Annonce

Danmark udviser 15 russiske diplomater og København skal huse nyt Nato-center

Netavisen Pio samler de væsentligste historier fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang
Danmark udviser 15 russiske diplomater, som i virkeligheden er efterretningsofficerer.

Danmark skal huse et nyt Nato-center og S-regeringen fremsætter efter Påske næste reformpakke, “Danmark kan mere II”.

Dermed velkommen til dagens Aktuelt.

 

Danmark udviser 15 russiske diplomater

Danmark udviser 15 russiske efterretningsofficerer, der arbejder på den russiske ambassade i København. De vil få 14 dage til at forlade Danmark.

Det skriver Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.

Den russiske ambassadør i Danmark blev på et møde i Udenrigsministeriet tirsdag formiddag også orienteret om S-regeringens stærke fordømmelse af Ruslands brutalitet over for ukrainske civile i Butja, ligesom det blev understreget, at bevidste angreb mod civile er en krigsforbrydelse.

Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) har tirsdag formiddag samtidig orienteret Udenrigspolitisk Nævn om beslutningen om at udvise de russiske efterretningsofficerer.

Jeppe Kofod udtaler:

”Det europæiske sikkerhedsbillede har ændret sig dramatisk de seneste uger. Med den her beslutning sender vi et tydeligt signal til Moskva om, at vi ikke vil acceptere, at russiske efterretningsofficerer udøver spionage på dansk grund. De udgør en risiko for vores nationale sikkerhed, som vi ikke kan sidde overhørig. Sammen med en række af vores nærmeste allierede sætter vi derfor foden ned over for den spionage, de identificerede personer udøver under dække af deres diplomatiske status.”

En række af Danmarks tætte allierede har truffet en tilsvarende beslutning om at udvise russiske efterretningsofficerer. Det gælder blandt andet Frankrig, Tyskland, Holland og Sverige.

 

Næste reformpakke klar til efter Påske

S-regeringen fremlægger efter Påske næste reformpakke, “Danmark kan mere II”.

Den indeholder først og fremmest et forslag til, hvordan vi kan sikre en "ambitiøs og hurtig grøn omstilling" - og altså de facto et farvel til russiske naturgas. Desuden vil reformpakken indeholde økonomiske reform-tiltag.

Det oplyser statsminister Mette Frederiksen (S) under en  udvidet partilederdebat i Folketinget tirsdag.

 

Danmark udvalgt til nyt NATO-center

Evnen til at udvikle nye teknologier er helt afgørende i den globale konkurrence mellem stormagter, og kan påvirke den geopolitiske udvikling og globale magtbalance.

Kvanteteknologi, kunstig intelligens og andre nye og disruptive teknologier vil ændre måden, vi lever på. Det gælder også, hvordan vores modstandere og fjender opererer i fred, krise og krig.

NATO’s stats- og regeringschefer har derfor på topmødet i 2021 gjort teknologiudvikling til et af de højest prioriterede områder for Alliancen, bl.a. med initiativet NATO’s Defence Innovation Accelerator for the North Atlantic (DIANA). DIANA skal bidrage til at bevare NATO’s teknologiske forkant ved at fremme udviklingen af nye og disruptive teknologier i Alliancen.

Danmark har en international anerkendt styrkeposition på kvanteområdet, og har derfor tilbudt at bidrage med et kvanteteknologisk testcenter og acceleratorsite. Det danske bidrag er nu udvalgt af NATO. Centeret forankres på Niels Bohr Instituttet med bidrag fra DTU, AU og Danmarks Nationale metrologiinstitut.

Det skriver Forsvarsministeriet i en pressemeddelelse.

Forsvarsminister Morten Bødskov (S) udtaler: 

”Jeg er stolt over, at Danmark går forrest inden for kvanteteknologisk udvikling i NATO.“

“Danmark står stærkt på kvanteteknologi, og vi er derfor i stand til at yde et væsentligt bidrag. Det vil være til gavn for Alliancen, vores egen sikkerhed, og den fortsatte udvikling af forskningsmiljøet og erhvervslivet.” 

“En stort tak til industrien, forskningsinstitutionerne og de andre ministerier. Et stærkt og tæt samarbejde mellem myndighederne, forskningsinstitutionerne og industrien – kendt som triple-helix – har været en forudsætning for at kunne levere et solidt dansk bidrag.”

Uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen (S) udtaler: 

”Det er en kæmpe bedrift, at Niels Bohr Institutet sammen med stærke partnere skal huse et NATO-center for kvanteteknologi. Danmark kan tilbyde nogle af verdens førende forskningsmiljøer på området. Det kan vi godt være stolte af. Og det bliver de danske forskningsmiljøer i den grad anerkendt for med NATO’s udvælgelse. Kvanteteknologien vil skabe enorme forandringer.”

 

Kun fire partier har overenskomst

Overenskomster er mere undtagelsen end reglen i de politiske partiers sekretariater på Slotsholmen.

Det viser en gennemgang som mediet A4 Overenskomst har foretaget.

Kun hos fire af 11 partier er de ansatte dækket af en kollektiv overenskomst. Nemlig Alternativet, Enhedslisten, Socialdemokratiet og SF.

Læs mere her.
 

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Danmark udviser 15 russiske diplomater / efterretningsofficerer

Hvorfor er det ikke sket for længe siden?

.

Spørg Lars løkke han er så klog han har vidst det hele tiden,han var jo Putins bon kammerat når de kunne drikke fadøl sammen så glemmer man alt andet.

Ulla, hvor længe er det S har haft regeringsmagten?
.

Hvis man lidt mere håndfast etablerede en demilitariset zone i Vestukraine, som en international alliance garanterer, mod indtrængende fly og landstyrker med en demarkationslinie, vil russerne ikke kunne påstå, at der er tale om aggression, men blot en no flight zone, der garanterer ukrainerne et safe house i eget land.
Det bliver samtidigt et håndtag, man kan dreje på, at når de russiske styrker i tiltagende grad bruger ulovlige våben og krigsforbrydelser i kampen, bliver denne zone i takt hermed rykket østover mod Krim.
Det er blot russernes spøgelsessoldater med omvendt fortegn, og denne konstruktions legale tilstedeværelse i Ukraine vil være 1000 fold mere legalt funderet som en humanitær indsats, i modsætning til det russiske voldsindslag.