Annonce

“Forbløffende” hvordan eliten har klaret sig igennem nedlukninger i Danmark

Forsker: Vi lever i et elitært demokrati, hvor en lille gruppe af magtfulde mennesker har tilgodeset egne økonomiske interesser under corona-nedlukningerne.
“Det er forbløffende hvor lidt det her har kostet eliten,” lyder vurderingen fra Christoph Ellersgaard om den effekt som coronakrisen har haft på samfundets top.

Han er adjunkt på Copenhagen Business School, CBS, og forsker til dagligt i magteliter.

“Økonomisk set er det jo nærmest et mirakel for dem, på trods af at vi har haft negativ vækst i samfundet,” lyder det fra ham på en ustabil Zoom-forbindelse.

Magteliten i Danmark består ifølge Christoph Ellersgaard af et lille tæt netværk af mennesker, som under corona-nedlukningerne i høj grad har tilgodeset deres egne økonomiske interesser gennem deres politisk indflydelse.

Og at vores land til dels styres af en lille flok af magtfulde mennesker, som ikke nødvendigvis er folkevalgte, er et demokratisk problem ifølge Christoph Ellersgaard.

 

Portræt af eliten

Christoph Ellersgaard har medvirket til banebrydende forskning, som har blotlagt det, han kalder ‘magteliten’ i Danmark: Et netværk af 400 mennesker fra både politiske poster, det private erhvervsliv og interesseorganisationer i Danmark.

“En gruppe af mennesker, som typisk leder nogle vigtige samfundsorganisationer og -institutioner, der har brug for at være 'på samme side',” uddyber han til mig.

På Christoph Ellersgaards profilside på Copenhagen Business School kan man se en video, hvor han med modeller og grafer præsenterer en kortlægning af magten i Danmark. Magtens knudepunkter, fortæller Christoph Ellersgaard i videoen, er regeringen, Dansk Industri, FH og visse centrale personer fra det økonomiske råd.

I sidstnævnte sidder, ifølge Christoph Ellersgaards forskning, 25 personer, der forbinder de største interesseorganisationer i Danmark, og som har tydelige forbindelser ud til det danske erhvervsliv.

Tilsammen, fortæller han, udgør de et lukket netværk i toppen af det danske samfund, hvor de påvirker og yder politisk indflydelse på hinanden. Og netværket kan ifølge Christoph Ellersgaard siges at være selve udgangspunktet for de vigtigste politiske og økonomiske beslutninger, som bliver truffet i Danmark.

 

Prioriteringer

At der er så tydelige forbindelser i den danske magtelite til det private erhvervsliv, har for Christoph Ellersgaard være tydeligt at observere under corona-nedlukningerne:

“Man kan i hvert fald se det på prioriteterne. Mens børnene i de store klasser i folkeskolerne har været lukket ned i mere end et kvart år, så har man hele perioden igennem kunne spise nede i kantinen på de store virksomheder.” 

“Det er et tegn på at der er et sted, hvor man ikke har haft lyst til at placere en længerevarende regning,” siger han, selvom han tager forbehold for, at forsamlingsforbuddet antageligvis er blevet respekteret.

Det er forbløffende hvor lidt det her har kostet eliten

Dermed tegner Christoph Ellersgaard et noget andet billede af virkeligheden for de private erhverv under corona- nedlukningerne, end borgerlig-liberale politikere og talsmænd for de private erhverv almindeligvis gør.

Han fortæller, at ovenstående kan være et resultat af overrepræsentationen af mennesker fra det private erhvervsliv i den danske magtelite, og at der som følge er opstået et ‘tunnelsyn’ i forhold til at beskytte og tilgodese den økonomiske elites interesser.  

Med andre ord: at de interesser, der bliver varetaget politisk og økonomisk, er én-til-én med de repræsentanter, der sidder i magteliten.

 

Paradoksalt

Christoph Ellersgaard fortæller ligeledes om, hvordan rige mennesker under corona-krisen næsten kun er blevet rigere, bl.a. fordi aktiekurser og boligpriser er steget det sidste år.

Og når vi snakker specifikt om corona-nedlukningerne, fortæller Christoph Ellersgaard om sin personlige forundring over, at man politisk slet ikke har stillet sig kritisk over for elitens interesser i de økonomiske prioriteringer under nedlukningerne.

Man lader frisører og andre små erhvervsdrivende betale husleje for at have lokaler, hvor de ikke må lukke kunder ind

I den forbindelse har elitens investeringer i ejendomme været særligt beskyttet, mener Christoph Ellersgaard.

“Det mest paradoksale er, at man lader frisører og andre små erhvervsdrivende betale husleje for at have lokaler, hvor de ikke må lukke kunder ind,” fortæller han, mens han klør sig i skægget:

"Det er påfaldende, at vi overhovedet ikke har haft diskussionen om, hvorvidt det er rimeligt, at man skal betale husleje for noget, man ikke kan bruge."

 

Et godt finansielt år

Det ovenstående er ifølge Christoph Ellersgaard medvirkende til at magteliten har klaret sig så økonomisk godt gennem nedlukningerne: 

“Dem som har haft kapital stående i både ejendomme og aktier står i virkeligheden på helt forunderlig vis tilbage, efter et år hvor samfundet har kørt på vågeblus, med et godt finansielt år,” siger han.

Ifølge Christoph Ellersgaard kunne man have prioriteret helt anderledes under nedlukning:

“Det er særligt interessant når vi for eksempel snakker social ulighed. Netop de penge der er placeret på boligmarkedet jo er formuer, som allerede er etableret. Ved at have fritaget f. eks. frisører fra at skulle betale husleje, kunne man altså have taget penge fra nogen, hvoraf ikke særligt mange mister deres job af, at der ikke bliver betalt husleje."

 

En belejlig elite?

Man kan i Christoph Ellersgaards udlægning nemt få indtrykket af, at den danske magtelite består af en flok slipseklædte forretningsmænd, som kun tænker på profit og dem selv.

På trods af det, mener Christoph Ellersgaard stadig at corona-nedlukningerne har vist, at der er styrker ved måden, den danske elite er skruet sammen på.  

For de fleste danske lønmodtagere er det jo fantastisk at der har siddet nogle lønmodtagerrepræsentanter, som er blevet hørt.

“Det kunne bestemt have været værre. For de fleste danske lønmodtagere er det jo fantastisk at der har siddet nogle lønmodtagerrepræsentanter, som er blevet hørt,” siger han.

Hans forskning viser, at dele af fagbevægelsen også er repræsenteret i den danske magtelite, hvilket kan siges at være heldigt for danske lønmodtagere, som blandt andet under corona-nedlukningen har været kompenseret gennem lønpakker.

Det lyder som om vi har en meget belejlig elite i Danmark, hvis både lønmodtagere og kapitalejere er repræsenteret?

“Det afhænger jo lidt af folks ståsted. Hvis man er socialdemokrat, så vil man jo nok tænke at det er heldigt at fagbevægelsen er repræsenteret i eliten, fordi de kæmper for nogle andres interesser, end eliten i amerikansk og engelske sammenhænge gør.”

 

‘Elitedemokrati’

Christoph Ellersgaard har sammen med Andreas Møller Mulvad og Anton Grau Larsen skrevet bogen “Tæm Eliten - fra magtelite til borgerdemokrati” (2017).

I den kritiserer de, at politiske beslutninger i stigende grad er bliver styret af en mindre og mindre gruppe mennesker på toppen af samfundet - den såkaldte magtelite.

I bogen ‘Tæm eliten’ er du med til at kalde Danmark for et elitedemokrati - er det et dækkende udtryk i dag?

“Ja, det er det,” konstaterer han tørt.

Dem, der sidder på magten, skal afgive noget magt. Og det synes de ikke, er verdens bedste ide.

“Demokratisk er vi gået fra en idé om, at alle er kompetente borgere, som skal deltage, til, at vi har indrettet et demokratisk system, hvor demokrati er blevet en elitesport,” siger han, og uddyber, hvad man skal forstå ved det:

"Vi har i Danmark har nogle forskellige eliter, som konkurrerer i at fortælle os om, hvordan de hver især synes, at de er dygtigst til at administrere vores samfund. Og så vælger vi imellem dem.” 

“Det vil sige, at vores mening om tingene er egentlig ligegyldigt. Vi skal bare vælge nogen der er mere kompetente end os," siger Christoph Ellersgaard.

 

Tilfældighed: Demokratiets redning

En mulig løsning på, at almindelige borgeres holdninger i højere grad er blevet ligegyldige i politik, kunne være at oprette det, man kalder et ‘borgerting’.

Et borgerting skal forstås, som en forsamling af 300 tilfældigt valgte borgere, som er repræsentative for befolkningen. Ved siden af folketinget, skal de være med til at træffe de politiske beslutninger i Danmark.

Det lyder måske absurd at lade tilfældet råde på den måde, erkender Christoph Ellersgaard, men han er helt alvorlig, og han synes, man bør tage løsningen seriøst.

“Man har ret gode erfaringer fra andre steder i verden: hvis folk bliver valgt til at sidde i et borgerting, tager de det alvorligt. De træffer gode beslutninger, og de er faktisk bedre til at lytte til eksperter end politikere.”

Det vil modbalancere den elite som lige nu stort set styrer Danmark, fordi et borgerting vil bestå af mennesker, som ligner den danske befolkning mere end menneskene i eliten.

“Godt halvdelen af dem vil for eksempel være jyder. Og i modsætning til i dag, hvor godt 50 procent af folketinget er djøffere, så vil der være seks djøffere i et borgerting,” siger han.

 

En gylden løsning

Hvis et borgerting er den gyldne løsning, hvorfor opretter man det så ikke bare?

Christoph Ellersgaard tænker et stykke tid, inden han svarer.

Han fortæller, at man historisk set altid fra elitens perspektiv har været skeptisk over for at lade ‘almindelige mennesker’ få politisk indflydelse. Således troede man også engang, at det ville gå helt galt, hvis man lod kvinder få stemmeret, siger han.

“Yderligere demokratisering af vores samfund er altid kommet, når folk har organiseret sig og forlangt den på forskellige måder. Hvis der ikke er noget pres på, at magten skal deles ud, så samler det sig om færre hænder,” siger han:

“Helt grundlæggende: hvorfor har vi ikke et borgerting? Det er fordi dem, der sidder på magten, skal afgive noget magt. Og det synes de ikke, er verdens bedste ide.”


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Jeg giver ikke mange falde fem-ører for hans forskning. Jeg var til et møde hvor jeg skulle høre ham og hans to kolleger fortælle om den store magtudredning som de havde fundet frem til i deres store forskning. Resultatet var fremkommet ved at de havde sat folk i et spindelvæv af andre mennesker de mødte, og jo flere man mødte, desto mere betydningsfuld var man. Ih guder! Der er nok forskel på at sidde til møde i Danske Banks Bestyrelse og så sidde til møde i Lejernes Landsorganisation. Men i deres spindelvæv var det et fedt. Det kan da være interessant nok at se på, men en sandhed, det er det nu ikke. Jeg tror i øvrigt at den mest magtfulde person i den sammenhæng blev Metals daværende formand, Torkild Poulsen. Min interesse for den slags forskning er ret så begrænset, og den er ikke blevet ændret ved atter en gang at stifte bekendtskab med de synspunkter han nu fremfører i artiklen, især ikke når de bygger på den slags pseudo-forskning.

Ja nu skal man jo heller ikke begve sig ud i noget man ikke forstår - så din vurdering er nok helt naturlig - for dig

Det går jo ikke at forsimple ud fra det du har forstået når nu du netop ikke har læst magtudredningen

Hej Bent. Jeg tror ikke du hørte efter under hele foredraget (eller også fik jeg forklaret vores metode dårligt, så skal du have pengene tilbage). Men selvom vi ikke på forhånd bestemmer om bestyrelsen i LLO eller Danske Bank er mest magtfuld, så er det sådan, at langt flere folk med mange poster (hvor der også sidder folk med mange poster) sidder i bestyrelsen for Danske Bank i forhold til for LLO. Derfor fanger vores netværk fx også stort set alle adm. direktører og bestyrelsesformænd i de største danske virksomheder, men fx ingen fra LLO. I kernen af netværket finder vi også statsministeren, hendes departmentchef, DI's admistrerende direktør med flere. Den vigtigste brobygger (men som vi altid skriver med småt og siger med STORT under vores foredrag) var ganske rigtigt Dansk Metals formand. Det skyldes at Metal spiller en nøglerolle som bindeled mellem fagbevægelse og erhvervsliv. Hvis du har lyst til at læse videre kan jeg anbefale at købe en af vores bøger. Overskudet går ubeskåret til at samle mere data, så vi kan fortsætte pseudoforskningen ;-)

Bare et lille spørgsmål:

Hvad mener du med: Der er nok forskel på at sidde til møde i Danske Banks Bestyrelse og så sidde til møde i Lejernes Landsorganisation. ????

Jeg ved tilfældigvis at de småpenge min frisør får i covid-19-kompensation dårligt rækker til huslejen, så Christoph Ellersgaard har da en pointe der. Som sommerhusejer i Sverige bliver jeg beskattet både i Danmark og i Sverige af et sommerhus, jeg ikke må benytte for tiden. Er den danske villig til at undlade at opkræve skat for foreløbig tre måneder? Og hvis min frisørs husejer skal undvære sin normale husleje, vil staten så også lade ham slippe for ejendomsskatten? Spændende perspektiver; de griber om sig.
Ellersgaards forslag om et borgerting er en oplagt fin ide, men den passer næppe Folketingseliten. Her rynker man jo på næsen af såkaldte "populistiske" meninger (læs: folkestemningen). Man ved bedre selv. Rosa Lund fx har et stort hjerte for terroristers ve og vel for tiden. Det har folket ikke, men sådan er der så meget.

Er du så villig til at betale skat af den investeringsgevinst, det er at eje fast ejendom?

Ja, da. Det skal man jo i Sverige når man sælger huset. Jeg oplever ingen gevinst så længe jeg ejer huset.

“Man kan i Christoph Ellersgaards udlægning nemt få indtrykket af, at den danske magtelite består af en flok slipseklædte forretningsmænd, som kun tænker på profit og dem selv.”
Undskyld mig: er det indtryk forkert? Altså bortset fra, at kvinder fra den klasse ikke altid går med slips.

Christoph Ellersgaard har i hvert fald nogle interessante pointer her.

Når Christoph Houman Ellersgaard er ansat som adjunkt og forsker på CBS er han vel selv en "DJØFER" og tilhøre "magteliten" eller hvordan skal han opfattes.
Han foreslår der skal oprettes et borgerting på 300 medlemmer, men hvem skal udvælge dem? er det "magteliten" og dermed "djøferne" eller af hvem? og hvordan skal de udvælges? og hvilken kvalifikation skal de have? det er vel ikke nok at de især interessere sig for fodbold eller anden form for sport, lidt indsigt i finansiering og andre samfundsforhold vil vel være gavnligt når de skal komme med forslag til hvordan samfundet skal indrettes og hvilke love der skal gælde for borgerne i øvrigt. Skal de havde løn, befordringsgodtgørelse og lejlighed stillet til rådighed, det kan være nødvendig når han mener at halvdelen af medlemmerne skal være jyder, som om det er en særlig kvalitet at være jyde fremfor sjællænder eller fynbo.

Så ved vi jo nu, hvem der skal betale regningen for corona krisen...

Der er ingen tvivl om, at al ting handler om kommunikation og - ikke mindst - evnen til at få den ud.
Der har været gjort et seriøst forsøg på at vinde tilslutning for et Borgerting i de rammer Ellersgaard og Grau Larsen har foreslået. I den forbindelse var jeg i kontakt med begge hovedforfattere og jeg udarbejdede faktisk et regelsæt, som kunne fungere i forhold til et Borgerting. Den bærende tanke var, at man kunne sidde i Borgertinget medmindre visse situationer forhindrede det (f.eks. politiske valg). Som bekendt kræver et valg til Folketinget, at man opfylder visse krav, altså det stik modsatte.
Da man ikke kunne forvente større ekspertice i et Borgerting end i et Folketing, skulle Borgertinget naturligvis også have den nødvendige støtte.
Det ville være meget svært at indføre et Borgerting, idet Folketinget ikke skulle kunne herske over det og fordi Borgertinget selv skulle kunne fastsætte sit budget. Det ville kræve en Grundlovsændring.

Et Borgerting ville have den store fordel for befolkningen, at det ville blive en ærlig og effektiv kommunikationskilde. Hvis jeg f.eks. i dag vil påstå, at regeringens klimapolitik er en gang fup og fiduser, kan jeg skrive et læserbrev som måske og måske ikke ville blive offentliggjort og så ville der nok ikke ske mere uanset om påstanden var velunderbygget eller ej.
Et medlem af Borgertinget kunne sørge for, at der kom en reel debat om det og sikre, at de rigtige motiver til klimabeslutningerne også kom frem i lyset.
Jeg læste også et eller andet sted, at Staten brugte over 40 mia. kr årligt på anlægsbeslutninger der skulle tækkes en eller anden vælgergruppe, men som var uden reel samfundsværdi. Et eksempel er Kim Christiansens (DF) forsøg på at få en omfartsvej ved Mariager til 377 mio. kr. Den blev aflyst pga. borgermodstand, men et borgerting kunne også have kastet et kritisk blik på den.

Initiativet med Borgertinget strandede vel først og fremmest på mangel på penge. Tankerne nåede ikke langt nok ud, og jeg er sikker på, at initiativet ville møde rigtig megen modstand både fra den skjulte magtelite og fra Folketinget. 2 modstandere der derved ville bevise hvor stort behov der ville være for den folkelige kontrol som et Borgerting ville give.

Tak for et meget oplysende indlæg. Jeg tænker at et Borgerting måske kunne erstattes af en mere udstrakt brug af folkeafstemninger - som i Schweiz måske. Som Bent Menck Andersen skriver i sit indlæg, er der jo mange uafklarede spørgsmål ved et så snævert antal medlemmer af Borgertinget. Folkeafstemninger forekommer mig mindre komplicerede og knap så bureaukratiske som et Borgerting.

Jeg har svært ved at se hvad flere folkeafstemninger skal berige samfundet med. Havde der været folkeafstemning om storbæltsbroen var den ikke blevet opført, i dag er der vel ikke mange som savner færgerne.
I Schweiz blev stemmeret for kvinder først indført i 1971 til trods for folkeafstemninger, men her var der ikke flertal for at det blev indført. I den sidste Kanton fik kvinder først stemmeret i 1990.
I Danmark er det vist især Dansk folkeparti som ønsker flere folkeafstemninger, dem om det, bare det ikke bliver til virkelighed.

Et eksempel på elitens muligheder: Mange taler pt om, at boligpriserne i visse dele af landet er gået grassat. Man må gøre noget. Det taler man så om i nogle måneder og år. Og intet sker. Politikerne siger: der kommer nye beskatningsregler engang i slut-tyverne, som nok vil dæmme op for de voldsomme prisstigninger. Og hvor bor eliten? Mange sandsynligvis hvor prisstigningerne er størst, og derfor har flertallet af beslutningstagere intet hastværk. Den skattefrie million om året luner. Og føles sikkert retfærdig.

300 medlemmer i et Borgerting er rigeligt. I Folketinget er der som bekendt kun 179 medlemmer og de har alle opfyldt kriterier der gør dem elitære. Et folketingsmedlem sagde engang til mig, at i Folketinget sidder der kun magtmennesker.
Borgertinget kan være mindst lige så effektivt arbejdende. Medlemmerne er ikke (nødvendigvis) elitære og de er ikke på valg. De vinder eller taber intet ved at indtage den ene eller den anden holdning og, da de heller ikke indgår i grupper der enes om stemmeafgivning, kan de heller ikke blive mål for korruption.
En udskiftning i Borgergruppens medlemmer kunne ske i turnus, hvor de 25 længstsiddende forlader Borgertinget, når 25 nye kommer til. Skifter man hvert kvartal, kan man sidde i 3 år.

Borgertinget er en modvægt til Folketinget. Som regel enes de nok, men Borgertinget kan selvstændigt gå i dybden, når sager skal undersøges nærmere. F.eks. ønskede Socialdemokratiet en undersøgelse af Fogh Rasmussens rolle i (var det?) invasion med dansk deltagelse i en krig i Irak.
Venstre sagde nej og samlede flertal der blokerede for undersøgelsen. Hvis Borgertinget havde følt behov for det, kunne de lave undersøgelsen uden hensyn til folketingets mening.

I situationer, hvor politikerne forsøger at beskytte sig selv mod vælgernes korrekte vurdering af dem, burde det være en selvfølgelighed, at Borgertinget greb ind.

God ide med et borgerting. Vi kunne jo forsøge os med at samle 50.000 underskrifter, så forslaget skal behandles i folketinget. Om ikke andet får vi da efterprøvet, om resultatet understøtter din tese om et udemokratisk folketing. Elitedemokrati - jeg kalder det pengemagten

Jeg er med på forslaget

Annonce