’Jeg skriver fra et sted, hvor der ikke sker så meget’

Forfatteren Bent Vinn Nielsen skriver om underklassen fra provinsen. Det er ikke sociologi, men bare historier om det miljø han kender.
Forfatteren Bent Vinn Nielsen er blevet beskrevet som Danmarks hængerøvsforfatter, en arbejderforfatter og en udkantsambassadør, men vil formentlig helst frabede sig samtlige prædikater.

Han er ud af en ’almuefamilie’ og arbejdede selv som ufaglært efter folkeskolen, før han tog springet og blev fuldtidsskrivende forfatter, da han debuterede med romanen "Arbejdssky" i 1978.

Han har sat en by som ’Sulsted’ på det litterære landkort og beskriver ofte underklasseeksistenser fra Udkantsdanmark.

”Det er liv, jeg beskriver. Jeg bedriver ingen form for sociologi. Jeg skriver om folks tilværelse, kærlighed og alt muligt andet. Det foregår bare et socialt sted, hvor der ikke sker så frygtelig meget.”

Netavisen Pio har taget en snak med Bent Vinn Nielsen om litteratur skrevet fra udkanten.

Hjem til provinsen
For en mand, der har beskrevet sine skriverier som at ’skyde løs med to seksløbere på én gang’, svarer han bemærkelsesværdigt kortfattet over telefonforbindelsen fra Falster, hvor han har boet de sidste 17 år.

Måske det underspillede følger med af et liv levet i provinsen, hvor ’tempoet er anderledes,’ som Bent Vinn Nielsen forklarer.

Vi vil sidde og skutte os i mørkningen og hygge os med tilbudssandkagen fra Spar, mens vi hører vores mormorkanal.

”Angstbævende ved alt det forfærdelige, vi har været vidne til i Magtens Centrum, sidder vi strunke, med et skræmt udtryk i ansigtet i toget hjem. Først da vi har passeret Næstved, vover vi at slappe en smule af. Det der, siger vi hviskende til hinanden, det der vil vi ikke være med til! Vi vil hjem, og vi bliver hjemme. Vi vil sidde og skutte os i mørkningen og hygge os med tilbudssandkagen fra Spar, mens vi hører vores mormorkanal.”

Sådan lyder det i et af Bent Vinn Nielsen seneste indlæg i Dagbladet Information, for hvem han har skrevet i tyve år. Han skriver kun sjældent for avisen i dag, for ”man kan jo ikke bare blive ved”. Han koncentrerer sig nu om sit forfatterskab, men uden at vide, hvad han arbejder på: ”Det er svært at sige, det har ikke rigtig nogen retning endnu, men det ender jo nok med en bog,” forklarer han.

Det er bare mennesker
Indlægget, og hans forfatterskab generelt, kunne give udtryk for en særskilt interesse for livet i Provinsdanmark, men Bent Vinn Nielsen forklarer, at han egentlig ikke går særlig meget op i udkantsperspektivet:

”For mig spiller det ikke nogen særlig stor rolle, om det er i provinsen, eller hovedstaden, det er bare mennesker. Jeg kan ikke se den helt store forskel på folk i hovedstaden og provinsen, jeg skriver jo bare, om det jeg kender.”

Bent Vinn Nielsen, født i 1951 i Vendsyssel

Men for eksempel dit indlæg i Information er jo en skarp kritik af københavneriet?

”Nå ja, men det er jo altid sådan lidt karikeret, det jeg skriver der. Så stor forskel er der heller ikke,” svarer Bent Vinn Nielsen lakonisk.

Men der er vel afgørende forskel på det liv, man lever, i provinsen og i hovedstaden?

Ja, der er noget med tid, tempoet er langsommere. Specielt da vi boede på Lolland boede vi langt ude på landet, og der omgås man alle, også folk med helt andre holdninger end os selv. I byer kan man være mere selektiv, i hovedstaden kan man endda være meget selektiv. Der er folk, der udelukkende omgås folk som dem selv. Det ved jeg ikke, hvor godt er. Man har godt af at møde folk, der har en anden indstilling til tilværelsen. Så dukker der ikke så mange myter og fordomme op.

Ud fra demografiske fremskrivninger, ser det ud til, at provinsen vil blive endnu mere affolket end den allerede er.

Ja det var fornemmelsen på Lolland, men det er ikke fornemmelsen her. Jeg ved heller ikke rigtigt, om det vil gå sådan. Tilflytningen til København får vel en grænse, det er jo færre og færre, der har råd til det. Mon ikke der er en mekanisme, som vil regulere det naturligt.

Fra ufaglært til forfatter
Bent Vinn Nielsen er selv ud af en arbejderfamile, eller en almuefamilie, som han finder mere passende. Han arbejdede selv som ufaglært inden han sprang ud som forfatter.

Han fortæller, at han aldrig havde til hensigt at blive arbejdsmand, og at han faktisk har lagt meget vægt på ikke at blive lønmodtager: ”Det synes jeg var en forfærdelig skæbne. For det betyder jo, at andre mennesker skal bestemme, hvad jeg skal lave.”

jeg var temmelig indbildsk som ung, og da jeg så debuterede som forfatter, så blev jeg sgu bekræftet i min indbildskhed

I et samfundsperspektiv er det ellers ret vigtigt med lønmodtagere -

”Jo det er da nødvendigt, men jeg er bare glad for, at jeg ikke er det. Vi kan ikke undvære lønmodtagere, det er bare ikke noget for folk som mig.”

Så du fandt friheden fra lønslaveriet i dit forfatterskab?

”Ja der skete det for mig, at jeg var temmelig indbildsk som ung, og da jeg så debuterede som forfatter, så blev jeg sgu bekræftet i min indbildskhed.”

Socialrealisme er propaganda
Bent Vinn Nielsen afviser, at han bedriver samfundsanalyser eller sociologi.

”Jeg tager udgangspunkt i de erfaringer, jeg har, og de mennesker jeg kender. Jeg bedriver ikke nogen form for sociologi. Det er liv, jeg beskriver.”

”Meget af det, der ellers handler om arbejderklassen, det er snarere sociologi, det er ikke litteratur. Socialrealisme er jo en slags propaganda for et bestemt menneskesyn. Det kan være vældig tiltalende, men det er ikke så ambitiøst rent kunstnerisk.”

Bent Vinn Nielsen vil ikke kalde sin egen litteratur for socialrealistisk, selvom han erkender, at han skriver om de samme mennesker, som en socialrealistisk forfatter ville gøre, og at samfundsperspektivet også fylder en del – men det er et grundvilkår, når man skriver om underklassen, forklarer han:

”Jo længere nede i samfundshierarkiet man er, jo mere betyder samfundet jo. Man er mere afhængig af samfundet, hvis man er fra underklassen. Hvis man er fra overklassen, kan man jo stort set være ligeglad med samfundet, og det er der jo også en del af dem, der er.”

Kunsten er langsom
Bent Vinn Nielsen er usikker på, om hans litteratur vil få nogen samfundsmæssig indflydelse. Hvis det sker, bliver det som en lille del af den samlede litterære produktion, forklarer han beskedent og understreger, at det blandt de unge forfattere i dag også er blevet ganske populært at skrive om underklassen.

”Vi skriver det, der kan skrives. Derfor er det selvfølgelig udtryk for, hvilket samfund vi lever i. Men det er jo kunstens funktion at være en slags vidnesbyrd om vores tid. Derfor kan vi heller ikke rigtig bedømme værdien af nutidens litteratur. Det må være op til eftertiden at bedømme. Litteraturen er jo en langsom kunstart, kunsten er langsom.”

Er der plads nok til kultur i dag?

Den er der jo, men den har ikke de bedste kår. Det er tragisk, at man lægger så lidt vægt på det. Det ligger måske i det der med, at det er så langsomt. Der er ikke så meget effekt i det. Den type kunst og kultur, der i dag er efterspørgsel efter, det er den hurtige. Den kan være udmærket, men det er egentlig sjældent, at den er det. Det hurtigt omsættelige, det er i høj kurs i det hele taget.

Dannelse i arbejderbevægelsen
Bent Vinn Nielsen fik øjnene op for litteraturen allerede som barn, da hans mor engang han var syg, bragte ham en masse bøger:

”Jeg troede hun havde stjålet dem, det lignede slet ikke min mor, men så viste det sig, at hun havde været på biblioteket. Jeg blev vildt betaget af en schweizisk drengebog og har læst lige siden. Men vi læste i det hele taget meget i min familie. Det var ikke så usædvanligt dengang.”

Det lyder som dannelse i et arbejderhjem – burde man fokusere mere på det i dag?

”Ja men det kommer an på, hvad man mener med dannelse. For dannelse er jo også en form for dressur, det er en slags kulturel paratviden, der ikke nødvendigvis betyder, at man har forstået bøgerne. I sin tid var dannelse jo også bare en måde at gøre forskel på folk."

”Men noget der mangler i arbejderklassen i dag, det er kendskab til egen historie. Arbejderhistorie er jo typisk ikke en del af det, vi kalder dannelse, det er synd, for det ville helt sikkert styrke arbejderklassens selvbevidsthed,” siger Bent Vinn Nielsen.

Dette interview er en del af Netavisen Pios fredagsserie om kultur & dannelse. Vi interviewer heri en række kulturelle aktører, som skal give deres bud på, hvad vi skal med dannelse og kultur i dag.

Dagens interview med Bent Vinn Nielsen er sjette interview i serien.  


placeholder

Annonce