Formanden for 3F Transport : “Jeg er super glad”

Formanden for 3F Transport Jan Villadsen jubler over overenskomst indgået mellem fagforbundet 3F og Coop - den dækker de chauffører, der bringer mad for onlinesupermarkedet Coop.dk Mad
Foto: Coop
Coop.dk Mad vil nu ansætte egne chauffører
Coop og 3F Transport har indgået en overenskomst, der dækker de chauffører, der kører dagligvarer ud for onlinesupermarkedet Coop.dk Mad til såvel private kunder, erhvervskunder og kommuner.

Aftalen er kommet i stand efter at Coop har besluttet at ansætte egne chauffører. Hidtil har Coop benyttet Mover som underleverandør, som ikke har indgået overenskomst med egne chauffører. Men nu Coop besluttet at stå for størstedelen af transporten ud til kunderne selv.

Formanden for 3F Transport, Jan Villadsen, er super glad:

Overenskomsten med Coop viser, at der findes seriøse arbejdsgivere

“Jeg er super glad. Overenskomsten med Coop viser, at der findes seriøse arbejdsgivere, som mener at der skal være ordentlige løn- og arbejdsvilkår - også for dem, der bringer varer ud på baggrund af online-handel. Overenskomsten er et regulært gennembrud,” siger Jan Villadsen til Netavisen Pio.

Jan Villadsen understreger, at forbrugerne står over for et reelt valg, når de bestiller dagligvarer over nettet. Benytter de coop.dk Mad har man som forbruger nu sikkerhed for, at chaufførerne, der leverer maden har ordentlige løn- og arbejdsforhold.

Håber på afsmittende virkning

Hos 3F håber man, at overenskomsten mellem 3F Transport og Coop.dk Mad er med til at sikre, at der også kommer ordnede forhold hos andre virksomheder, der leverer varer til forbrugerne, som er bestilt online eller via en app. Her tænker 3F ikke mindst på onlinemastodonten Nemlig.com, som benytter sig af en næsten 140 underleverandører, som hver især ikke har overenskomst med 3F.

I et opslag på Facebook benytter 3F Transport lejligheden til at sende en hilsen til netop Nemlig.com:

"Coop udtaler, at lavest mulig løn og dårligst mulige arbejdsforhold ikke må være et konkurrenceparameter for onlinesupermarkeder👍Mon Nemlig,com også snart kan skrive under på det?"

placeholder

 

Fagbladet 3F og Politiken har i en række artikler afsløret, at chaufførerne, der kører for Nemlig.com, er underlagt stramme tidsskemaer for pakning og levering, hvor selv de mindste forsinkelser kan udløse store bøder.

På baggrund af kritikken har Nemlig.com foreløbigt suspenderet det forhadte bødesystem, og krævet chauffør-taksterne hos underleverandørerne sat op. Men Nemlig.com stiller fortsat ikke som krav, at underleverandørerne skal indgå overenskomst med et overenskomstbærende forbund. Nemlig.com har tislyneladende heller ikke overvejet at ansatte egne chauffører - og derefter dække chaufførområdet med en overenskomst.

Den indgåede overenskomst mellem Coop.dk Mad og 3F sikrer ud over rimelig løn til chaufførerne også rammer for pension og betaling for overarbejde.

Coop ønsker at tage ansvar for chaufførerne

Hos Coop mener man, at det er vigtigt, at digitaliseringen i detailhandlen også sker efter den danske model, der sikrer ordnede forhold for medarbejderne:

”Vores salg er steget så meget det seneste år, at vi bedre er i stand til at forudse efterspørgslen. Derfor vil vi gerne gå over til at have vores egne chauffører, som kan sikre kunderne den bedste oplevelse, når de får varer fra Coop.dk MAD,” siger administrerende direktør hos Coop, Kræn Østergaard Nielsen ifølge en pressemeddelelse.

Han understreger, at Coop ønsker at tage ansvar for sine chauffører:

“Hos Coop ønsker vi at tage ansvar for vores chauffører, som er vores ansigt hos kunderne i forbindelse med online-handel. Vi er derfor glade for de konstruktive forhandlinger, vi har haft med 3F om en overenskomst, som sikrer både ordnede forhold for vores medarbejdere og en fleksibel levering for kunderne”.

Coop-direktøren understreger - med et tydeligt hip til Nemlig.com - at man sagtens kan drive et onlinesupermarked, hvor arbejdsgiveren har overenskomstdækket sine chauffører:

Vi håber, at vi sammen med 3F kan lave en branchestandard 

“Vi håber, at vi sammen med 3F kan lave en branchestandard og vise, at man sagtens kan drive et onlinesupermarked, der er fleksibelt og samtidig behandle chaufførerne ordentligt,” siger Kræn Østergaard Nielsen til Politiken.

Koster et millionbeløb 

Han understreger, at det vil koste Coop et millionbeløb at hjemtage leveringen:

“Jeg kan ikke sige det præcise beløb. Men det kommer til at koste os et millionbeløb, og det tror vi så på, at vi på den lange bane henter hjem ved endnu højere kundetilfredshed,” siger han til Politiken.

Overenskomsten mellem Coop.dk Mad og 3F Transport træder i kraft 1. juli 2021. Der er dog aftalt en overgangsordning, hvor Coop løbende ansætter egne chauffører fra 1. januar 2022. Og hvor indfasningen afsluttes senest  1. juli 2022. Det er desuden aftalt mellem 3F og Coop, at Coop.dk Mad fortsat kan benytte underleverandører i spidsbelastnings-situationer.

Fakta: Månedslønninger på mellem 32.000 til 39.000

Coop Danmark og 3F Transports overenskomst dækker udbringning af dagligvarer fra Coop i biler under 3.500 kilo. Leveringerne foregår typisk mellem klokken 7 og 22 alle ugens syv dage.

Overenskomsten vil fuldt indfaset give en typisk chauffør en månedsløn på mellem 31.195,00 kroner og 39.162,00 kroner afhængig af arbejdstider og anciennitet i jobbet.

Overenskomsten indeholder også en række forskellige goder og rettigheder:

  • Løn under sygdom, barsel og fædreorlov som i øvrige chaufføroverenskomster.

  • Frihed og løn ved børns sygdom og hospitalsindlæggelse svarende til Coop Danmarks Fællesbestemmelser.

  • Opsigelsesregler og fratrædelsesgodtgørelse som i øvrige chaufføroverenskomster.

Coop kan fortsat benytte underleverandører, hvor det er aftalt, at lønnen skal følge de gældende chaufføroverenskomster.

Overenskomsten indeholder begrænsninger for deltidsansatte, så andelen af fuldtidsbeskæftigede skal udgøre mindst 70 procent.

De resterende 30 procent kan udgøres af deltidsansatte og vikarer.

Kilde: Fagbladet 3F

 

Jan Kjærgaard er redaktør på Netavisen Pio.


placeholder

Annonce