Annonce

Faglige organisationer på gaden for velfærd

En række fagforeninger går tirsdag på gaden for at råbe politikerne op. Der er brug for velfærd, ikke skattelettelser.
Stop besparelser. Nej til milliard-store skattelettelser. Ja til velfærd. Sådan lyder det mere end 30 steder i Danmark tirsdag, når initiativet Danmark for Velfærd afholder manifestationer, demonstrationer, fakkeloptog og meget andet på "Velfærdens dag".

Hensigten er at fortælle politikerne - både centralt og lokalt - at velfærden i Danmark er mere og mere nødlidende. Det dur ikke med nye besparelser, nye effektiviseringer eller nye produktivitetskrav.

Kredsen bag Danmark for Velfærd, der står bag demonstrationerne, er en række fagforbund, LO i storbyerne og FTFs regioner.

"Vi er et græsrodsinitiativ, og det er bare glædeligt at se, at aktiviteterne nu vokser meget hastigt lokalt. Vi samlede 3.400 tillidsfolk til stormøde i Odense for en måned siden, og på tirsdag vil vi være mangefold flere til både demonstrationer og manifestationer over hele landet," siger Per Olsen, formand for LO i Hovedstaden.

"Vi håber stadig, at politikerne vil lytte til os, selvom vi ikke står på slotspladsen. Alle siger, vi står over for gode økønomiske tider - men alligevel vil man skære i helt nødvendige velfærdsordninger for at få råd til milliard-store skattelettelser. Udviklingen er helt skæv," siger Per Olsen.

Der er som sagt arrangeret demonstrationer og markeringer af dagen 30 steder i Danmark, I Aarhus sker det i Den rå hal på Godsbanen, hvor blandt andet Aarhus’ borgmester Jacob Bundsgaard, regionsrådsformandskandidat Anders Kühnau og en række faglige repræsentanter. Musikken står Poul Krebs for.

Også i Aalborg vil der være demonstration. Og i Aalborg kan man blandt andet høre sygeplejerske Christina Windau Hay Lund tale ved demonstrationen kl. 16.30 på John F. Kennedys Plads.

"De seneste år er der blevet både spinket og sparet på offentlige sektor. Det gælder bredt set - og vi håber meget på, at en folkelig bevægelse nu er ved at vokse frem, så medarbejderne og borgerne igen kan få anstændige forhold," siger Christina Windau Hay Lund.

 

Find et lokalt Danmark for Velfærd-arrangement nær dig.

David Troels Garby-Holm er forhenværende redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet