Sproget er sirligt, forfinet ned til de mindste bestanddele, og metaforerne er knivskarpe, præcise og mange gange særdeles originale.

Romanen handler om en koreansk-dansk kvinde på halvtreds. Hun er, ligesom Eva Tind selv, forfatter, og romanen handler om hendes forliste ægteskab, samt hendes søgen efter noget mere ægte.

Hun arver nogle tempellignende bygninger fra sin sydkoreanske bedstefar, som hun aldrig har truffet.

Hun er ekstremt privilegeret, men stadigvæk et offer for det at vokse op et andet sted, end hvor ens familie er rodfæstet. Hendes forældre er rige akademikere, og hun har selv en strålende karriere kørende. Det er hende, der har brudt med manden Nero to år tidligere, og sammen har de en datter på 20 år.

Sui, som jeg-fortælleren hedder, vælger at flytte til bjerget med de mange huse. Her gennemlever hun et år med utallige kvababbelser omkring hendes brud med manden.

Hendes sanser og tanker skaber et magisk-realistisk univers, hvor hun selv står i centrum som den, der forsøger at komme overens med bruddet, fremmedgørelse og en forstemmende fornemmelse af kun at have levet for at tilfredsstille andre.

Smukt men selvterapeutisk

Det er, som sagt, utroligt smukt skrevet. Men det er også selvterapeutisk, og præmissen synes at være, at hun opfatter dette arbejde som udglattende, demokratisk, hudløst ærligt og helt uden aggressioner.

Under læsningen forsøgte jeg at forskyde min læserposition væk fra jeg-fortælleren, og så blev romanen pludselig forvrænget til ukendelighed. Pludselig så jeg hvorledes alle mændene i jeg-fortællerens liv underordner sig, og bliver til sande overflødighedshorn i hendes liv, der aldrig kræver noget tilbage.

Man ser det ikke lige ved første øjekast

Nero, manden som hun forlod, bliver ikke eksponeret ud fra en vrede, men derimod totalt hudflettet og detroniseret gennem jeg-fortællerens flydende tilstand, hvor alt andet, end hendes nye kreds af perfekte mennesker, fremstår døde og uegentlige.

Man ser det ikke lige ved første øjekast, men jeg tænkte ved mig selv, at denne selvterapeutiske position, hvor det hyper æstetiske skaber uendelige labyrinter af tilgivelse for jeg-fortælleren, faktisk kvæler alle modstande med passiv-aggressive opstillinger.

Det skabte et virkelig modsætningsfyldt og åndeløst rum, hvor alle privilegier er selvfølgelige, og hvor denne pludseligt givende virkelighed, hvor alle føjer sig hende, der kræver total underkastelse og offergaver uden modhager, regerer som en dronning.

Vrangside

Om Eva Tind har været vidende om denne vrangside er jeg meget i tvivl om, men den selvterapeutisk-poetiske position, som jeg-fortælleren aer sig selv med, er slet ikke ukendt i samtidslitteraturen, når det gælder selvrealiseringsprojekter.

På et tidspunkt bliver jeg-fortælleren advaret om, at hendes skriverier om eksmanden og forliset måske er for personligt og ikke egentlig bearbejdet litterært, men det er som om, at hun blæser på advarslen, og bogen udkommer i denne romans fiktive univers, ligesom romanen selv på en måde er en metafortælling om selvsamme.

Jeg nærer et lille håb om, at Eva Tind spiller sine læsere et puds med dette eventyrlige univers

Romanens perfektion og ultra glatte metaforer skaber en art æstetik, der faktisk fornægter virkeligheden.

Inde i dette eventyr kan nogle måske overleve og nyde tilværelsen, men virkeligheden kan nu også noget, og som læser blev jeg egentlig glad, da sidste blad var vendt, så jeg kunne slå øjnene op igen og begynde at trække frisk luft ind.

Jeg nærer et lille håb om, at Eva Tind spiller sine læsere et puds med dette eventyrlige univers, og at mine anelser om jeg-fortællerens forvildede selvspejlinger er et litterært greb.

Men en afsløring af netop det, ville faktisk løfte romanen til noget større, og derved måske blive mere vedkommende.

Eva Tind: Citronbjerget. 251 sider. Gyldendal, 2023.