Det bliver den djævel vi kender. Når stemmerne i aften er talt op, så vil Danmark - efter alt at dømme - fortsat have et retsforbehold og kan se frem til en anden tilknytning til Europol, ligesom det blandt andet bliver lidt mere besværligt for virksomheder og lønmodtagere, at kradse penge hjem fra udenlandet.

Vælgerne kunne ikke overbevises om, at det var en god idé at afskaffe forbeholdet, trods en ihærdig (om end ikke altid lige vel modtaget) indsats fra alle de ansvarlige partier, arbejdsgiverorganisationer, fagforbund og børneorganisationer, så bliver det formentlig et nej-

Det er der i hvert fald fem grunde til:

Europol var ikke den store sællert
Ja-sidens helt store trumfkort i denne valgkamp har været det danske medlemskab af Europol. Det viste sig dog hurtigt, at det var en af den slags trumfkort, som kunne blive slået af en joker.

For umiddelbart kan de fleste danskere godt lide tanken om internationalt politisamarbejde, men meget få os har en ide om hvordan det rent praktisk foregår. Det blev til tekniske og ret indviklede diskussioner om Europol, Interpol, efterforskningskompetence og om fordele og ulemper ved forskellige former for tilknytning til Europol.

Det havde ja-siden sikkert være kommet igennem med, hvis man blot kunne henvise til at ”politiet støtter det, derfor er det godt.”. Det var derfor også et Ja-kampagnens største tilbageslag var da Politiforbundet blev nødt til at trække deres opbakning til ja-kampagnen. Nej-siden formåede effektivt at tage luften ud af ja-sidens argumenter, med forslaget om en parallelaftale ligesom Norge.

Tilvalgsordningen var usikker
Ja-sidens andet slagnummer var en tilvalgsordning, som blandt andet engænderne har. Og i udgangspunktet lyder det jo rart med en tilvalgsordning, hvor Danmark kun behøvede at vælge alt det til som gav mening til, mens alt det ubehagelige fælles flygtninge- og asylpolitik kunne vi holder os udenfor. En ren ”win-win situation” som man siger.

Tilvalgsordningen blev dog i kampagnen en klods om benet på ja-siden, som pludselig ikke kun skulle forsvare alt det som i første omgang var med, men også usikkerheden over alt det der kunne komme senere, både det konkrete og de tænkte eksempler.

Ja-siden forsøgte at lukke den diskussion med en lovning på, at der ikke ville komme mere, men når vælgerne gennem de seneste årtier har fået oplevelsen af, at der altid kommer mere med end det som ja-politikerne ellers går rundt og lover ved afstemningerne, så klinger den slags garantier jo ganske hult.

Det havde måske været umuligt juridisk, men Ja-siden havde klart stået bedre med en afstemning, hvor det udelukkende var Europol og retsakterne, som var på stemmesedlen.

Timingen var skidt
Der bliver for ja-siden nok aldrig et virkelig godt tidspunkt for en afstemning om Europa. Men folkeafstemningen faldt ovenpå et meget dramatisk efterår hvor flygtningene er kommet over de danske grænser i store tal og hvor både EU og de danske politikere har haft meget svært ved at finde på nogle ordentlige løsninger.

På højrefløjen har man således været utilfreds med at man ikke kunne lukke grænserne og at EU ikke har kunnet varetage opgaven med at passe på EU's ydre grænser. På venstrefløjen har man været lige så oprørt over regeringens benhårde stramninger og EU-landenes manglende evne til at finde en løsning for hvordan man kunne tage sig af flygtningene.

For begge grupper har EU været set som en dødssejler og en blokering, og det har helt sikkert medvirket til et nej.

Nej-siden var mest motiveret
Ja-sidens kampagne har i den grad manglet passion og ikke mindst på de sociale medier har nej-sidens elektroniske fodsoldater domineret voldsomt. Ikke kun i antal, men i den grad også i intensitet, hvor nej-siden har set sig selv i en forsvarskamp for enten Danmarks nationale beståen eller en kapitalistisk magtovertagelse fra Bruxelles.

Da en af internettets mange debattører havde skrevet en lidt fjollet begrundelse for et nej, skrev tidligere udenrigsminister Holger K. Nielsen (SF) blandt andet dette:

”Nu er EU - om noget - et fornuftens projekt. Styrken ved samarbejdet ligger i dets gennemførte kedsommelighed. Der er ingen grund til at hugge hovedet af hinanden hvis man kan sidde i forhandlingslokalerne og slås om fiskekvoter, svinepriser, solvensnøgletal osv.”

Den gennemførte kedsommelighed er bare ikke lige så nem at svinge sig op til som et forsvar for fædrelandet. Og derfor har ja-sidens tekniske argumenter fået baghjul af nej-sidens patos.

Fuck jer!
Hvis man ikke brænder så meget for det europapolitiske og de finere detaljer i internationalt politisamarbejde, så er en folkeafstemning en god mulighed for at protestere over nærmest hvad som helst.

Jeg har set utallige mennesker på Facebook give udtryk for, at de stemmer nej, enten fordi de er utilfredse med politikerne generelt, med enkelte navngivne politikere specifikt, med regeringens politik eller med udviklingen i EU, hvad enten det har handlet om finanskrisen, flygtningesituationen eller problemerne med østeuropæisk arbejdskraft.

Uanset hvad man er utilfreds med, så er giver folkeafstemningen mulighed for at få afløb for alle frustrationerne.

De utilfredse sender i dag en stor, fed langemand til systemet og derfor bliver det et nej!

David Troels Garby (f. 1980) er redaktør for Netavisen Pio.