Danmark tager 200 kvoteflygtninge fra Rwanda

Fem ud af seks flygtningekvinder stadig uden for arbejdsmarkedet efter tre år i Danmark: "Derfor går jeg forsigtigt frem," siger udlændingeministeren
Foto: Socialdemokratiet
Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye har besluttet, at Danmark vil tage imod 200 kvoteflygtninge fra Rwanda.

Det skriver Udlændinge- og Integrationsministeriet i en pressemeddelelse.

Ifølge loven fastlægger udlændinge- og integrationsministeren hvert år antallet af kvoteflygtninge, der skal genbosættes i Danmark.

I år er det besluttet, at Danmark skal tage imod 200 kvoteflygtninge. Der er i finansloven afsat penge i 2020 til at modtage op til 500 kvoteflygtninge. De kvoteflygtninge, Danmark vil modtage i 2020, opholder sig i flygtningelejre i Rwanda.

Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye udtaler:

Nogle flygtninge er faldet godt til i Danmark. Men alt for mange er stadig på kontanthjælp

”Vi har besluttet kun at tage imod 200 kvoteflygtninge. Det skyldes, at vi fortsat står med store integrationsopgaver. Nogle flygtninge er faldet godt til i Danmark. Men alt for mange er stadig på kontanthjælp. Faktisk er fem ud af seks flygtningekvinder stadig uden for arbejdsmarkedet efter tre år i Danmark. Det er meget, meget dyrt og totalt uholdbart. Derfor går jeg forsigtigt frem.”

Regeringen har i forvejen et samarbejde med Rwanda og besluttede tidligere i år at støtte et program, hvor Rwanda er med til at tage imod asylansøgere og flygtninge fra Libyens detentionscentre. Programmet er en såkaldt nødevakueringsmekanisme (Emergency Transit Mechanism).

En stor del af de flygtninge, der opholder sig i Rwanda, er kristne fra DR Congo og Burundi.

SF: Fantastisk at regeringen tager kvoteflygtninge

SF’s udlændingeordfører, Carl Valentin, glæder sig over, at regeringen har lyttet til SF og nu åbner op for kvoteflygtninge.

”Det har krævet store armlægninger med Socialdemokratiet at nå hertil. At Danmark nu igen tager internationalt ansvar og hjælper flere mennesker, der flygter fra krig, er en stor sejr,” siger Carl Valentin.

Det her er et vigtigt første skridt, for vi skal op på igen at tage 500 kvoteflygtninge

Så sent som på SF’s landsmøde i foråret krævede partiet, at regeringen skulle levere på forståelsespapiret.

”Det her er et vigtigt første skridt, for vi skal op på igen at tage 500 kvoteflygtninge, hvis det står til SF. Det svarer til det bidrag, som vi har forpligtet os til gennem FN’s kvotesystem, og det bør et rigt land som Danmark kunne rumme.”

Også Enhedslisten mener, at Danmark skal modtage 500 kvoteflygtninge. Det understrreger partiets udlændinge- og integrationsordfører, Rosa Lund, i et tweet.

 

De Radikales udlændingeordfører, Andreas Steenberg, er helt på linje med SF og Enhedslisten:

"Jeg er selvfølgelig glad for, at vi tager 200 flere, end vi gjorde under (Inger, red.) Støjberg, men jeg er frustreret over, at vi ikke melder os ind i det her samarbejde og ikke tager de 500, som vi plejer at tage," siger han til Ritzau ifølge DR.

På twitter er Steenberg ude med riven efter Socialdemokratiet:

"Utroligt hvor meget der skal kæmpes for at få Socialdemokratiet til at tage globalt ansvar."

 

Kvoteordningen fra 2017

Den nye kvoteordning fra 2017 indebærer bl.a., at udlændinge- og integrationsministeren hvert år bestemmer antal og den overordnede fordeling af kvoteflygtninge på baggrund af en samlet afvejning af den sociale og økonomiske kapacitet hertil i samfundet. Beslutningen træffes i almindelighed midt på året.

  • I perioden 2010-31. maj 2020 er der i Danmark givet ca. 65.000 opholdstilladelser i forbindelse med asyl og familiesammenføring. Det bemærkes, at samme person over tid kan optræde flere steder i opgørelserne, fx først med en familiesammenføringstilladelse og dernæst med en asylopholdstilladelse. Derudover vil nogle opholdstilladelser aldrig benyttes, fordi udlændingen ikke indrejser i landet.
  • 36 pct. af 21-64-årige flygtninge og familiesammenførte til flygtninge er i lønmodtagerbeskæftigelse efter tre år i Danmark i 1. kvartal 2020. Blandt mænd er andelen i lønmodtagerbeskæftigelse 57 pct. i 1. kvartal 2020, mens andelen er 17 pct. blandt kvinder.
  • Der er pr. 4. august i år registreret ca. 830 asylansøgere i Danmark. I 2019 blev der registeret 2.716 asylansøgere, mens tallet var 3.559 i 2018, 3.500 i 2017, 6.266 i 2016 og 21.316 i 2015.

Jan Kjærgaard er redaktør på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook

Kommentarer

Hvordan går det med udrejsecenter udenfor EU som Mattias lovede i valgkampen?

Holder Socialdemokraterne aldrig hvad de lover!
Holder

Annonce