Folketingsmedlem: Politikerne må lægge nødvendighedens politik på hylden

Hvis den høje tillid til politikerne skal fastholdes, bør vi lægge ”nødvendighedens politik” på hylden og i stedet fokusere på ”politikkens nødvendighed”.
Foto: Pressefoto: Socialdemokratiet
Folketingsmedlem Jens Joel (S).
Tilliden til danske politikere er lige nu historisk høj. Det maner til ydmyghed og eftertanke. Hvad skyldes den høje tillid? Og hvordan gør vi os fortjent til den? 

En del handler nok om den aktuelle krise, og det at man ”holder sammen” når krisen kradser, men det er næppe hele forklaringen. For dels startede stigningen i tilliden før coronaen ramte. Og dels førte finanskrisen til det modsatte. Tilliden styrtdykkede.

Måske handler den rekordhøje tillid til politikerne om noget så gammeldags som en oplevelse af, at politik gør en forskel.

Kollektivet bestemmer

Tilliden handler ikke om, hvem der bestemmer. Er du rød eller blå? Det afgørende må være, om politikerne insisterer på, at vi faktisk kan skabe forandring. Det er ikke markedet, det er ikke sygdommen, det er ikke de multinationale selskaber, der dikterer vores liv og død.

Vi kan som kollektiv, som fællesskab, påvirke vores egen skæbne. Det er et ekstremt afgørende budskab såvel i en krisetid som i et demokrati til hverdag.

En insisteren på, at politik skal gøre en forskel er en udvidelse af demokratiet. Til gavn for helt almindelige mennesker. Den socialdemokratiske regering har i ord og handling insisteret på netop det.

Politik skal flytte noget

Med statsministeren i front har det været tilgangen for de toneangivende ministre længe inden, de kom i regering. Oftest i samarbejde med andre partier, men altid med det sigte, at politik skal flytte noget.

Man kan fremhæve klimaambitionerne, hvor vi forpligter os ud over de aktuelle teknologier, armlægning med store kapitalfonde på boligmarkedet eller budskabet om, at der ikke kun er arbejdsudbudsreformer i værktøjskassen, men at investering i mennesker også kan øge vores velstand. Valg, der betyder noget.

Magthavere har altid et valg.

Efter finanskrisen smuldrede tilliden. I Europa såvel som i Guds eget land (USA, red.) så vi voldsomme vælgerskred, der dømte etablerede politikere og partier ude.

Oplevelsen af, at det ”var lige meget, hvem man stemte på” og, at ”politikerne i øvrigt hverken kunne styre markedet eller flygtningestrømmene” satte råd i vores demokratiske fundament.

Thorning, Corydon og nødvendighedens politik

Den daværende S-regering tog skridt til at rette op, men blev mest af alt associeret med ”nødvendighedens politik”, der indikerede, at politikken ville være den samme uanset, hvem der sad for bordenden.

Hvis man tror på demokratiet, giver det selvfølgelig ikke mening.

Magthavere har altid et valg. Også i krisetider. Her er sjældent tale om en god og en dårlig løsning. Nok oftere om to dårlige. Men vi har et valg.

Coronakrisen blev tacklet forskelligt på tværs af lande med lige så forskellige resultater til følge. Der er ingen tvivl om, at et stærkt fællesskab herhjemme har været et vigtigt våben i kampen. Succesen har som bekendt mange fædre og mødre, men det danske fællesskab og samfundssind skyldes også politiske valg gennem årtier.

Hvis vi skal fastholde demokratiet og den høje tillid til os politikere, skal vi holde fast i, at politik gør en forskel. I stedet for at tale om ”nødvendighedens politik”, skal vi fokusere på ”politikkens nødvendighed”.

Stabschef holder regeringen på sporet

Med den nye socialdemokratiske regering, fik Danmark også en stabschef i Statsministeriet (Martin Rossen, red.).

Hans primære opgave var at hjælpe med at holde de politiske forandringer på sporet på tværs af travle ministerkalendre. Kritikken var dengang hård. Vi var ved at undergrave demokratiet, som vi kender det, måtte man forstå. En allerede dengang lidt forpjusket kritik.

Fortjenesten kan naturligvis ikke tildeles til Martin Rossen alene.

Nu er ironien, at Martin Rossen – der af nogle meningsdannere og chefredaktører blev udpeget som symbolet på afvikling af 100 års folkestyre – forlader et politisk system med rekordhøje tillidsmålingerne.

Fortjenesten kan naturligvis ikke tildeles til Martin Rossen alene. Men han og hans rolle som stabschef har unægteligt været en central drivkraft i regeringens ambition om at synliggøre og fastholde, at politik betyder noget. At det er muligt at skabe politiske forandringer – ikke mindst for helt almindelige mennesker.

Den høje tillid må aldrig tages for givet. Og vi undgår nok ikke, at den delvist kommer til at ”normalisere sig”, når hverdagen begynder at ligne sig selv igen. Læren bør dog være, at det har en demokratisk gevinst, når politik gør en forskel. Når vi sammen kan vi påvirke verden omkring os.

Jens Joel er folketingsmedlem for Socialdemokratiet.


Kommentarer fra Facebook

Annonce