Annonce

Erhvervsskole-fup: Regering vil have ros for at droppe egne besparelser

Det uddannelsespolitiske blodbad fortsætter. Erhvervsuddannelser bliver beskåret en smule mindre end ventet, mens resten af uddannelsessektoren holder for.
Forleden meddelte finansminister Kristian Jensen (V) at han havde lavet en aftale med Dansk Folkeparti om at droppe det omdiskuterede omprioriteringsbidrag på erhvervsskolerne. Altså at sløjfe en besparelse, som regeringen selv har foreslået. Kristian Jensen selv kaldte det et ”løft”.

Men Kristian Jensens påståede ”løft” af erhvervsuddannelserne er lidt som tyven, der først stjæler dine penge, så fortryder sin forbrydelse og vil betale tilbage, mens han samtidig kræver, at du skal være taknemmelige over hans gerning.

Regeringen lader blot være med at slå endnu flere huller i bunden på den robåd, som de selv har forsøgt at kæntre

Det er hovedrystende at se hvordan regeringen forsøger at bortforklare deres årelange nedskæringer på erhvervsskolerne. Det er ikke et løft eller en investering, når regeringen dropper omprioriteringsbidraget og den årlige besparelse på to procent, som de selv har indført.

Regeringen redder bestemt ikke erhvervsskolerne – de lader blot være med at slå endnu flere huller i bunden på den robåd, som de selv har forsøgt at kæntre.

Masser af nedskæring – meget lidt løft

Hårdt presset af Dansk Folkeparti og den samlede opposition – hvor sidstnævnte helt ønsker at aflive omprioriteringsbidraget for alle uddannelser – har regeringen nu aflyst de planlagte besparelser på erhvervsuddannelserne.

Smilet var kæmpestort og armene næsten på vej op over hovedet, da finansminister Kristian Jensen kom ud fra Finansministeriet med kameraerne i halen og kunne præsentere en ny aftale med Dansk Folkeparti. Finansministerens glædeudbrud kunne høres på Twitter: ”Vi har brug for flere unge på de praktiske uddannelser! Derfor får erhvervsuddannelserne nu et løft.”

Bag ved det smørrede smil og det falske ’løft’ gemmer sig fortsat milliard-nedskæringer på uddannelserne

Men bag ved det smørrede smil og det falske ’løft’ - gemmer sig fortsat milliard-nedskæringer på de danske uddannelser, allerede gennemtrumfede nedskæringer på erhvervsskolerne for 1,2 milliarder og en manglende finansiering til regeringens stærkt tiltrængte erhvervsskolereform.

Erhvervsskolerne vil mangle penge uanset hvad

Regeringen har selv erkendt at finansieringen af erhvervsskolerne er faldet på gulvet – som de selv har beskrevet: ”regeringens udspil ’Fra folkeskole til faglært – erhvervsuddannelser til fremtiden’ vil skulle nedjusteres i lyset af annulleringen af omprioriteringsbidraget”.

Det er i det mindste ærlig tale – selvom regeringen gemmer pointe godt væk. Tilsvarende klar tale er det også fra Lars Kunov, der er direktør for Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier: ”Der kommer til at ske nedskæringer uanset hvad, fordi der mangler penge”.

Personligt tror jeg virkelig ikke på, at det er smart at spare på viden, kompetencer og fremtiden

De fremtidige generationer er blev snydt for mange millioner på uddannelsesområdet og vil  blive det mange år ud i fremtiden, hvor Løkke-regeringen vil fortsætte de halsløse nedskæringer på alle almindelige uddannelser og videreføre smalhalsen på erhvervsskolerne.

Personligt tror jeg virkelig ikke på, at det er smart at spare på viden, kompetencer og fremtiden.

Jens Jonatan Steen er chefredaktør på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet