Annonce

Ekstra Bladets chef­redaktør: Politikere er ikke fulde af fup og fiduser

Ansvarshavende chefredaktør Knud Brix understreger, at fremtrædende politisk reporter på bladet har beklaget opslag på det sociale medie X, hvor EB-journalisten betegner alle politikere som “fulde af fup og fiduser”
Foto: Ekstra Bladet/Jan Sommer
Knud Brix, ansvarshavende chefredaktør, Ekstra Bladet
Ekstra Bladets ansvarshavende chefredaktør, Knud Brix, slår nu fast, at avisen ikke mener, at politikere, herunder folketingsmedlemmer, er “fulde af fup og fiduser”. Og de er ej heller “snedige fusentastere”.

Det var ellers, hvad Ekstra Bladets højprofilerede politiske reporter, Brian Weichardt, påstod i en debattråd på det sociale medie X.

I debattråden - og debatten i øvrigt - blev Ekstra Bladet kritiseret for, at have illustreret en artikel 14. december med overskriften: “Møgsag i S: 26-årig kæreste med pige på 15 år”, med et billede af det socialdemokratiske folketingsmedlem, Frederik Vad.

Læsere, der ikke havde adgang til betalingsuniverset Ekstra Bladet Plus - og det er langt, langt de fleste af Ekstra Bladets læsere - fik dermed det klare indtryk, at artiklen handlede om Frederik Vad. Altså at det var Frederik Vad, der havde et forhold til en 15-årig som 26-årig.

Men den 26-årige var ikke Frederik Vad

Men den 26-årige var ikke Frederik Vad, men derimod en person, der var ansat som medhjælper i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU), som Frederik Vad var formand i perioden 2017 til 2022.

Ekstra Bladets artikel handler om, at ingen i DSU, ifølge Ekstra Bladet, greb ind over for forholdet mellem den ansatte 26-årige og den 15-årige.

Straks efter offentliggørelsen af artiklen begyndte kritikken at hagle ned over Ekstra Bladet. Politikere fra mange partier kritiserede Ekstra Bladets billedvalg.

Billedet af Frederik Vad udskiftes

Få timer efter offentliggørelsen erkender Ekstra Bladet, at billedvalget er stærkt uheldigt. Frederik Vad-fotoet erstattes derfor nu af et billede af en masse socialdemokrater forsamlet til valgaften på Christiansborg år tilbage.

Men da var skaden allerede sket. Frederik Vad gav på sociale medier eksempler på, hvordan han har modtaget stimer af hademails og hadebeskeder, hvor han gennemgående bliver hængt ud som pædofil.

Ekstra Blads-læsere havde ganske enkelt  på grund af Ekstra Bladets første, uheldige billedvalg - uden at have adgang til selve artiklen - fået det fejlagtige indtryk, at den 26-årige, der omtales i artiklen, er Frederik Vad.

Frederik Vad gav i et opslag på X nogle eksempler på, hvad han fik af hadebeskeder i dagene efter udgivelsen af Ekstra Bladets artikel - inklusive fotoet af Frederik Vad.

I er nødt til at groome purunge teenagepiger? Fy for helvede

“Hvad fanden er der galt med mandlige politikere? Er det virkelig SÅ svært at få den dyppet, at I er nødt til at groome purunge teenagepiger? Fy for helvede!,” lød et af de mange hadebeskeder.

placeholder

 

Weichardts opfattelse af politikere

Forløbet gav som nævnt anledning til en ophedet debat om Ekstra Bladets metoder og i særdeleshed Ekstra Bladets behandling af Frederik Vad.

Den ene af to journalister bag den oprindelige artikel, den højprofilerede politiske reporter, Brian Weichardt, deltog ivrigt i debatten på de sociale medier og forsvarede her sine artikler og sin arbejdsplads med næb og klør. Dog beklagede han samtidig det forkerte billedvalg og et “uheldigt tweet”.

I en debattråd skriver Brian Weichardt blandt andet til folketingsmedlem for Venstre, Jan E. Jørgensen, at han anser alle politikere for “fulde af fup og fiduser”:

For jeg kender jer. I er fulde af fup og fiduser

“Det kan jeg love dig, jeg gør. For jeg kender jer. I er fulde af fup og fiduser. Vi fik lavet et dårligt tweet. Det er erkendt og beklaget. Jeg er mere end nogen ked af det. For det gav I snedige fusentaster et musehul at krybe ud af.”

På den baggrund har Netavisen Pio spurgt Ekstra Bladets ansvarshavende chefredaktør, Knud Brix, om det er Ekstra Bladets officielle opfattelse af politikere, herunder folketingspolitikere, at de "er fulde af fup og fiduser", og at de er "snedige fusentaster"?

“En af landets bedste”

Hertil svar Knud Brix i et skriftligt mail-svar:

“Nej, naturligvis ikke.”

Netavisen har også spurgt Ekstra Bladets ansvarshavende chefredaktør , om man kan dække det politiske stof på Ekstra Bladet som journalist, hvis ens udgangspunkt er, at folketingspolitikere "er fulde af fup og fiduser", og at politikere i almindelighed er "snedige fusentaster"?

Her svarer Knud Brix, at den pågældende politiske reporter har beklaget de tweets Netavisen Pio henviser til:

De tweets i den tråd du henviser til, har han beklaget på X

“Brian Weichardt er en af landets bedste politiske reportere. De tweets i den tråd du henviser til, har han beklaget på X.”

Knud Brix konkluderer på den baggrund:

“Ja, selvfølgelig kan han (Brian Weichardt, red.) dække det politiske stof.”

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Jeg skal da lige love for at der er gang i de rosende superlativer med omtalen af EB journalisten Brian Weichardt ‘ Den højtprofilerede journalist ‘ og ‘ En af landets bedste politiske reportere ‘ - Ha ha ha - her må jeg sgu le - En flabet konfrontatorisk spørgeteknik , hvor det er tydeligt at det kun drejer sig om at få politikeren udstillet og på glatis med en udtalelse - Der kan bruges som blikfang i en af bladets useriøse clickbait artikler -

Men det viser bare det lave journalistiske niveau som EB efterhånden har påtaget sig især under Qvortrup og nu Brix som de ansvarshavende chefredaktører -
I øvrigt mener jeg at artiklen hvor Frederik Vad bliver hængt ud- er en svinestreg uden lige -

Helt enig, forstår Vad er rasende. Brix var ynkelig i sit forsvar i presselogen og latterlig at høre på. Ekstrabladet var engang en tabloid avis ,hvor den afslørede ting og sager, i dag er den bare en avis der sviner

Ja, hans taktik i presselogen var tydeligvis at snakke hele tiden, så ingen andre kunne komme til.

Engang følte jeg at jeg altid måtte høre og se Presselogen. Sådan har jeg det ikke længere. Hvis jeg kommer til at tænde for programmet, så ser jeg kun fire-fem dybt korrupte chefredaktører som ikke har noget som helst at skulle have sagt - uden at de har fået lov til det af deres ejere.
Sørgeligt at konstatere at demokratiets fjerde søjle - den uafhængige presse - ikke længere eksisterer. Berlingske reklamerer fx til stadighed at fri og kritisk presse er værd at betale for.
Ja, ja, tænker jeg, men det er sgu da ikke Berlingske, der kan levere det!
Så skal de da i det mindste undskylde for deres løgne under Covid-19 perioden. De kørte fx ren propaganda mod brugen af Ivermectin til behandling af Covid-19. "En ormekur til heste" kaldte de Ivermectin. I dag har selv Sundhedsmyndighederne i USA godkendt lægemidlet til behandling af Covid-19.
Fra Berlingske - ikke en lyd!
At skamme sig kender de intet til. Føj for et selskab.

Politisk reporter, Brian Weichardt og ansvarende chefredaktør, Knud Brix var i dag ædru da de mødte ind på arbejde.