”Må jeg være fri” lander på et tørt sted, og det er ikke kun i Venstre, men i hele den blå̊ blok, hvor mange års fnidder og magtkamp har skabt ørkendannelse, der hvor kernefortællingen burde være.

Bogen er ukontroversiel, men alligevel har den potentiale til at få bibelstatus i liberale kredse, fordi den ikke har været skrevet før.

Den taler både til nybegynderliberale og dem der skal have støvet idealerne af, men mest af alt, kan den agere skolebog for alle der har et latent frisind i maven, og som endnu ikke har spurgt sig selv om den opstillede medmenneskelighed som venstrefløjen er lykkedes med at sælge, ikke også̊ kan findes til højre for midten.

De fem Venstreraketter Marie Bjerre, Morten Dahlin, Mads Duedahl, Christoffer Lilleholt og Linea Søgaard-Lidell har plantet et lettelsessuk i mange af de unge, som unægtelig kommer til at udgøre den næste generation i Danmarks Liberale parti, fordi bogen kan siges at være et referat af de tanker og den tilgang, der har sendt mig selv og mange andre mod højre.

Den nye dybe tallerken

”Må jeg være fri” er på mange måder den nye dybe tallerken i dansk politik. Den er ikke rystende genial, faktisk er det verdenssyn den skildrer næsten indlysende og selvsagt, så̊ ligesom med den dybe tallerken må spørgsmålet være, hvad i alverden der har været galt med alle dem, der ikke fik ideen noget før, når man sidder med et værktøj som virker både banalt, basalt og nødvendigt.

Det liberale velfærdssamfund er ikke en løftet pegefinder mod fællesskabet, medmenneskeligheden eller velfærdssamfundet, men derimod en afvisning af den centralisering der umyndiggør os alle.

Bogen forsøger at flyde ovenpå̊ den øvrige offentlige debat

Det er ikke nok at stemme om velfærd hvert fjerde år, vi skal stemme med fødderne og med pengepungen, ligesom det rigtige tilbud for alle aldrig bliver summen af medianvælgernes behov.

Bogen forsøger at flyde ovenpå̊ den øvrige offentlige debat, men problemet er, at ingen politiske visioner findes i et vakuum og de kan kun gennemføres, hvis man henvender sig til det åbne sår som næsten er blevet et klamt og betændt varemærke i blå̊ blok.

Spiselig liberalisme

Højrefløjen i dansk politik har gjort sig selv til fjender på områder, der fylder i avisens kultursektion og i rundkredsen på højskolerne, men som står uden vægt i det arbejde, der er hverdag på Christiansborg.

Fordi tro mig, grøn omstilling, den smuldrende sundhedssektor og beskæftigelsespolitik fylder mere i det politiske maskinrum end dragshows på Frederiksberg bibliotek og hvorvidt der er eskimo-is i dessertbuffeten eller havremælk til kaffen.

”Må jeg være fri” har altså̊ ikke kun potentiale til at huske en hel generation af vælgere på, hvad det nu var Venstre kunne. Den har også̊ sparket en dør ind til en samlet borgerlig linje, som ikke har været at se i dansk politik siden Fogh.

Liberalismen som bogen skildrer er spiselig for alle 

De fem forfattere har ydet den service at fremlægge en retning, hvor alt fra filosofien bag til realpolitikken i front er færdigpakket og klar til de kommende valgkampe, hvis de fornærmede naboer på højrefløjen altså̊ vil være med.

Liberalismen som bogen skildrer er spiselig for alle, og hvis den tilgang ikke formår at samle blå̊ blok, så̊ er der intet der kan.

Vigtigt stykke forarbejde

Venstre har begravet stridsøksen og samlet nøglerne til regeringskontorerne op, og det er på tide at de øvrige borgerlige partier gør det samme.

Men det kræver en gensidig erkendelse af, at den fælles front mod venstrefløjens omklamrende systemstat er vigtigere end at føre klapjagt imod hinandens vælgere med udgangspunkt i indholdsfri debat fra den førnævnte buffet.

Forfatter-kvintetten har med andre ord lagt et vigtigt stykke fodarbejde for den politik der skal kendetegne fremtidens retning til højre for den famøse midte, men der bliver også̊ danset rundt om den varme grød.

Ligeledes bliver min egen generations ægteskabsstatistikker og fødselsrater et punktum i fortællingen om kernefamilien

Som ung kvinde og repræsentant for det fremtidens Venstre, der er grænsende til det progressive, kan jeg rynke på næsen af, at bogen kommer let udenom at forholde sig til, hvad en familie er, når familiepolitikken fylder siderne godt ud.

Ligeledes bliver min egen generations ægteskabsstatistikker og fødselsrater et punktum i fortællingen om kernefamilien som centrum i det liberale velfærdssamfund.

Ægteskabet er gået af mode

Om forfatterne har prioriteret at gøre bogen spiselig for en bredere befolkning ved at gå let og elegant udenom elefanten i rummet er en strategisk genistreg, men det ændrer ikke på, at den vægt, der lægges på familien ikke kan overføres til det store flertal af unge mennesker i min generation.

En fødselsrate godt under de berygtede 2,1 ser ikke ud til at flytte på sig lige foreløbig. 21 procent af mænd har ikke fået børn, når de fylder 50 år, for kvinder er det 12 procent, de tal flyver til vejrs.

til gengæld går familiepolitikken rent ind i deres angreb på statens værgestatus overfor danske børn

Flere mennesker på tværs af hele samfundet, men særligt de unge, lever som singler, og som glade singler.

Ægteskabet er gået af mode, så når Venstres fremtidsfemkant henvender sig til familien som den primære enhed i samfundet, taler de til en generation, der er endnu ældre end de selv er, og til en gruppe af unge mennesker, som næsten ikke findes i runde tal.

Den Morten Korchske idé om voksne borgere som familiemennesker falder igennem, men til gengæld går familiepolitikken rent ind i deres angreb på statens værgestatus overfor danske børn.

Venstrefløjens kontrolbehov

At rejse den debat er nemlig ikke kun en stikpille til venstrefløjens kontrolbehov.

Debatten river også̊ dynen væk over en tendens i forældreskabet, hvor en hel generation har nægtet at tage ansvar for deres børn uden en samlemanual med love, regler, krav og anbefalinger fra statslig side, så forældre i praksis er blevet forpagtere af statens børn.

Den gyserfilm har brolagt vejen til, at vi i dag knap nok stiller spørgsmål til, at vi i hobetal accepterer at varetage vores egne liv på vegne af staten.

At vi har overgivet os til staten på vores børns vegne, det vigtigste vi har, forplanter sig i alle dele af samfundet, og har udgjort starten af den løbebane som langsomt men stædigt har umyndiggjort os.

”Må jeg være fri” udpensler, hvordan de liberale svar ikke stammer fra et had til andre menneskers behov, men derimod et had til det system, der stikker næsen deri.

 

'Må jeg være fri'. Marie Bjerre, Morten Dahlin, Mads Duedahl, Christoffer Lilleholt og Linea Søgaard-Lidell.208 sider. Gyldendal. 2023.