Annonce

Glistrups ånd lever videre i LA

Hvis Mogens Glistrup havde levet i dag, ville han have elsket Liberal Alliance. Partiet har nemlig adopteret hans skattepolitiske tankegods, og fører krig mod vores skattemyndigheder. Vi risikerer at tabe kampen for fair beskatning, hvis ikke vi tør se truslen i øjnene. For selvom at Glistrup i sin tid tabte krigen, kan Liberal Alliance sagtens vinde den.
 

Det bliver efterhånden mere og mere tydeligt, at Liberal Alliance er en tikkende bombe under det danske skattesystem. Partiet har ikke noget ønske om at sikre vores land nogle stærke skattemyndigheder, som kan afsløre virksomhedernes skattefusk, forfølge sort arbejde og som borgerne kan have tillid til. Tværtimod, har Liberal Alliance nærmest en Glistrup-tilgang til området.

For det første har Liberal Alliance stået i forreste linje, når den nye Venstre-regering har bedt om hjælp til at skrotte indsatsen imod social dumping. Indtil videre har man afskaffet skattemyndighedernes mulighed for at gå ind på private byggegrunde uden dommerkendelse for at afsløre sort arbejde. Det er et meget stort tilbageskridt for hele indsatsen imod fusk og skatteunddragelse. Dog er det desværre ikke overraskende, når man tænker på formand Anders Samuelsens udtalelser om, at social dumping er noget fagbevægelsen har opfundet. Man må forvente at Liberal Alliance vil fortsætte ud af den destruktive politiske bane og skridt for skridt forsøge at rulle kampen imod fusk, skattely og sort arbejde tilbage.

 

For det andet er partiet flintrende ligeglad med den udsultning af skattemyndighederne, som vi har været vidner til gennem det sidste årti. Ressourcer og mandskab er gang på gang blevet suget ud af SKAT, og i dag står vi tilbage med nogle svage myndigheder, som ikke har kapaciteten til at spille op mod de store virksomheder. I stedet for at stoppe op og reflektere over, om de sidste års skandalesager i SKAT kunne skyldes den politiske kastration af selv samme myndighed, så har Liberal Alliance grebet chancen, og brugt anledningen til at sætte turbo på den undergravende virksomhed. Man har så at sige vejret morgenluft i den politiske debat.

 

Nu leger partiet helt konkret med tanken om at nedlægge Skatteministeriet, og i stedet placere ansvaret i en styrelse under Finansministeriet. Det hidtil mest ekstreme angreb på vores skattemyndigheder fra et politisk parti. Konsekvensen er sikker: Svage skattemyndigheder, som vil blive drevet rundt i manegen af store danske og multinationale selskaber. Den politiske bevidsthed om områdets vigtighed vil forsvinde, og fællesskabets udfordringer med skattely, unddragelse og fusk vil blive endnu mere uoverskuelige. Udviklingen vil løbe fra os, og pludselig vil vi opleve, at vi ikke længere har demokratisk kontrol med skattepolitikken. Dét politiske værktøj vil glide os af hænde.

 

Liberal Alliance truer fællesskabets skattevagthund på livet. Partiet har samlet den destruktive politiske fakkel op, som Mogens Glistrup heldigvis tabte i slutningen af 1980’erne, men som stadigvæk kan nå at hive tæppet væk under vores velfærdssamfund. Merete Riisager, Ole Birk Olesen og Anders Samuelsen har taget over hvor Mogens Glistrup, Kirsten Jacobsen og Aage Brusgaard slap. De er fremskridtsfolk i nye smarte forklædninger – men med samme kernebudskab.

 

Frederik Vad Nielsen: (f. 1994) studerer arbejdslivsstudier og journalistik på RUC, er redaktør på magasinet DSU’eren og medlem af DSU’s forretningsudvalg.

Frederik Vad er folketingsmedlem for Socialdemokratiet og tidl. forbundsformand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU)


Flere artikler om emnet