Finanslov endelig vedtaget og færinger vil tale dansk

Nyhedsoverblik fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang.
Velkommen til tirsdagens udgave af Netavisen Pios nyhedsoverblik Aktuelt, med en lille håndfuld af dagens vigtigste nyheder.

I dansk politik har udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen været i spotlightet - han har i dag fremlagt en ny udenrigspolitisk strategi, som du kan læse mere om her, men ellers er der nyt om den længe ventede finanslov og så siger et stort fagforbund farvel til sine topfolk.

Tak fordi du læser med.

 

Finansloven er på plads

Vi starter vores lille rundtur på Christiansborg, hvor et stort flertal tirsdag har stemt ja til finansloven for finansåret 2023.

Både Socialdemokratiet, Venstre, Moderaterne, SF, Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, Konservative, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige stemte for.

Kun Enhedslisten og Alternativet stemte imod.

Processen med at få årets finanslov i hus har været historisk langvarig.

Sædvanligvis ligger en aftale klar i november-december. Herefter plejer den at blive vedtaget før jul.

Men på grund af udskrivelsen af folketingsvalget den 5. oktober, den efterfølgende valgkamp og den langvarige regeringsdannelse kom regeringen først med sit udspil til finansloven i marts i år.

placeholder

 

Danske børn læsere dårligere

Op mod hver fjerde danske elev i 4. klasse læser usikkert. Og gruppen af svage læsere er vokset.

Det viser den internationale læseundersøgelse PIRLS, som offentliggøres i dag.

”Faldet i de danske elevers gennemsnitlige læsescore hænger sammen med, at der er kommet flere svage læsere. Op mod 25 procent af eleverne kan i dag kategoriseres som svage læsere, der hverken kan fortolke, læse mellem linjerne eller læse kildekritisk. Og faktisk er de svageste 5 procent blevet endnu dårligere læsere siden 2021,” siger Simon Skov Fougt, der er lektor på DPU, Aarhus Universitet, der står bag den danske del af undersøgelsen.

Forskeren mener, at i en tid med fake news, og hvor eleverne i stigende grad er i fare for at blive manipuleret med på sociale medier, er det et kæmpe problem.

Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) foreslår, som reaktion på undersøgelsen, at eleverne i folkeskolen skal have flere praktiske timer.

"Jeg vil faktisk vove at påstå, at det er en meget væsentlig del af løsningen, at jo mere irrelevant skolen virker - jo flere børn, der går hjem og siger, "hvad skal jeg egentlig bruge al det her til" - jo mindre har man lyst til at bladre om på næste side og se, hvad der sker," siger ministeren til Ritzau.

 

Færinger insisterer på at tale dansk:

Modsat de grønlandske folketingsmedlemmer ønsker de færøske ikke at tale deres modersmål fra talerstolen i Folketingssalen.

Det siger Anna Falkenberg og Sjúrður Skaale, der er valgt ind for henholdsvis Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin, til Ritzau.

"Jeg ville ikke have noget imod at tale færøsk. Men vi taler jo færøsk i det færøske parlament, og jeg betragter Folketinget som Danmarks parlament - ikke rigsfællesskabets, siger socialdemokraten Sjúrður Skaale til Ritzau.

Læs hele historien her.

 

Finansfolkets fagforening skifter ledelse

Der er udskiftning på vej i toppen af bankfolkets fagforening Finansforbundets, hvor formand Kent Petersen og næstformand, Michael Budolfsen, begge takker af.

Det skriver Finansforbundet i en pressemeddelelse.

Kent Petersen og Michael Budolfsen har begge meldt ud, at de ikke genopstiller når fagforbundet afholder landsmøde til september.

Kent Petersen er en prominent figur i Finansforbundet, da han har siddet som formand i 14 år, samt i hovedbestyrelsen siden 1998. Han var næstformand i FTF fra 2009 og frem til fusionen med LO i 2017.

Dorrit Groth Brandt, som er tillidsmand i Nordea, er blevet indstillet som afløser.

Finansforbundet har godt 50.000 medlemmer og meldte sig for nylig igen ind i FH.


 

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

"Modsat de grønlandske folketingsmedlemmer ønsker de færøske ikke at tale deres modersmål fra talerstolen i Folketingssalen."

Det var vist kun det ene grønlandske medlem, ikke? Selv grønlændere kan jo være forskellige med forskellige meninger og ideer.

Hvis der skal tolkes i Folketinget, må den naturlige konsekvens være at der også tolkes i Grønland, så vi alle kan følge med i hvad de taler om deroppe.
Pengene til tolkning på Grønland, kan de sikkert sagtens finde i deres "store" kassebeholdning.

Aki-Matilda Høegh-Dams optræden i folketinget var pinlig - for Aki-Matilda Høegh-Dam og grønlænderne.

Hvis det er sådan grønlænderne vil ja' det -så gi' dem det.
Slut med bloktilskud.
Aki-Matilda Høegh-Dam behøver ikke komme til Danmark for at tale grønlandsk i folketinget - frigør Grønland fra rigsfællesskabet.

Måske vi skulle have taget imod Trumps tilbud.

Annonce

Annonce