Det skabte du ikke selv

Tager man et kritisk blik på listen over verdens rigeste mennesker indeholder den ikke så få, der aldrig har rørt en finger for deres rigdom. Arvinger, bankfolk og kapitalfondschefer figurerer højt på listen.
I borgerlige kredse findes der en beundring for folk med mange penge, som skærmer for evnen til at se kritisk på, hvordan vedkommende er kommet til dem. At uanset om du har fået dem i arv eller tjent dem ved lyssky forretninger, korruption og vennetjenester, så er det en positiv bedrift i sig selv.

Løn som fortjent. I en leder i det første danske nummer af Forbes Danmark skriver Børsens chefredaktør Anders Krab-Johansen:

Denne første udgave af Magasinet omhandler verdens 1.426 dollarmilliardærer, hvoraf seks er danskere. Det er mennesker der har succes fordi de skaber noget. Det er mennesker, der fortjener opmærksomhed på et tidspunkt, hvor vi har brug for inspiration til, hvordan vi får nye ideer, skaber ny vækst og nye job”.

Jeg bider mig fast i sætningen ”fordi de skaber noget”. Under sidste års præsidentvalgkamp i USA brugte Republikanerne en stor del af deres konvent på at angribe Præsident Obama for en udtalelse om, at virksomhedsejere stod på ryggen af resten af samfundet. Dengang sagde præsidenten:

If you were successful, somebody along the line gave you some help. There was a great teacher somewhere in your life. Somebody helped to create this unbelievable American system that we have that allowed you to thrive. Somebody invested in roads and bridges. If you've got a business—you didn't build that. Somebody else made that happen".

Det samme kunne siges til Anders Krab-Johansens lovprisning af milliardærerne. De fleste af dem var heller ikke blevet så velstående uden et samfund, der gav uddannelsesmuligheder, sikrede deres virksomhed et stabilt marked og tilvejebragte veluddannede medarbejdere.

Også prominent på listen er adskillige russiske oligarker – heraf elleve i top 100 - der primært har tjent deres penge på olie, gas og minedrift i virksomheder, som blev skabt i forbindelse med de privatiseringer, der fulgte i kølvandet på Sovjetunionens sammenbrud.

At blive velstående, fordi man får en god idé og skaber produkter og tjenesteydelser som rigtigt mange mennesker kan se en værdi i at bruge, er ethvert hårdtarbejdende menneske forundt. Det er den slags, der har fået mennesket ud fra jordhulen og op på månen.

Kigger man listen igennem er det dog langt fra tilfældet for mange af de mennesker der er på Forbes liste.

Helt i toppen finder man bl.a. Liliane Bettencourt, tre medlemmer af Mars-familien og ikke mindre end fire medlemmer af Walton-familien, der alle er arvinger til deres enorme formuer. De har ikke skabt noget eller arbejdet hårdt for deres penge. De har fået dem, fordi deres mænd eller forældre gjorde det. De har ikke skabt noget.

Også prominent på listen er adskillige russiske oligarker – heraf elleve i top 100 - der primært har tjent deres penge på olie, gas og minedrift i virksomheder, som blev skabt i forbindelse med de privatiseringer, der fulgte i kølvandet på Sovjetunionens sammenbrud. Og hvor ikke så få af dem har været igennem adskillige retssager om magtmisbrug og korruption. De har heller ikke selv skabt noget.

Man ville ønske, at Anders Krab-Johansen og hans avis også indimellem ville bruge lidt tid på at hylde de mennesker, på hvis rygge mangemilliardærernes formuer er skabt. Minearbejderne, der slider og dør under jorden, de fuldtidsansatte i Wal-Mart, som tjener under 10.000 kroner om måneden eller fabriksarbejderne i Kina.

Endelig er Forbes-listen fyldt med bankfolk, ejendomsspekulanter og kapitalfondsejere, som heller aldrig har produceret noget som helst, men som har tjent enorme formuer på at flytte rundt på andre folks penge og dygtigt investeret i andre menneskers virksomheder. De skaber heller ikke noget.

Det virker som om, at der særligt i borgerlige kredse kan findes en beundring for folk med mange penge, som skærmer for evnen til at se kritisk på hvordan vedkommende er kommet til dem. At uanset om du har fået dem i arv eller tjent dem ved lyssky forretninger, korruption og vennetjenester med højtstående embedsmænd, så er det en positiv bedrift i sig selv.

Man ville ønske, at Anders Krab-Johansen og hans avis også indimellem ville bruge lidt tid på at hylde de mennesker, på hvis rygge mangemilliardærernes formuer er skabt. Minearbejderne, der slider og dør under jorden, de fuldtidsansatte i Wal-Mart, som tjener under 10.000 kroner om måneden eller fabriksarbejderne i Kina og Korea, der dagligt producerer iPads og fladskærme for under en dollar i timen.

 

I de næste par uger vil Netavisen Pio køre et tema under overskriften 'Løn som fortjent' om den stigende ulighed i løn og indkomst.

David Troels Garby-Holm er redaktør på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook