Farvel til Søren Pind: 7 opsigtsvækkende citater

Søren Pind er aldrig gået af vejen for et godt verbalt slagsmål. Her er syv af hans mest opsigtsvækkende udtalelser
Søren Pind meddelte tirsdag, at han trækker sig fra dansk politik. Onsdag middag fratrådte Pind så formelt som uddannelses- og forskningsminister.

Dermed har dansk politik mistet en markant personlighed, som ikke gik af vejen for kontroversielle kommentarer, som kunne sætte følelserne i kog hos både politiske venner og modstandere. Hvad enten det var på de sociale medier, på blogs eller i dagspressen.

Netavisen Pio har samlet en række af Søren Pinds mest opsigtsvækkende og kontroversielle udtalelser gennem de seneste år:

1. Danmarks plads er ved Napoleons side

Længe før Brexit argumenterede Søren Pind for, at Danmark ikke burde følge en eventuelt britisk beslutning om at forlade EU. Det gjorde Pind med en historisk analog, der placerede Danmark side om side med Kejser Napoleon – en alliance som i parentes bemærket førte til at Danmark mistede Norge og gik statsbankerot:

”Vi hører til i Europa. Der var en grund til, vi valgte Napoleon frem for Briterne, der både øvede et terrorbombardement mod København og stjal vores flåde. Det var, fordi vi måtte sande, at vi hørte til på det europæiske kontinent.”

2. Offentlighed om partistøtte skal bruges til at internere højrefløjen

Søren Pind har gentagne gange vendt dig imod forslag om mere offentlighed om, hvem der bidrager til partierne. Da Enhedslisten i sommeren 2013 foreslog, at det ikke længere skulle være muligt for bidragsydere at gemme sig bag såkaldte indsamlingsklubber, antydede Pind, at formålet at kunne internere bidragsyderne til højrefløjen i koncentrationslejre:

”Ø kræver i dag, at foreninger skal offentliggøre medlemmer og kontingentindbetalinger. Nu venter kun lastbilerne og afhentningen..”

3. Obama var en snigmorder

Mens Søren Pind ikke lægger skjul på, at han er en stor fan af den tidligere amerikanske præsident Ronald Reagan, så har han aldrig været noget stor beundrer af Barack Obama. Og Pinds kritik af Obama har især gået på, at Obama iværksatte målrettede drab på terrorister gennem blandt andet droneangreb. Noget som ifølge Søren Pind var meget værre end det, der skete under Obamas forgænger, George W. Bush:

"Det bærer alle snigmordets karakteristikker. Det er et fænomen, hvor man sniger sig ind på sit offer, og hvor man et sted meget langt fra rammer den pågældende. Samtidig er det en ren politisk beslutning, hvor den amerikanske præsident nærmest praler med, at det er ham selv, der træffer de beslutninger om, hvem der skal slås ihjel.”

4. Irakkrig baner vej for demokrati i Mellemøsten

Mens Søren Pind altså ikke havde meget til overs for Obama, så har han gennem årene forsvaret beslutningen om at gå i krig i Irak. Da ’det arabiske forår’ blussede op i begyndelsen af 2011, mente Pind endda, at Irakkrigen var en afgørende faktor bag kravet om demokrati. Senere er det som bekendt gået ned ad bakke med demokratiet i Mellemøsten.

”Irak-krigen var bestemt en faktor for, at det kunne lade sig gøre. Man skal ikke fratage de unge, at de selv har tilkæmpet sig samfundsomvæltninger. Men jeg er helt sikker på, at demokratiet i Irak har inspireret under det arabiske forår”.

5. S-ledet regering havde ansvar for Assads myrderier

Ligesom Søren Pind har været en flittig forsvarer for Irakkrigen, har han også været en stærk kritikker af den passive holdning i forhold til Syren. Og den tidligere socialdemokratisk ledede regering var medansvarlig, mente Pind, fordi den ikke havde grebet ind i Syrien:

”De forpassede muligheden for at gøre noget, da tiden var. Og det gør det meget vanskeligt på nuværende tidspunkt. Vi advarede dengang om situationen, men regeringen fravalgte vores råd. Nu må de påtage sig et ansvar for det, der er sket”.

6. Kritikere af kronprins sammenlignes med nazistisk hjælpekorps

I december 2014 kom kronprins Frederik i modvind, efter han tog turen over en ellers lukket Storebæltsbro. Da kronprinsen efterfølgende undskyldte, for Pind til tasterne og sammenlignede kronprinsens kritikere med et nazistiske hjælpekorps under besættelsen:

“Jamen tillykke med dem, der nu fik både PET og Kongehuset til at undskylde. Så har I lighedshipoer været hele raden rundt. Politikere, Embedsmænd, Kongehus – alle skal nu sige undskyld for at være til […] Hvor patetisk, latterligt, småligt, småskoet, lighedsfascistisk kan det hele egentlig blive! Bvadr!”

7. Borgerforslag vil sende jøder til Sverige

Søren Pinds sidste offentlige polemik på Twitter handlede om et borgerforslag, der vil forbyde omskæring af drenge. Pind har tidligere givet udtryk for, at han ikke er vild med borgerforslag. Men dette forslag vil ifølge Pind tvinge de danske jøder til at gentage den flugt til Sverige, de blev iværksat i forbindelse med nazisternes jødeaktion i oktober 1943.

”Jeg forstår, at et borgerforslag atter vil sende danske jøder til Sverige. En gang var alt rigeligt. Det bliver ikke med min stemme. #omskæring #femmørkeår”

 


Kommentarer fra Facebook