Annonce

Finansministeriets magtfulde top-embedsmand siger op

Den nuværende departementschef i Finansministeriet, Martin Præstegaard fratræder sin stilling. Han har tidligere betegnet S-kritik af regnemodeller usaglig.
Finansministeriet skal ikke blot have en ny finansminister. De skal også findes en ny departementschef. Det skriver Altinget.dk.

Den nuværende departementschef 43-årige Martin Præstegaard har nemlig sagt op for at blive en del af koncernledelsen i pensionsfonden ATP. Her skal han være viceadministrerende direktør og finansdirektør.

Det oplyser Finansministeriet i en pressemeddelelse.

"Det er med stor veneration og vemod, at jeg har besluttet at sige farvel til Finansministeriet. Jeg har arbejdet en stor del af mit arbejdsliv i Finansministeriet og de sidste fem år som departementschef. Perioden som departementschef har uden tvivl været den mest spændende og udfordrende del af mit arbejdsliv," udtaler Præstegaard i pressemeddelelsen og tilføjer, at det har været et privilegium at tjene de seneste fire ministre i Finansministeriet, Kristian Jensen, Sophie Løhde, Claus Hjort Frederiksen og Bjarne Corydon.

Det var finansminister Bjarne Corydon, der i 2014, hentede den statskundskabsuddannede Præstegaard til fra DR, hvor han havde været økonomichef og stedfortrædende generaldirektør.

Den afgående departementschef får pæne ord med på vejen fra den nuværende finansminister:

”Stort tillykke til Martin Præstegaard med stillingen som vice-administrerende direktør i ATP. Finansministeriet mister en stærk leder, med stor arbejdskapacitet, humor og høj integritet. Stor opgave for ny finansminister at finde en afløser,” skriver afgående finansminister Kristian Jensen (V) i et tweet.

placeholder

Kaldte kritik af regnemodeller usaglige

Martin Præstegaards farvel til Finansministeriet sker midt i regeringsforhandlingerne. Her arbejder S-formand Mette Frederiksen for at få dannet en S-regering, der – sammen med både SF, Enhedslisten og De Radikale - har varslet et opgør med Finansministeriets regnemodeller.

Partiet mener, at de nuværende modeller fokuserer mere på positive effekter ved skattelettelser og glemmer effekterne af investering i for eksempel velfærd.

Derfor vakte det efter sigende frustrationer og stor forundring i Socialdemokratiet, da netop Martin Præstegaard kaldte kritik af ministeriets regnemodeller for usaglig i et indlæg i Politiken og samtidig beskyldt kritikerne for at indføre ”trumpske” tilstande i Danmark.

Finansministeriet fik desuden kritik for, op til valgkampen, at være lige lovlig servile over for Venstre.

Mens andre folketingsmedlemmer måtte vente uger og måneder på svar fra Finansministeriet, fik Venstre-ordførere lynhurtig behandling. En praksis som en ekspert i forvaltning kaldte påfaldende.

Om det har været inde i Departementschefen overvejelser om jobskiftet, melder historien ikke noget om.

Martin Præstegaard tiltræder sin nye stilling 1. september, og det bliver op til den nye regering at finde hans afløser.

David Troels Garby-Holm er forhenværende redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet