Det bliver en meget, meget sparsom finanslov, må finansministeren med traurig mine meddele. Det er for lidt og for dårligt, lyder det fra resten af Folketinget. Begge parter ved, at man ender med at mødes på halvvejen.

At slå halv skade eller fejre en halv sejr. Alt efter temperament.

Alt imens raser de interesseorganisationer, hvis ressortområde ikke er blevet tilgodeset. De heldige til hvem, der skal gives, er anderledes afdæmpede.

Fortællingen om Mette Frederiksen er ny, men alle opfører sig ens

Det er i hvert fald cirka sådan, at reaktionerne på SVM-regeringens første finanslov fordeler sig.

For selv om både Moderaterne og Venstre er kommet med i regeringen, og selv om mediernes fortælling om Mette Frederiksen er gået fra blodrød klassekæmper til teknokratisk forvalter af nødvendighedens politik, så er der ikke ændret i koreografien.

Men hvad med politikken? Er den forandret? 

Til det må svaret være nej. Et glædelige nej med socialdemokratiske øjne, for der er en tydelig kontinuitet fra den forrige smalle S-regering til det nuværende finanslovsudspil.

Ingen indrømmelser til de borgerlige

Vigtigst er de 1,3 milliarder kroner over perioden 2023-2026 til ny arbejdsmiljøaftale. Regeringen lægger op til en historisk høj bevilling til Arbejdstilsynet og indsatsen mod social dumping og arbejdslivskriminalitet.

Her er der tale om en nærmest 1:1 videreførsel af den forrige S-regerings udspil fra september 2022. Det er altså lykkedes at få de to borgerlige regeringspartier til at tilslutte sig den forrige regerings udspil helt uden indrømmelser.

Det er altså lykkedes at få de to borgerlige regeringspartier til at tilslutte sig den forrige regerings udspil helt uden indrømmelser.

Et andet vigtigt nedslagspunkt er videreførelsen af den forhøjede dagpengesats til at efteruddanne ufaglærte. En ordning, der startede som et corona-tiltag, men som har vist sig som en effektiv og nem måde at opkvalificere lønmodtagere.

De 110 procent i dagpenge var en vigtig socialdemokratisk ideologisk sejr i den forrige regeringsperiode. Den gjorde op med årtiers borgerlig beskæftigelsespolitik, hvor man gav gulerod til de rigeste og stok til dem lavest i arbejdsmarkedets fødekæde.

Problemet er ikke tidslerne, men alt det som ikke står

Problemet med finansloven er ikke så meget tidslerne, som hvad der ikke står noget om. Det substantielle løft af erhvervsskolerne udestår indtil regeringen lander en større uddannelsesreform. Det er ikke ulogisk, men det er her og nu, der mangler ressourcer.

I det hele taget er der tale om en særdeles skrabet finanslov, der ikke løfter de mange dagsordener, som statsministeren selv har fremsat. Vi savner stadig det løft af psykiatrien, som alle partierne tilsluttede sig i valgkampen.

I en tid med inflation giver det ikke desto mindre mening at holde igen med udgifterne. Man risikerer at overophede økonomien. Og selv om pengene til at forbedre velfærdssamfundet er der, hvor skal de offentligt ansatte komme fra? Der mangler arbejdskraft på alle niveauer.

Samlet set er der tale om en god finanslov. Om den er rød kan diskuteres, men at den har klare socialdemokratiske aftryk er evident. Det tegner godt for resten af regeringsperioden.