Den skindøde udlændingedebat blev for en kort stund genoplivet, da regeringen i sidste uge præsenterede forslaget om at indføre en arbejdspligt på 37 timer om ugen for alle modtagere af ’integrationsydelsen’.

Mette Frederiksen understregede, at det særligt handlede om at få aktiveret de mange indvandrerkvinder med ikke-vestlig baggrund på denne passive forsørgelse.

Kritikere af forslaget pointerer, at der er tale om social dumping og meningsløst nyttearbejde, som kun vil forårsage mere bureaukrati.

I P1 Debat kunne man høre Victoria Velásquez fra Enhedslisten argumentere for, at over 90 procent af disse indvandrerkvinder hjertens gerne ville have et arbejde, men at virksomheder, kommunerne og staten havde svigtet i deres aktivering af dem.

Man måtte forstå, at systemet havde fejlet, og at der var alle mulige eksterne grunde til, at kvinderne ikke var i arbejde, hvorfor det var forkert at ”tvinge” dem til at lave nyttejobsaktiviteter.

Spørgsmålet er, om det virkelig er så urimeligt at stille krav om nytteaktivitet, når man som arbejdsløs indvandrer modtager en offentlig ydelse?

Systemets ansvar?

Først og fremmest er det helt afgørende for de holdningsmæssige dispositioner i debatten, hvor man rent ideologisk befinder sig i ansvarsspørgsmålet, når det gælder integration.

Det er tydeligt, at Victoria Velásquez og hendes holdningsfæller mener, at det er systemets ansvar at integrere indvandrere, mens den klassisk borgerlig-liberale tilgang er, at der er tale om et personligt ansvar – hvilket Morten Dahlin i selvsamme føromtalte P1 Debat også gjorde opmærksom på.

når vi samtidig har en velfærdsstat med arbejdsløshedsydelser, kan vi lige så godt udnytte disse ydelser til at stille modkrav om integration

Den dominerende tendens de seneste 15 år i dansk politik har været lidt en blanding; det ér et personligt ansvar at integrere sig, men vi kan konstatere, at det ikke sker af sig selv, og når vi samtidig har en velfærdsstat med arbejdsløshedsydelser, kan vi lige så godt udnytte disse ydelser til at stille modkrav om integration.

Umiddelbart synes regeringens forslag blot at videreføre denne politiske linje, og markere, at de stadig står for en konsekvent integrationspolitik.

Vi har budt dem velkommen

Personligt kan jeg ikke se det forargelige i forslaget.

Der er tale om en gruppe mennesker, som vi har budt velkommen til landet, og som nu lever på andre skatteborgeres penge uden at bidrage med noget.

Hvorfor i alverden skulle vi ikke kunne stille nogle krav om aktivitet, hvis de gerne vil have ydelsen? 

Det er altså ikke fordi, at forslaget har til intention at fastholde kvinderne i passiv forsørgelse

Der er jo ikke nogen, der tvinger dem til at tage imod penge fra staten. Derudover hører det også med til historien, at danskundervisning og forberedelsestid til jobansøgninger tæller med i de 37 arbejdstimer.

Det er altså ikke fordi, at forslaget har til intention at fastholde kvinderne i passiv forsørgelse – nej, det fremstår sådan set ret tydeligt, at intentionen er at få dem aktiveret.

Og selvom fagbevægelsen taler om social dumping i velfærdssektoren, har Mette Frederiksen gjort det klart, at de nyttejobs, der bliver oprettet, vil bestå af arbejdsopgaver, som enten ikke bliver udført i dag, eller som vil frigive tid til, at de fastansatte kan prioritere deres tid på kernefaglige opgaver.

God symbolpolitik

Så er der til gengæld spørgsmålet, om det vil virke eller om det ikke bare vil skabe mere bureaukrati? 

Se, dét er til gengæld et godt spørgsmål. Regeringens talspersoner påstår hårdnakket, at der er tale om et forslag, som vil få flere indvandrerkvinder i arbejde, og at det desuden er sundt for børn at se deres forældre gå på arbejde.

Men først og fremmest ser jeg forslaget som symbolpolitik. Og det er ikke polemisk, for jeg synes, der er tale om god symbolpolitik

Det sidstnævnte er svært at være uenig i, men jeg tror, det er svært med sikkerhed at sige, at et sådant initiativ vil få en masse af kvinderne i arbejde.

En del af dem har givetvis hverken kompetencerne eller motivationen. Det kan selvfølgelig være, at nyttejobsaktiviteterne er så trælse, at de ender med at søge et job, de ellers ikke ville have søgt, og ellers kan staten spare nogle penge ved at sætte ydelsen ned, hvis de ikke lever op til de 37 arbejdstimer.

Men først og fremmest ser jeg forslaget som symbolpolitik. Og det er ikke polemisk, for jeg synes, der er tale om god symbolpolitik.

Indenlands og udenlands

Jeg tror ikke, forslaget vil løse arbejdsløshedsproblemet blandt indvandrerkvinder. Men jeg synes, det er et godt, sundt og helt retfærdigt signal at sende, at hvis du kommer til Danmark og ønsker at være her, skal du yde en indsats for at få en offentlige forsørgelse.

Det er både et godt signal at sende indenlands til alle de indvandrere, som befinder sig på passiv forsørgelse, men det er så sandelig også et godt signal at sende udenlands i et år, hvor man forventer, at vi vil opleve flygtningestrømme på niveau med 2015.

Men selvfølgelig skaber det mere bureaukrati

Så er der til sidst spørgsmålet om det administrative aspekt ved forslaget: vil det skabe mere bureaukrati? 

Ja, selvfølgelig vil det det.

Her tør regeringen ikke sige sandheden, fordi det går imod deres narrativ om afbureaukratisering og fokus på kerneopgaver. Men selvfølgelig skaber det mere bureaukrati, når staten skal administrere, at 27.000 arbejdsløse indvandrere skal løse nyttejobsaktiviteter svarende til en fuldtidsstilling, for ellers at blive trukket i ydelsen.

Vi forventer, man bidrager til samfundet

Et mere åbenlyst faktum er svær at spore i samfundsdebatten. Det ville være befriende, hvis politikere turde bringe lidt nuancer ind i bureaukratiseringsdebatten, for det er sjældent, man indfører bureaukrati uden grund – dermed ikke sagt, at der ikke er dele af velfærdssektoren, hvor en afbureaukratisering ville gøre godt.

kommer du til Danmark, forventer vi, at du bidrager til samfundet, hvis du også vil modtage offentlige ydelser

Jeg synes, der er tale om et godt symbolpolitisk forslag, som sender et rigtigt signal indenlands og udenlands: kommer du til Danmark, forventer vi, at du bidrager til samfundet, hvis du også vil modtage offentlige ydelser.

Det er essensen af forslaget – og hvis vi er heldige, betyder det også, at nogle flere af kvinderne kommer i arbejde.