rasler ned i meningsmålingerne.
Trækker i håndbremsen

24. november 2006 trækker de radikale i håndbremsen. Det bliver den daværende næstformand i den radikale folketingsgruppe, Margrethe Vestager, der går ud med budskabet om, at Jelved som statsminister ikke længere er et ultimativt krav:

”Vi går alle til mange møder, og oplevelsen har været, at kravet om Marianne som statsministerkandidat stiller sig hindrende i vejen for en politisk diskussion. Grunden til, at vi stillede med vores egen statsministerkandidat, var politisk. Og hvis det så stiller sig i vejen for, at vi kan få en diskussion af det, der er vigtigt, så skal vi ikke have den sten i skoen.”

oplevelsen har været, at kravet om Marianne som statsministerkandidat stiller sig hindrende i vejen for en politisk diskussion

Men meldingen kommer for sent. Det radikale vælgerskred har allerede for alvor bidt sig fast.

15. juni 2007 stopper Marianne Jelved som radikal leder – og overlader roret til Margrethe Vestager. De radikales statsminister-drømme forsvinder i natten og gemmes langt væk.

Men da vælgerne få måneder senere i november 2007 går til valg – et år før tid - straffer vælgerne de radikale hårdt for deres statsministerdrømme. Det tæller også med på minus-siden, at Naser Khader og Anders Samuelsen brød ud af partiet for at danne Ny Alliance.

Fra at være den magtfulde, stålsatte og beslutsomme ”damen med håndtasken’ og radikal leder gennem 17 år, endte Jelved – især på grund af statsministerdrømmene – nærmest som ”konen i muddergrøften”.
Gamler med Alternativets eksistens

Nu er det så Alternativets partileder Uffe Elbæk, der spiller sig selv ind på banen som en tredje statsminister-kandidat. En udmelding, der har fået en særdeles kølig modtagelse hos især Socialdemokratiet, Enhedslisten og SF. Men også kommentatorerne giver Alternativets statsministerdrømme tørt på.

Politikens politiske redaktør, Anders Bæksgaard, skriver f.eks. i en analyse, at Elbæk med sin statsminister-udmelding "gamler med hele Alternativets eksistens":
"Jelved og Ny Alliances nedtur kan koges ned til to læresætninger: Vælgerne skal vide, hvad de får, når de sætter et kryds ved et parti. Og vælgerne skal have tillid til, at partiet kan holde det, partiet lover.
Uffe Elbæks statsministerambitioner cementerer et totalopbrud i rød blok, men han gambler med hele Alternativets eksistens, fordi han på begge parametre står svagt."