Annonce

Flest mænd dør på jobbet og københavnske socialdemokrater parkerer valgløfte

Netavisen Pio samler de væsentligste historier fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang
Dødsulykker på arbejdsmarkedet rammer først og fremmest mænd viser nye tal fra Arbejdstilsynet og så opgiver Socialdemokratiet i København et forsalg om af nedlægge et stort antal parkeringspladser

Velkommen til nyhedsoverblikket "Aktuelt".

God læselyst.

 

Nye tal: Flest mænd dør på jobbet

I 30 ud af de foreløbig 31 dødsulykker, som Arbejdstilsynet har registreret i år, er den omkomne en mand. Blandt dødsofrene er der desuden en overrepræsentation af personer med udenlandsk statsborgerskab.

Det skriver Fagbladet 3F.

Fra 2016 og frem til i dag har 226 mennesker mistet livet efter ulykker på jobbet. Godt halvdelen af dødsulykkerne er sket inden for landbrug, skovbrug og fiskeri, bygge- og anlægsbranchen og transport af gods, viser tal fra Arbejdstilsynet.

Ni ud ti personer, som har mistet livet efter arbejdsulykker i Danmark i de seneste syv år, er mænd.

Læs hele historien her.

 

Socialdemokratiet parkerer københavnsk valgløfte

Københavns overborgmester Sophie Hæstorp Andersen sætter sin plan om inden 2025 at sløjfe hver tredje parkeringsplads på gadeplan i København på pause.

De københavnske socialdemokrater gik sidste år til kommunalvalg med planen, som overborgmesteren nu erkender “ikke ramte skiven”, og at man “ville for meget på for kort tid”.

Med planen ville omkring 42.000 p-pladser forsvinde. En del skulle ganske vist genopstå i parkeringsanlæg.

Over for Berlingske uddyber Sophie Hæstorp Andersen, at partiet er kommet på andre tanker efter at have lyttet til de københavnere, der hver dag cirkler rundt i hele og halve timer for at finde plads til bilen.

"Det var, og det er, et urealistisk mål at nedlægge en tredjedel af gadeparkeringen i København, for hverdagen skal også hænge sammen for de københavnere, der har behov for en bil." fastslår hun og tilføjer, at udspillet ikke alene var urealistisk, men også "for voldsomt og for hurtigt".

Læs hele historien her.

 

Rapport: Hård kritik af reglerne for ægtefællesammenføring

Reglerne for ægtefællesammenføring får hård kritik i en rapport, som Ekstra Bladet omtaler.

En række organisationer og myndigheder har bidraget til rapporten, hvoraf det fremgår, at de nuværende regler er både administrativt besværlige og ulogiske plus at de gør kærlighedslivet umuligt for danskere, der vil leve deres tilværelse i Danmark sammen med en udenlandsk ægtefælle.

For eksempel er der krav til bestået danskprøve - også for personer, der er født og opvokset i Danmark. Derudover får kravet om økonomisk garanti på 107.000 kroner, der bliver låst i ti år, også hård kritik og bliver kaldt usagligt og virkningsløst. Der er i forvejen et krav om selvforsørgelse i loven, skriver Ekstra Bladet.

Kritikken fik i januar i år daværende udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) til at love et serviceeftersyn af udlændingereglerne.

Udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S) har tidligere udtalt til Ekstra Bladet, at han ser frem til drøftelser med Folketingets øvrige partier på baggrund af rapporten.

 

Veganerpartiet skifter navn

Valgnævnet godkendte i går onsdag, at Veganerpartiet skifter navn til Grøn Alliance.

Det skriver partiet på Twitter.

placeholder

 

Det betyder, at Grøn Alliance er på stemmesedlen til et kommende folketingsvalg med bogstavbetegnelsen G.

Veganerpartiet blev stiftet i 2018 med bæredygtig fødevareproduktion, dyrerettigheder, miljø, klima og folkesundhed som sine mærkesager.

Partiet har blandt andet som målsætning at lukke det konventionelle landbrug, ulovliggøre grov udnyttelse af dyr og omstille til plantebaseret fødevareproduktion.

Partiet kunne i 2020 aflevere de nødvendige vælgererklæringer for at blive opstillingsberettiget til Folketinget.

Ved kommunalvalget i november 2021 stiller partiet op i 16 af landets kommuner, med det lykkedes dog ikke at få valgt nogle kandidater.

I foråret i år var partiet præget af intern uro med eksklusion af formanden Henrik Vindfeldt . Få uger senere blev eksklusionen ophævet på et ekstraordinært landsmøde som også afsatte hele partiets landsledelse.

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

Henrik Rasch er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet