Dansk politik: De fem største slagsmål i 2020

Hvem skal betale klimaregningen, hvilke kommuner skal have og hvilke skal give og hva nu med Arne? Netavisen Pio udpeger årets helt store udfordringer.
Foto: Socialdemokratiet
2019 var et voldsomt år i dansk politik. Året bød på flere valg, en ny regering, opblomstring af flere nye partier, dramatiske farveller til flere af dansk politiks profiler og præsentation af profiler på den politiske scene.

Det er svært at forestille sig, at det nye år bliver lige så dramatisk, men politikerne på Christiansborg står overfor en række store beslutninger, som let  kan gå hen og skabe stor dramatik.

Vi har samlet fem af de vigtigste:


1. Fra drøm til realitet: Klimahandlingsplan

En af de vigtigste og  mest ventede ting på den politiske dagsorden er klimahandlingsplanen, som skal konkretisere, hvordan målsætningen om 70 procents CO2-reduktion skal komme i hus. Og ikke mindst hvem der skal betale regningen for den grønne omstilling.

Det bliver klimaminister Dan Jørgensens (S) opgave at samle trådene. Men det ambitionsniveau der er skabt med klimaloven, så bliver det en opgave for flere ministre, både miljø, landbrug, transport, skat, erhverv og bolig, at spille ind med ideer til hvordan målsætningen kan realiseres.

Spørgsmålet er om den store forbrødring på klimaområdet fortsætter, når planerne skal konkretiseres. På den ene side er det afgørende for regeringen, at der kan samles bred opbakning om en langsigtet og holdbar klimapolitik, men hvis der ikke er kamp omkring det, så er det jo ikke rigtigt noget vælgerne opdager.

Samme udfordring gælder for Venstre, som på den side ene gerne vise, at man er med på den grønne dagsorden, men på den anden side, så skal der gerne skabes noget kant til regeringen på et område, som har stor betydning for mange af partiets kernevælgere og centrale støtter i landbrug og erhvervsliv.

Men også blandt de røde partier er der et behov for at vise vælgerne, at der er forskel på partierne på det grønne område. Derfor vil der især blandt de røde partier være en kampen om hvem der er de mest ambitiøse på det grønne område.

 

2. Utilfredshedens holdeplads: Udligningsreform

Kort sagt går øvelsen ud på at tage penge fra nogle kommuner – de velhavende rundt om København og i Østjylland – og give dem til fattige kommuner som Lolland og andre udkantsområder.

Det er en diskussion, der især rammer Socialdemokratiet, som sidder med 51 borgmesterposter i både rige og fattige kommuner. Og de kender godt nummeret på journalisterne, hvis de ikke føler sig tilgodeset.

Det er ikke en øvelse man får mange venner af. Dem der taber, bliver selvfølgelig sure og kede af det, mens dem der vinder, sjældent er helt tilfredse med det de så får.

Formelt ligger forhandlingerne i hænderne på indenrigs- og socialminister Astrid Krag, men det bliver formentlig finansminister Nicolai Wammen, som kommer til at agere redningsmand, når han skal aflevere den pose penge, som kan få det hele til at glide ned.

Konventionel politisk visdom vil nok tilsige at det er en diskussion som statsminister Mette Frederiksen skal holde sig på lang afstand af, men hun har allerede meldt ud, at det er noget hun er personligt involveret i og optaget af.

Ikke mindst fordi udligningsreformen også trækker tråde til den ”nærhedsreform”, som statsministeren også har lovet danskerne og som også skal konkretiseres i løbet af året.

 

3. Arnes udfordring: Tidligere pension

Bliver det endelig Arnes tur? Kan differentieret tilbagetrækning overhovedet lade sig gøre rent teknisk?

Der er nedsat et sekretariat i Beskæftigelsesministeriet, som har til opgave at levere den længeventede og endelig model for Socialdemokratiets store valgløfte.

En model der skal fremlægges, når årets overenskomstforhandlinger for det private arbejdsmarked er forhandlet færdige i løbet af foråret.

De Radikale er som bekendt indædte modstandere af tidligere folkepension – en kritik de også gentog under De Radikales nytårskur. Derfor er det nødvendigt for regeringen at  lave en aftale hen over midten – formentlig med Dansk Folkeparti, som lægge har turneret med et budskab om ”hvornår bliver det Arnes tur”.

Ansvaret for forhandlingerne ligger hos beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard, der står overfor sin absolutte politiske svendeprøve med forhandlinger hvor djævlen virkelig ligger i detaljen, når det handler om hvem der skal have retten og hvem der ikke skal.

Men også på tidligere tilbagetrækning kommer man nok ikke uden om, at finansministeren må forbi med en ekstra pose penge, som kan gøre parterne tilfredse.

 

4. Det personlige løfte: Børnenes statsminister

Statsminister Mette Frederiksen brugte hovedparten af sin nytårstale på at tale om udsatte børn og behovet for tidligere at fjerne børn fra familier, som ikke kan tage sig af dem.

Budskabet fra nytårstalen vil allerede i denne måned blive fulgt op af en række initiativer, som skal hjælpe de mest udsatte børn.

Talen – og ikke mindst en tilhørende video – fik umiddelbart efter masser af kritik fra både højre- og venstrefløj.

Men Socialdemokratiet mener selv, at de her sidder med et trumfkort, som både går rent ind hos kernevælgerne og som er med til at understrege og brande statsministeren på hendes sociale indignation - lidt på samme måde som Nyrup gjorde kampen for de psykisk sårbare til sit varemærke og Lars Løkke Rasmussen forsøgte at gøre det med sundhedspolitikken og særligt kræftområdet.

Det er dog spørgsmålet om udsatte børn  er et emne, hvor der for alvor kan skabes kant til de borgerlige partier. Umiddelbart efter nytårstalen var Jakob Ellemann-Jensen og Venstre i hvert fald i gang med at positionere sig tæt op af regeringen, for at kunne tage brodden ud af diskussionen.

Samtidig kan det også åbne en flanke på venstrefløjen, hvor SF og Enhedslisten har forholdt sig ganske tavst. Begge partier kunne sagtens tænkes at overbyde alle socialdemokratiske forslag til børnene, ligesom de vil stemme imod, hvis man strammer skruerne for anbringelse for hårdt.  

 

5. Den evige balance: Udlændingepolitikken

Socialdemokratiet skal fortsat balancere mellem støttepartierne, særligt De Radikale som på den ene side ønsker flere udlændingepolitiske lempelser. Og de blå partier på den anden side, som lurer på enhver lejlighed for at udstille regeringen som værende svag, når det kommer til at holde valgløfterne om at den stramme udlændingepolitik.

Der venter også regeringen nogle ubehagelige beslutninger. Det handler blandt andet om at der skal træffes beslutning om hvor udrejsecenter Lindholm nu skal placeres. En beslutning, som kun vil give ballade, fordi der er langt mellem de borgere, som ønsker sig et udrejsecenter i netop deres baghave.

På et tidspunkt skal regeringen også tage stilling til, hvor mange kvoteflygtninge – hvis nogen – som Danmark skal tage.

Henimod slutningen af året vil den nedsatte Ydelseskommission også komme med deres bud på hvordan man skal indrette de sociale ydelser på en ny måde. Også her vil der være en potentielt sprængfarlig udlændingepolitisk dimension, fordi der er en overrepræsentation af ny-danskere på overførselsindkomst. Mange i blå blok vil se det som en lempelse af udlændingepolitikken, hvis de får hævet deres ydelser.

David Troels Garby-Holm er redaktør på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook

Kommentarer

Det er såmænd ikke så svært at svare på de mange spørgsmål om hvem der skal betale. Det bliver ganske givet igen igen og som det plejer at være...."den lille mand,og alle øvrige der måtte være de svageste i vores samfund".
For der er jo aldrig andre til at betale..vel ? Det er så nemt at opkræve hos de allersvageste grupper ik ?
Sådan har det været siden "Kong Gulerods" tid,og sådan bliver det desværre ved med at være.

Ikke så svært at smile og holde på buketten,på det store prangende regeringsportræt,DER allerforest sammen med øvrigheden midt i billedet. En flok der HAR sit på det tørre hver og en. Det er godt at blive stemt ind i dansk politik. Så mangler der aldrig smør på brødet. Imens flere og flere end ikke har til en fedtemad.

De "BREDESTE skuldre" HAR MEST at bære med. Så skal de vel da også "bære" en hel del mere, end dem med de allersmalleste skuldre.

Klimadebatten og problematikken, er kommet ind på et heldigt tidspunkt for enhver regering.Så kan enhver regering fint og flot flygte fra alle de andre virkelig store problemer der måtte være i landet. Imens samfundets svageste står svagt og kun kan blive svagere.Alle fattige,syge,gamle bliver syltet.En overset glemt gruppe.