Henter indhold

11. februar 2018

Annonce:
Opinion
Den socialdemokratiske guldalder: 90’ernes tro på fremskridtet
Essay: 90’er-generationen af socialdemokrater har skullet tage nogle kolossale livtag med deres ungdoms gudebilleder. Mange af dem er omstyrtet.
11. februar 2018

Voksenlivet er én lang tåget genkaldelse af ungdommen. Jeg bilder mig ind, at ordene er Umberto Ecos; der forklarede hvordan hans ungdoms fascinationer gennem hele hans voksenliv formede hans arbejde og tanker.

Inde i sin ofte kryptiske semiotikerkarriere kredsede Eco bestandigt om James Bond, om cowboy’dere og indianere, om Jens Lyn og om Sherlock Holmes – ungdommens billeder blev hængende på hans indre galleri. Hans oversete ”Dronning Loanas Mystiske Flamme”, om en mand med hukommelsestab, der skal genskabe sin ungdom, er Ecos egen genkaldelse af den populærkultur, der skabte hans forestillingsverden i trediverne og fyrrerne.

Markedsøkonomiernes økonomiske overlegenhed
Min ungdom var halvfemserne. Det gruopvækkende 20. århundredes sidste årti. I Danmark og Europa nærmest en lykkelig fin-de-siecle på det mest morderiske århundrede. Hvis man da lige fortrænger de etniske udrensninger og krigene på Balkan. Det er en chokerende tanke, at det kun er et par og tyve år siden, der sidst blev bygget kz-lejre og gravet massegrave i Europa. Men på os virkede det som en sidste krampetrækning fra en mørk og svunden tid. Og man skal huske, at de militære missioner til de lande lykkedes: Modsat Afghanistan og Irak. Måske det gjorde os overmodige.

Vi havde set Clinton blive valgt som en ung fornyer, der lovede at forene marked og fremskridt

Alle os, der var unge dengang, blev formet af nogle kolossale forandringer, som måske forklarer også vores tids politikere. Vi troede på, at markedet ville være bærere af liberale værdier, menneskerettigheder og demokrati, fordi vi havde set Jeltsin på en kampvogn, vi havde set studenten stå foran kampvognene på Tian-an-men, vi havde set Gorbatjov blive socialdemokrat og tage livet af Sovjet med ordene: ”Vi har brug for demokrati som den luft, vi indånder”. Vi havde set muren blive revet ned og hvordan det liberale demokrati rullede som en tidevandsbølge mod øst fra vest. Og det VAR jo den økonomiske overlegenhed af de frie landes markedsøkonomier, der i sidste ende optrevlede jerntæppet.

Vi havde set Clinton blive valgt som en ung fornyer, der lovede at forene marked og fremskridt, Blair blev valgt på samme selvsikre budskab om at forene modsætningerne i et England dybt nedbøjet af Thatcher-årene, hvor selv Italien, kun en kvart industrialiseret økonomi, overhalede England som industrination.

90’erne var det årti, hvor Danmark blev bedst ledet
I socialdemokratiet i dag over hele Europa, er den ledende generation af politikere nu formet i det årti, og på godt og ondt ligger nøglen til at forstå venstrefløjens problemer og begravet i halvfemserne – i deres og vores ungdommens billeder og forestillinger.

Vi, der blev formet i det årti, så, at markedet og de liberale frihedsrettigheder ekspanderede

Det var informationsteknologiens første årti, og IT skabte så store rationaliseringer i virksomhedere, at ufattelige summer blev sluppet løs til investeringer. Fra starten af var teknologien noget, vi så som en gave af emancipation og økonomisk ekspansion. Vi, der blev formet i det årti, så, at markedet og de liberale frihedsrettigheder ekspanderede sammen ud i verden; Fukuyama skrev, at verdenshistorien var slut, og at det liberale demokrati som vision havde sejret totalt, globalt.

Når jeg som ung cyklede fra mit institut gennem byen, sad Poul Nyrup Rasmussen (PNR) og sled to hold medarbejdere op i sit arbejdsraseri for Danmark

Når jeg som ung cyklede fra mit institut gennem byen, sad Poul Nyrup Rasmussen (PNR) og sled to hold medarbejdere op i sit arbejdsraseri for Danmark – 90’erne er stadig det årti, hvor Danmark blev bedst ledet. PNR’s kejtethed i medierne gjorde ham underligt upåskønnet, for opsvinget blev klogt administreret, med institutionaliseringen af opsparingssamfundet og arbejdsmarkedspensioner, med fleksibilitetstænkning på arbejdsmarkedet, med orlovsordninger og en uhørt lang vækstperiode med lav ledighed og en kolossal formueskabelse på boligmarkedet. Konkurrenceevnen blev nøje bevaret og de nye værdier sparet op og omsat til velfærdsgoder.

Kulturmøde-begejstringen blev kølnet
At systemskiftet efter PNR skulle blive så brutalt og totalt og langvarigt, Helle Thorning-Schmidts regering var ét langt pausekomma, der næsten dårligt ændrede på det, skyldtes selvfølgelig en teknokratisk blindhed, der gjorde efterlønsfumlerierne mulige, og så det for socialdemokrater så uhyggeligt svære udlændingepolitiske spørgsmål. For et humanistisk og internationalt orienteret parti har det været svært at drage lektierne af det ikke altid vellykkede kulturmøde med indvandringen fra Mellemøsten; men af og til glemmer man også, at det er ret svært at pege på lande eller regeringer, der håndterede den udfordring rigtigt fra første færd.

Helle Thorning-Schmidts regering var ét langt pausekomma

Da Europa går fra at være et kontinent, der eksporterer sit befolkningsoverskud, til at blive et indvandringskontinent, giver det og vedbliver at give vældige forskydninger. Europa er et tætbefolket kontinent, jævnfør Balkan, hvor etniske balancer er delikate og fint afslebne gennem 2000 års konflikter, og hvor forskydninger altid har været forbundet med konflikter – og vold. Det her spørgsmål ved ingen af os, hvordan kommer til at spille sig ud endnu. Vi har arbejdet indædt på at få det til at fungere og få det til at lykkes.

Men man kan roligt sige, at den optimisme omkring kulturmødet, der besjælede halvfemserne, er kølnet og afløst af en realisme, der er svær at varme sig ved. Men som er nødvendig.

Tænk engang – vi fjernede Gaddafi og måtte sande, at både Putin og Berlusconi havde ret i, at det var en dårlig ide.

Men sådan gik det med meget af den fremskridtstro, der besjælede halvfemserne. Årtiets optimisme blev knust under tvillingetårnene, under et Kina der tog markedet, men kasserede friheden: Tænk engang – vi fjernede Gaddafi og måtte sande, at både Putin og Berlusconi havde ret i, at det var en dårlig ide. Uff – vi krymper os under den erkendelse. Verden var ikke blevet så meget anderledes, og i Europas grænseland blev fremskridt vekslet til tilbageskridt med religionens fremmarch i Mellemøsten og mange af de gamle sovjetlandes deroute ned i despotisme.

Vi accepterede mut, at middelklassen blev udhulet
Da frihandelen triumferede, løftede den folk ud af fattigdom i milliardtal, bare ikke i vesten, hvor den udhulede middelklassen – ikke i Skandinavien, der havde stærke fagforeninger – men i USA og i resten af Europa. Vi stod konfronteret med, at den ekspansion af frie markeder, vi havde regnet med, ikke førte til fremme af demokrati og menneskerettigheder, og pludselig havde vi solgt vores arbejdspladser til børnearbejdere, der farvede billige t-shirts i Bangladesh; hvad fair var der i frihandel, med ufrie mennesker der kunne komme i fængsel for at organisere sig og kræve en fair løn?

Pludselig havde vi solgt vores arbejdspladser til børnearbejdere, der farvede billige t-shirts i Bangladesh

Vi accepterede mut, at den vækst i realløn, som de billige t-shirts gav os, understøttede ”væksten” – nu en størrelse blottet for anden moralsk retning, end at den var nødvendig for jobskabelse til os selv. Nødvendig, men uprangende. Men mærkeligt var det at se Kina vokse sig stærk i verden, på vores købekraft, mens de aktivt undergraver individets rettigheder globalt.

Vi svigtede demokratiet
Socialdemokratiet mente altid, at demokratiet gik forud for alt, ja det var selve fundamentet for den revisionisme, partiet blev født af og fundamentet for partiets egentlige hovedfjende: De totalitære – kommunisterne først og fremmest. Og i en kort periode fascisterne.

Historikeren Søren Mørch diagnosticerede engang socialdemokratiets problem som værende, at partiets egentlige fjende, partiets modsætning – dets ”anden”, kommunisterne, forsvandt. På en måde har det demokratiske projekt også fået et knæk. Har vi ikke opgivet demokratiet som noget, vi tror på de fleste steder i Afrika og Asien, har vi ikke accepteret det nye russiske autokrati? Tænk engang, en skuffelse det var for den generation, der var unge i halvfemserne, os der så Jeltsin afværge et stalinistisk militærkup og håbede på en åben verden bygget på individets ukrænkelighed – at acceptere den gustne tyran Putin og hans konstante forsøg på at svække de vestlige demokratier og hans ambition om at splitte det Europa, der efter krige med 20-30-40 millioner dræbte endeligt fandt sammen. Og så bare håbe, at han i øvrigt køber noget af vores bacon. Uff.

Det projekt vi bar frem falder os i ryggen her.

Selve det europæiske projekt, der bar 90’er-generationens internationale optimisme, er i knæ under eftervirkningerne af finanskrisen og stabilitetspagtens manglende evne til faktisk at stabilisere ret meget i Sydeuropa. Og så er det svært at se fremskridtet i, at der er nye diasporaer af lavlønnede omrejsende på det indre arbejdsmarked. Det projekt, vi bar frem, falder os i ryggen her.

Socialdemokratiet skabte systemenerne og blev systembevarende
Men det er vigtigt at forstå, hvilke gudebilleder der er ophængt på vores politikeres indre galleri, både i Danmark og Europa.

Forståelsen af markedet er en anden i dag, hvor vi kan se efterkrigstidens ubrudte vækstperiode afløst af en finanskrise, der viste en korrumperet og skadelig erhvervselite. Det chokerede os, måske troede vi, at vi havde fundet et fælles fodslag. En ny digital kapitalisme åbenbarede sig, en kapitalisme hvor væksten mange steder er en junkvækst, hvor værdierne samles af de få, ikke de mange.

Måske troede vi en kort tid, at markederne i sig selv skabte en fair udvikling. Måske havde vi overgivet os for meget til de systemer, vi selv havde bygget og ledet

Ser man på de europæiske socialdemokratiers krise, er de stort set alle sammen opstået i kølvandet på, at man kun langsomt og modvilligt har justeret sit politiske kompas med sine erfaringer. Måske troede vi en kort tid, at markederne i sig selv skabte en fair udvikling. Måske havde vi overgivet os for meget til de systemer, vi selv havde bygget og ledet – populisternes fremvækst har været endnu en mavepuster, der lærte os, at mange oplevede institutionerne som værende til for sig selv, og ikke for dem.

Og et socialdemokrati er altid nødt til at være på borgerens side – imod et system, der virker selvtilstrækkeligt. Nøj, hvor havde vi svært ved at vælge imellem at være systembevarende og systemkritisk – det var jo vores system, ikke? Den, der står stille, bliver overhalet.

Opgør med 90’ernes gudebilleder
90’er-generationen af socialdemokrater har skullet tage nogle kolossale livtag med deres ungdoms politiske gudebilleder. Mange af dem er omstyrtet. Ulighed og uretfærdighed skulle tilbage i kernen af det socialdemokratiske projekt. Man kan ikke stole på hverken banker eller marked.

Vi så i 90’erne teknologi som en kolossal gave, der skabte vækst – nu er det faretruende tæt på at blive en junkvækst

Vi så i 90’erne teknologi som en kolossal gave, der skabte vækst – nu er det faretruende tæt på at blive en junkvækst, og IT-giganterne ligner nye monopoler, der er for store til, at nogen stater kan bryde dem. Pludseligt mister mennesker deres sikkerhed på et arbejdsmarked, vi troede, vi havde tæmmet. Det er forfra med den digitale økonomi, der skal sikres både arbejdstagerrettigheder og skattebidrag. Vi har måttet erkende, at den militære arrogance uden for Europa, som vi har medvirket i, har været ulyksalig og har gjort verden mere usikker. At kampen for demokrati slet ikke er slut heller på det europæiske kontinent. At Europa skal gendesignes, så vi løfter hinanden op, og ikke trækker hinanden ned. At tilstrømningen til Europa var meget sværere, end vi håbede, vi er ikke USA, hvor man kan lade det ske af sig selv, og velfærdsstaterne er særligt sårbare. Man skal genfinde en kritisk indstilling til kvaliteten og indretningen i den velfærdsstat, vi selv har designet.

Vi ved, det kan lade sig gøre, for vi har oplevet det engang

Men nede under alle disse ting er der én ting, der forener 90’erne og os, der blev eller var socialdemokrater dengang: Fremskridtstroen. Vi har jo alle sammen oplevet en tid sammen, hvor vi drev tingene fremad, opad, udad. Vi ved, det kan lade sig gøre, for vi har oplevet det engang – at markedet kunne styres, at et opsving kunne omsættes til fremgang for alle – og det er et meget magtfuldt, fælles ungdomsminde. Et minde, der i os, der var unge dengang, vil blive ved med at fremkalde sig selv.

Netavisen Pio anvender cookies med det formål at genkende den besøgende, huske indstillinger, udføre statistik og målrette annoncer. Ved at klikke videre rundt på Netavisen Pio accepterer du vores cookie politik.
Få Netavisens PIOs nyhedsbrev
Kontakt       Om Pio
Designed by SKARP & GACELA 2016 PIOPIO
Kontakt       Om Pio
Designed by SKARP & GACELA 2016 PIOPIO