Annonce

Debat: En stor socialdemokratisk sejr i kampen mod asbest

Europa-Parlamentet har tirsdag vedtaget et nyt asbestdirektiv. En stor, socialdemokratisk indsats har sikret nye asbestregler, som vil redde liv. Det skriver medlem af parlamentet Marianne Vind(S).
Foto: Pressefoto
Medlem af Europa-Parlamentet Marianne Vind (S)
Et nyt asbestdirektiv er tirsdag endelig vedtaget i Europa-Parlamentet.

Dermed sætter vi i Socialdemokratiet et foreløbigt punktum i kampen mod det kræftfremkaldende stof, som fortsat kræver liv, selvom det blev forbudt for snart 40 år siden.

Men det er ikke en kamp, vi har kæmpet alene. Og jeg vil i dagens anledning rose den danske fagbevægelse for deres indsats.

Asbestdirektivet er i sin endelige udformning blevet bedre, fordi gode kræfter har kastet sig energisk ind i kampen og lagt pres på politikerne for at hæve ambitionsniveauet.

Og det betyder, at helt almindelige europæiske arbejdere vil opleve konkrete forbedringer i deres arbejdsmiljø.

Problemet med asbest er nemlig fortsat en kæmpe udfordring. I Danmark fører asbest til flere end 300 dødsfald om året, og på tværs af EU er mellem fire og syv millioner europæere blevet udsat for asbest.

Bedre beskyttelse og flere krav

Asbestdirektivet vil fremover give bedre beskyttelse til de danske lønmodtagere, som alt for ofte støder på asbestholdigt materiale i forbindelse med nedrivning, reparation og vedligeholdelse af bygninger.

Noget andet er, at arbejdsgiverne fremover, inden arbejdet med asbestfjernelse begynder, skal bevise, at de lever op til sikkerhedskrav i henhold til krav om beskyttelsesudstyr mv. og at medarbejderne har den rette træning.

Og de kan fremover kun få lov til at fjerne asbest, hvis de har tilladelse fra en relevant national myndighed. Vigtige fremskridt.

Tættere på asbestfri fremtid

Det er også værd at glæde sig over, at vi fra Socialdemokratiets side i processen i Europa-Parlamentet har været med til at hæve ambitionsniveauet i direktivet markant.

I første omgang lagde man fra kommissionens side op til at sænke den nuværende grænseværdi fra 100.000 til 10.000 fibre per kubikmeter. I det forslag, som vi nu vedtager, kommer grænseværdien helt ned på 2.000 fibre.

Men vores mål vil altid være at få den endnu længere ned.

Det er ikke alle socialdemokratiske ønsker og krav, som er kommet med i det endelige direktiv, men vi er kommet et væsentligt stykke tættere på en asbestfri fremtid. Både i Danmark og i resten af EU.

Marianne Vind er medlem af Europa-Parlamentet for Socialdemokratiet. Hun er uddannet hospitalslaborant og tidligere næstformand i HK Privat (2011-2019).


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Forbedringer er jo altid godt. Det er jeg helt klart for.
Og jeg er med på, at sådan et direktiv sikkert kan være ret omfattende, men jeg synes nu stadig, det er noget ukonkret, hvori disse forbedringer består.

Der må gerne komme en opfølgning med nogle flere detaljer men uden for meget juristeri.