Annonce

Folketing afviser Trump, aftale om nye sygeplejersker og minister får ikke næse

Nyhedsoverblik fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang.
Så er det blevet fredag og tid til ugens sidste nyhedsoverblik fra Netavisen Pio, i dag med både en dansk afvisning af Trump, en ny aftale om sygeplejersker, en minister som får kritik og kommuner, som vil have mere åbenhed. Velkommen til nyhedsoverblikket Aktuelt.

 

Flertal i folketinget afviser Trump

Den amerikanske præsident Trump kræver flere NATO-soldater i Mellemøsten. Men ingen partier i Folketinget er klar til at sende flere danske soldater til det konfliktplagede område. Det skriver TV2.

Trump kræver flere NATO-soldater i Mellemøsten for at sikre stabilitet og holde Iran i skak. NATO's generalsekretær, Jens Stoltenberg, er klar til at efterkomme ønsket, men i Danmark splitter spørgsmålet Folketinget.

Kun Dansk Folkeparti er umiddelbart klart til at sende flere danske soldater til Mellemøsten, mens de øvrige partier enten mener, at Trumps udmelding må være henvendt til andre NATO-lande, da vi jo allerede bidrager, eller de helt ønsker de danske soldater hjem.

Læs hele historien her.

 

Regering og regioner vil sikre flere sygeplejersker

Regeringen har indgået en aftale med Danske Regioner, der skal sikre, at der kommer 1000 flere sygeplejersker i 2021, som det blev aftalt i finansloven i december. 500 af sygeplejerskerne skal findes i år. Det skriver Ritzau.

”Aftalen betyder en markant og konkret indsats i forhold til sygeplejerskerne ude på sygehusene, som vi vil følge op på, så vi sikrer, at vi når målet om 1000 flere sygeplejersker,” siger finansminister Nicolai Wammen (S).

De afsatte midler skal gøre det muligt at ansætte i alt 1000 flere sygeplejersker fra næste år, og de første 500 skal altså findes i år, blandt andet ved at få flere til at gå fra deltid til fuldtid.

placeholder

Dermed er der mulighed for, at regeringen kan sætte flueben ved en af Socialdemokratiets konkrete valgløfter, som netop var at der skulle ansætte 1000 flere sygeplejersker.

Læs hele historien her.

 

Minister får kritik - slipper for næse

Fødevareminister Mogens Jensen bør få en næse – folketingets udgave af en skriftlig advarsel - for ikke at oplyse Folketinget om central klima-regnefejl.

Det mener både Venstre og Konservative efter et samråd torsdag. Det skriver Altinget.

Torsdagens samråd var indkaldt af Venstre, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Konservative, efter medeiet i december kunne fortælle, at fødevareminister Mogens Jensen havde kendt til den centrale regnefejl om klimabelastende lavbundsjorde siden 1. september, men i månedsvis valgte ikke at informere Folketinget.

Mogens Jensen beklagede under samrådet og erklærede sig enig i, at Folketinget skulle have haft oplysningerne langt hurtigere.

Mogens Jensen slipper dog for næsen, for selvom både Enhedslisten og Radikale er stærkt kritiske over for, at fejlen ikke blev lagt hurtigt frem af ministeren, vil ingen af partierne være med til at give ham den.

Læs hele historien her.

 

Kommuner vil give mere åbenhed om konsulentbrug

Det skal være lettere for politikere og borgere at følge med i, hvilke opgaver kommunerne hyrer eksterne konsulenter til at løse, og hvor mange penge det koster kommunekassen.

Sådan lyder det i flere kommuner, hvor man har besluttet at lægge oplysningerne frem. Det skriver DR.

Stat, kommuner og regioner brugte 11 milliarder kroner på eksterne konsulenter i 2018.

Regeringen har et mål om at stat, regioner og kommuner frem mod 2025 skal bruge tre milliarder kroner mindre på eksterne konsulenter.

Læs hele historien her.

 

KL og fagforening vil have færre på deltid

I dag arbejder 40 procent af de kommunalt ansatte på deltid. Og opgør man tallene på de enkelte faggrupper er omkring 80 procent af de social- og sundhedsansatte på deltid.

Den tradition vil KL nu gøre op med, det fortæller Michael Ziegler, formand for KL’s Løn- og Personaleudvalg, i forbindelse med en to-dages konference om den kommunale økonomi.

KL har i samarbejde med Forhandlingsfælleskabet, der repræsenterer 51 faglige organisationer, besluttet at lave et fælles projekt, hvor man sammen vil arbejde på at få flere medarbejdere op i tid.

”Det er nødvendigt, godt og på høje tid, at ændre kommunernes ansættelseskultur. I de næste år vil antallet af børn og plejetrængende ældre vokse markant. Hvis vi ikke forholder os til det nu, vil vi komme til at mangle mange varme hænder i fremtiden. At så mange jobs slås op på deltid understreger, at kommunerne har rigeligt plads til forbedring på området” mener FOAs formand Mona Striib, som også er formand for Forhandlingsfællesskabet.

Regionerne har for nylig besluttet at give plejepersonalet ret til fuldtid. Og i Sverige er arbejdsmarkedets parter blevet enige om, at alle ansatte på velfærdsområdet har ret til at gå på fuldtid.

Læs hele historien her.

Rigtig god weekend.

 

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

David Troels Garby-Holm er forhenværende redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet