Bedre miljø giver minus, mere opkvalificering giver minus, flere pædagoger i daginstitutioner giver minus, flere offentligt ansatte giver minus, opretholdelse af livsvilkår giver minus, dagpenge giver minus, social forebyggelse giver minus, sundhedsbehandling giver minus, investeringer i infrastruktur giver minus. Alle typer af tiltag optræder alene som omkostninger.

Desværre er regnemodeller ikke nogen dårlig joke – de er særdeles virkelige og de er særdeles magtfulde i dansk politik

Meningsløsheden skriger til himmelen, når man kigger på nogle af de resultater, der bliver spyttet ud af regnemodellerne i Finansministeriet. Og bedre bliver det ikke, når enhver nedsættelse af overførselsindkomster og enhver topskattelettelser giver plus i forhold til vækst- og beskæftigelse.

Det lyder som noget, der er grebet ud af en plat sci-fi komedie som ’Tilbage til Fremtiden’, hvor Michael J. Fox tilbage i 80’erne gjorde tykt grin med alverdens meningsløse opfindelser. Men desværre er regnemodeller ikke nogen dårlig joke – de er særdeles virkelige og de er særdeles magtfulde i dansk politik.
Ny rapport rammer plet

Hvis regnemodellerne og måden, de bliver implementeret på, virkelig skulle have fat i den lange ende, så ville Danmark slet ikke være nogen succes, noget rigt land eller have nogen form for velfærdsstat. Det er en umulighed ifølge regnemodellen. En lang række af de beslutninger, som har ført Danmark til der, hvor vi er i dag, ville være blevet stoppet af regnemodellerne.

De daginstitutioner, som for 50 år skabte forudsætningerne for at både mænd og kvinder i Danmark kunne komme ud på arbejdsmarkedet, ville aldrig være blevet oprettet, fordi regnemaskineriet i Finansministeriet blot ville se dem som en udgift. Derfor rammer Enhedslisten plet med ny rapport om modellernes potentielle skadevirkninger og skørheder.

Svaret var hver gang - den går ikke. Regnemodeller siger nej og regnedrengene siger nej.

I ny grundig rapport, som gennemhuller både regnemodellernes resultater, deres funktion og ikke mindst det vakkelvorne og usammenhængende grundlag, som de hviler på, lyder det: ”Så længe de nuværende modellers skæve antagelser består, vil den økonomiske politik bygge på et stærkt tvivlsomt grundlag, og uanset, om regeringen er rød eller blå, vil det være særdeles svært at føre en politik, der forbedrer velfærden og trygheden for lønmodtagerne”.

Enhedslistens egne erfaringer er uden tvivl forbitrede. Det var tunge skridt, som venstrefløjspartiet måtte tage under forrige regering, når de tog deres bedste forslag med under armen og gik over til Bjarne Corydon i Finansministeriet. Svaret var hver gang - den går ikke. Regnemodellerne siger nej og regnedrengene siger nej.
Højrefløjen må fremlægge beviser

Pointen er ikke, at vi skal droppe regnemodeller, hæve skatterne eller bruge løs på den offentlige sektor. Heller ikke selvom baglandet i Enhedslisten sikkert godt kunne få den slags lystige ideer.

Vi skal bestemt regne forslagene efter, men vi skal netop regne på en måde, hvor vi faktisk opnår reelle bud på, hvad resultaterne kan forventes at blive i praksis. Vi skal væk fra de svage teorier, den manglende evidens og det herskende fatamorgana af forestillinger om, hvad det betyder, når man eksempelvis sænker topskatten.

Vi skal væk fra de svage teorier, den manglende evidens og det herskende fatamorgana af forestillinger

Det første sted at starte er derfor den manglende evidens og viden, som ligger til grund for modellerne, som de ser ud i dag. Her burde regnedrengene og den højrefløj, der skabte regnemodellerne i deres eget billede, starte med at fremlægge beviser for det, de tror så indædt på. Skaf beviserne og lad os se på dem.

For det andet, så skal vi have realismen på plads. Det skal erkendes, hvor langt man kan gå i troen på regnemaskinen og hvor præcist den nogensinde kommer til at kunne ramme. Usikkerhederne og den manglende præcision skal gøres til et styrende princip hos alle aktører.
Konkurrence om dynamiske effekter er ikke ufarlig?

Og endelig for det tredje, så skal påpasseligheden overfor de dynamiske effekter sættes ind på forsædet – uanset hvilken chauffør, der sider ved rettet. Der er ingen tvivl om, at justeringer og reformer af modellerne er tiltrængte, men vi skal passe sindssygt meget på med, at vi ikke søsætter en uendelig konkurrence mellem forskellige grupper omkring hvilke politiske forslag, der indeholder den største dynamiske effekt.

Er det en investering i sygeplejersker, lærer, pædagoger, jobkonsulenter eller SOSU’er, som giver det største samfundsmæssige afkast og dermed har den største dynamiske effekt? Vi får aldrig det endelig svar og konkurrencen mellem disse grupper kan vise sig uendelig. Og det kan have det resultatet, at dem, der laver den bedste cost-benefit-analyse, er dem, der får magten.

Det rejser et spørgsmål om hvorvidt vi skal tage risikoen, udvide omfanget og bygge videre på babelstårnet af dynamiske effekter

Det rejser et spørgsmål om hvorvidt vi skal tage risikoen, udvide omfanget og bygge videre på babelstårnet af dynamiske effekter eller i stedet gå et skridt tilbage og i stedet minimere brugen af dynamiske effekter, så politikere giver mandat til en investering eller nyt initiativ, fordi de tror på det, fremfor at gemme så sig bag upræcise finansministerielle beregninger.

Måske den gamle model fra 90’erne var værd at overveje en ekstra gang? I de glade 90’ere før Anders Fogh kom til, regnede man nemlig ikke med dynamiske effekter. Men uanset om vælger den ene eller den anden model, så trænger opgøret med regnemaskinen sig på.

 

Jens Jonatan Steen er chefredaktør for Netavisen Pio.