Annonce

Indisk corona-epidemi forstærkes af usund livsstil

Det indiske samfund rammes ekstra hårdt af corona, fordi alt for mange indere lever usundt, mener debattør med indiske rødder.
Indien befinder sig i landets værste sundhedskrise.

For bare nogle få måneder siden talte mange politikere og samfundsdebattører i Indien om, at landet nemt kunne opnå flokimmunitet, og derfor skulle man ikke være så hysterisk med hensyn til forholdsregler.

Man tog let på, hvor mange mennesker der måtte samles.

Da der skulle afholdes delstatsvalg, blev der varslet store politiske valgmøder, og når bryllupssæsonen startede, var der og ville der være mange mennesker, som samledes for at feste.

En almindelig bryllupsfest i Indien kan godt samle mindst 500 mennesker i en hal, hvor det bliver svært at holde afstand.

Erklærede sejr over corona for tidligt

De fleste politikere gik uden mundbind, inklusiv landets premierminister, Narendra Modi, og erklærede alt for tidligt, at man havde vundet over corona. Ligeledes spillede de cricket med stort publikum på stadion. I Indien er cricket lige så populært, som fodbold er i Danmark.

Man havde lempet noget på restriktionerne, uden at tilstrækkeligt mange mennesker var blevet vaccineret først.

Desuden kom der restriktioner fra lande som USA, som ikke ville tillade salg af ingredienser til vaccineproduktionen i Indien.

Dette bremsede Indien i at producere vacciner nok til sin egen befolkning. Optimismen var så stor i Indien, at landet premierminister havde godkendt, at man gav vacciner til 80 andre lande i verden.

Coronavirussens problembarn nummer et

Jeg tror, man har lært lektien i Indien, at denne aggressive og uforudsigelige virus kræver en ny strategi for at håndtere den.

Indien er lige nu coronavirussens problembarn. Man finder mange fejl ved landets håndtering af pandemien og mener, måske med rette, at det var en politisk fejltagelse at tillade delstatsvalg og afholdelse af religiøse festivaler, som samler tusindvis af mennesker.

Det var en politisk fejltagelse at tillade delstatsvalg og afholdelse af religiøse festivaler

Men det, som ingen diskuterer, er den generelle sundhedstilstand blandt befolkningen, som efter min vurdering er den bedste garanti mod pandemien og epidemier, og som er en af de vigtigste årsager til de mange dødsfald.

Det er blevet bevist, at mennesker, som har en eller anden livstilssygdom såsom diabetes, overvægt eller KOL, bliver hårdere ramt af corona end mennesker, som ikke har.

Udover de åbenlyse problemer med, at folk bor tæt, og mange ikke kan arbejde hjemme, fordi de er ansat i produktionserhverv eller lignende, så er storbyerne i Indien slet ikke indrettet til, at folk skal bevæge sig. Der ikke taget højde for grønne områder. Der findes virkelig få eller i visse dele af byen slet ingen områder, hvor man kan gå tur.

Når man færdes i trafikken i de fleste store og megastore byer såsom New Delhi, Mumbai og Kolkata, er det livsfarligt at cykle eller gå på fortovet. Mange steder findes der ikke engang fortove.

Mange unge med livsstilssygdomme

Hvis man tænker på, hvor mange mennesker i Indien - og det gælder især de unge mellem 20 og 30 år - som har livstilssygdomme, så er antallet mindst tre gange så højt, som hvis man sammenligner med et land som Italien.

Selvom befolkningen i Indien er ung og derfor burde kunne klare corona-smitten bedre, ser det ud til, at også flere yngre mennesker har mistet livet i den anden corona-bølge, der har ramt Indien.

Udover de besværligheder, som man kan forestille sig, er luftkvaliteten mange steder så dårlig, at det er sundhedsskadeligt at gå en tur på mange af gaderne i byer såsom New Delhi. Luftforureningen svarer til, at man ryger 20 cigaretter om dagen i de mest trafikerede gader i Delhi.

Brug for et holistisk sundhedsperspektiv

Indien er med i kapløbet om at skaffe vacciner lige nu, og der er en mulighed for, at alle i Indien over 18 år kan blive vaccineret, før det vil lykkes for mange EU-lande at få deres befolkning vaccineret.

Men Indien bliver nødt til at tænke på at prioritere folkesundheden højt og begynde at dyrke yoga, som inderne jo selv har opfundet. Endvidere skal de spise sundere mad og bekæmpe fedme-epidemien, som ender med at slå borgerne ihjel.

Der er brug for et holistisk folkesundhedsperspektiv, og jo hurtigere Indien kommer i gang, desto bedre vil det være.

Andre lande har meget at lære af Indien. Men selv Indien kan nu langt om længe komme i gang med at tænke nyt, når det gælder folkesundheden.

Freelanceskribent og samfundsdebattør. Født i Indien og har boet halvdelen af sit liv i Sverige og Danmark. Han har en bachelor i antropologi fra Københavns Universitet og en master i menneskerettigheder og demokratisering.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Rigtigt godt skrevet. Der er også det problem at fattige lande ikke råd til at lukke ned. Så hvad er værst, at dø af sult fordi samfundet er lukket ned eller dø af corona ? Det er også dem med det bedste immunforsvar som undgår at blive smittet med Corona.