Annonce

Danske Bank direktør dumpet og bistandsmidler på vej til kinesisk rigmand

Netavisen Pio samler de væsentligste historier fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang.
Det burde være en stille og hyggelig dag i efterårsferien, men alligevel kaster bankerne igen lange skygger over os alle sammen. Danske Banks interne kandidat til direktørposten blev dumpet af Finanstilsynet, mens Nordea blev mødt med nye anklager om hvidvask.

Endelig er der også spæding om hvorvidt danske bistandsmidler havner hos en kinesisk rigmand i forbindelse med et topmøde for statsministerens prestigeprojekt P4G.

Tilsyn dumper Danske Bank interne kandidat

Dagens helt store begivenhed var uden tvivl chok-meldingen fra Finanstilsynet, der i dag oplyste landets største og mest skandaleombruste bank, at de ikke kunne godkende deres nye bud på en direktør.

Danske Bank har ikke kunnet få Finanstilsynets blåstempling af den interne kandidat Jacob Aarup-Andersen som ny administrerende direktør. Finanstilsynet har vurderet, at 40-årige Jacob Aarup-Andersen manglede erfaring med at drive klassisk bankvirksomhed.

”Finanstilsynet har foreløbigt vurderet, at de anser kandidaten for velkvalificeret på mange områder, men vurderer, at der er behov for længere tids erfaring, herunder med visse af Danske Banks forretningsområder,” skriver banken i en pressemeddelelse.

Flere politikere har i dag benyttet lejligheden til at udtrykke tilfredshed med at Finanstilsynet rent faktisk bruger de regler, som de har til rådighed:

placeholder

Selvom sagen er gravalvorlig, så bemærkede Fyens Stiftstidende alligevel følgende i den kuriøse ende: ’Odenseaner afvist som direktør for Danske-Bank’


Næste domino falder: Nordea

William Browder, der er administrerede direktør for Hermitage Capitals anmeldte allerede i 2013 både Danske Bank og Nordea, men dengang afviste det danske bagmandspoliti sagerne, fordi de var juridisk forældede efter to år. Men nu kommer der mere skrid i sagen.

De svenske myndigheders afdeling for økonomisk kriminalitet har modtaget en politianmeldelse af Nordea for hvidvask af penge. Det skriver TV2 Nyheder.

Også danske SØIK, der tidligere hed Bagmandspolitet, bekræfter på Twitter at have modtaget en anmeldelse vedrørende Nordea.

placeholder

Børsen er kommet i besiddelse af den 28 siders lange rapport fra Hermitage, der viser at hedgefonden Hermitage mener at have fundet mistænkelige overførsler for 1,1 milliarder kroner. Dermed er sagens omfang målt i kroner og ører mindre. Overførslerne skullle være lavet til 365 forskellige konti i danske, norske, svenske og finske filialer.


Danske bistandsmidler kan havne hos verdens 20. rigeste

Når dørene i denne uge bliver slået op for topmøde i statsminister Lars Løkke Rasmussens prestigeprojekt P4G, som afholdes i København, så skal der blandt andet uddeles 6,5 millioner danske bistandskroner. En af de potentielle donationsmodtagerne kan blive den kinesiske tech-gigant Alibaba. Det skriver blandt andet BT.

Alibaba ejes af Jack Ma, der ifølge Forbes er placeret som nummer 20 på listen over verdens rigeste mænd.  

Det har vakt nogen opsigt, at den kinesiske e-handelsgigant Alibaba er blandt finalisterne, der kan løbe af med de danske bistandsmidler. Bistandskronerne skal gå til et partnerskab mellem Alibaba og China Environmental Protection Foundation, som omhandler genbrug og brug af elbiler i forbindelse med levering af pakker oplyser Udenrigsministeriet til Dagbladet Information.

Statsminister Lars Løkke Ramussen har tidligere forklaret indstillingen af Alibaba-partnerskabet med følgende twitterbesked:

placeholder

Både bistandsorganisationer og udviklingseksperter har undret sig over at netop Alibaba er kommet i betragtning til donationen. Helle Munk Ravnborg, der er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier og forkvinde for Mellemfolkeligt Samvirke kalder i Information det for direkte ”direkte støtte” til den kinesiske e-handelsgigant.

”Jeg har svært ved at tro, at Alibaba ikke selv ville kunne gøre det, de nu får støtte fra den danske udviklingsbistand til at gøre”, siger Helle Munk Ravnborg til Dagbladet Information.
 

Cannabis legaliseret i Canada

Canadierne har flere steder i deres hjemland stået i kø for – for første gang nogensinde – at kunne købe helt lovligt cannabis.

Dermed har Justin Trudeau indfriet et af sine mest markante valgløfter om at legalisere rusmidlet cannabis. Det vil blive solgt i særlige butikker og der forventes at ville åbne i alt 150 butikker indenfor det første år, skriver dr.dk.

Sigtet har særligt været at udrydde det sorte og kriminelle marked for cannabissalg, som enten sælger til børn eller sælger urene produkter. Og den folkelige begejstring er mærkbar - meningsmålinger viser, at omkring 70 procent af Canadierne er glade for den nye praksis.

Deloitte har ifølge DR vurderet at salget af cannabis vil indbringe den canadiske stat hvad der svarer til over 45 milliarder danske kroner.


Afvisning af regeringsplaner om billig arbejdskraft til landbruget

Med to artikler i dagens nyhedsflow er DR.dk nu også gået ind i sagen om udenlandsk arbejdskraft i landbruget, som Regeringen med udspillet "Styrket rekruttering af udenlandsk arbejdskraft" forsøger at åbne op for.

Netavisen Pio har tidligere skrevet om forslaget, Dansk Folkepartis reaktion og givet 3F mulighed for at udlægge teksten. Men i dag lyder det på DR:  

”Regeringen lægger op til regulær løndumping”, siger Dansk Folkepartis udlændingeordfører, Martin Henriksen.

”Det er fuldstændig uacceptabelt”, udtaler Mattias Tesfaye.

”Det her er at invitere social dumping ind ad fordøre”, lyder det fra Karsten Hønge

De kritiske røster synes dog ikke at påvirke på kvinden for enden af forhandlingsbordet, udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) som til DR udtaler:

”Det her er ikke et spørgsmål om social dumping. Det er et spørgsmål om, at landbruget skal sidestilles med andre brancher – og at landbruget selvfølgelig også skal kunne få den arbejdskraft, de har brug for, siger hun”.

Inger Støjberg tilføjer ydermere: ”Jeg mener, at man både har fordrejet det og forsøger at tage en fuldstændig forfejlet tilgang til det her”.


Pionererne: Episode 3 - De første kvinder på mandeområder

Pia Gjellerup blev landets første kvindelige finansminister i 2000. Gitte Lillelund blev den første forsvarsminister i 2010. Hvorfor gik der så længe? Er kvinder bare ikke interesserede i økonomi og krig? Kunne de mærke, at de var de første kvinder på ellers mandsdominerede områder? Var noget lettere eller sværere?

I dag er kun 4 ud af 17 medlemmer i Folketingets finansudvalg kvinder. Det gælder 5 ud af 29 i transportudvalget. I socialudvalget er der omvendt flest kvinder. Vi tager temperaturen på ligestillingen på borgen i dag.

placeholder

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

Jens Jonatan Steen er chefredaktør på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet