Annonce

Flystrejke flytter topmøde og arbejdsgiver skal i spjældet for dødstrusler

Nyhedsoverblik fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang
Så er det blevet mandag og efter en forlænget weekend for vores vedkommende, er det igen tid til dagens korte nyhedsoverblik som vi her på Netavisen Pio kalder Aktuelt.

I dag om en flystrejke som får konsekvenser for et topmøde, et parti som vil stoppe stigningen i pensionsalderen og en direktør som skal i fængsel.

Tak fordi du læser med.

 

Flystrejke flytter topmøde til Marienborg

En flystrejke på Bornholm gør, at Østersø-topmødet tirsdag rykkes fra Hammershus til Marienborg.

Det skriver TV 2 Bornholm.

Medarbejdere i security og bagagehåndteringen i Bornholms Lufthavn har siden lørdag nedlagt arbejdet.

Det har ført til flyaflysninger og betyder nu også, at det internationale topmøde i Østersøen tirsdag den 30. august er rykket fra klippeøen.

Det ærgrer naturligvis øens borgmester, som havde set frem til at vise Bornholm frem for verdenspressen.

Læs hele historien her.

 

DF vil lægge loft på pensionsstigning: Max 70

Den stigende pensionsalder skal stoppe ved 70 år, hvis det står til Dansk Folkeparti.

"For mig handler det om, hvad det er for et arbejdsmarkedet og et samfund, vi gerne vil have, og der mener DF, at ingen danskere skal tvinges til at arbejde, efter de er fyldt 70 år," siger formand Morten Messerschmidt.

Hvis ikke der er politisk opbakning til forslaget, truer DF med at forlade det såkaldte velfærdsforlig.

I velfærdsforliget ligger der, at pensionsalderen hvert femte år bliver forhøjet, i takt med at danskerne lever længere. Dog skal den stigende pensionsalder vedtages af Folketinget – næste gang i 2025.

Men det kommer Dansk Folkeparti altså ikke til at stemme for, lyder meldingen nu.

Det kommer til at koste et milliardbeløb, som partiet ikke kan redegøre hvor skal komme fra, men det afholder ikke DF for at foreslår det.

Læs hele historien her.

 

Analyse: Blå blok og råddenskaben

De borgerliges vigtigste våben mod statsminister Mette Frederiksen (S) er at dæmonisere hende og beskylde hende for at snyde på vægten.

Det er en helt uoverskuelig leg med en ild, der kan ødelægge et demokrati, skriver Berlingskes politiske kommentator Bent Winther i en analyse i samme avis:

"Flere sager viser, at fristelsen til at så mistillid til samfundets bærende søjler nogle gange bliver for stor."

"Sandheden er, at de blå partier har en overvældende stor strategisk interesse i at spille med på konspirationerne. Dæmoniseringen af især Statsministeriets departementschef og en generel mistillid til, at tingene ikke går ordentligt til, flytter stemmer."

Et overraskende budskab i netop den avis.

Læs hele analysen her.

 

Arbejdsgiver får ubetinget fængsel for dødstrusler mod chauffør

Direktøren for et fynsk busselskab er blevet idømt tre måneders ubetinget fængsel for trusler om drab og vold mod et medlem af 3F, der tidligere var ansat som chauffør i busselskabet.

Det skriver Fagbladet 3F.

Ifølge anklagerfuldmægtig Frederik Hald, Fyns Politi, blev direktøren idømt 60 dages ubetinget fængsel for truslerne mod medlemmet af 3F.

Derudover blev der lagt yderligere en måned til dommen, fordi direktøren fremsatte truslerne under prøvetiden for en tidligere dom på tre måneders ubetinget fængsel, som han fik i 2018.

Truslerne mod 3F-medlemmet kom i forbindelse med, at han gjorde krav på at få udbetalt et tillæg af det fynske busselskab. Truslerne mod ham er blevet fremsat mundtligt og i to e-mails til en faglig sekretær fra 3F Vestfyn.

Læs hele historien her.

 

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

David Troels Garby-Holm er forhenværende redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

"Arbejdsgiver får ubetinget fængsel for dødstrusler mod chauffør"

"tre måneders ubetinget - fremsatte truslerne under prøvetiden"

det er fgm billigt sluppet!
.

Ja, det er virkeligt billigt sluppet. Ikke bare for den skyldige men også for staten, mon det er det der hører under 'effektiviseringer'?