Annonce

Jens Rohde tilbage, hvor han begyndte og nøgenbilleder af kvinder hænger stadig i skurvognene

Netavisen Pio samler de væsentligste historier fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang
Tidligere folketingsmedlem for først Venstre, så De Radikale og seneste Kristendemokraterne, Jens Rohde, er tilbage hvor han startede.

29 unge og yngre socialdemokratiske kvinder kritiserer Socialdemokratiets abortpolitik. Og skurvognene er stadig her i 2023 fyldt med nøgenbilleder af kvinder. Typisk i kalenderudgave.

Dermed velkommen til dagens Aktuelt her på Kvindernes Internationale Kampdag, 8. marts.

 

Jens Rohde er tilbage, hvor det hele begyndte

Jens Rohde er tilbage, hvor det hele begyndte. Nemlig i partiet Venstre.

Det skriver Viborg Stifts Folkeblad.

Tirsdag aften holdt Venstre i Viborg Kommune sin årlige generalforsamling, og her var den tidligere topprofil i dansk politik til stede. Dermed gør den 52-årige Jens Rohde comeback i det parti, han forlod i 2015.

“Men det er altså noget tid siden, jeg meldte mig ind. Det var i januar på Anders Foghs 70 års fødselsdag,” siger Jens Rohde til Viborg Stifts Folkeblad.

Jens Rohde forlod Venstre i 2015 efter en strid om værdier. Siden havnede han hos De Radikale og endelig hos Kristendemokraterne.

“Men Venstre er jo som en gammel familie for mig, og jeg var til generalforsamling i går (tirsdag). Det var dejligt at se folk igen, det er jo mennesker, jeg har drukket ufatteligt mange kopper kaffe med igennem 30 år,” siger Jens Rohde om sin tilbagevenden.

Læs mere her.

 

29 unge S-kvinder kritiserer Socialdemokratiets abortpolitik

Abortlovgivningen er forældet. Det har Socialdemokratiet som regeringsparti gennem mange år et stort ansvar for, skriver en større gruppe unge kvindelige medlemmer af partiet i en kronik i Politiken.

“I år er det 50 år siden, at nogle af de største koryfæer i Socialdemokratiet var med til at sikre en historisk og for os grundlæggende rettighed: den frie abort. Det er dog med en bittersød smag i munden, at vi som unge S-kvinder kan være med til at markere de 50 år. Det minder os nemlig også om, at vores parti i 50 år har hvilet på laurbærrene uden at løfte ambitionsniveauet og følge med tiden siden 1973, idet loven har stået uberørt hen,” skriver de 29 unge og yngre socialdemokratiske kvinder indledende og fortsætter:

“Har vi virkelig ikke ændret synet på kvinders ret til at bestemme over egen krop i 50 år? Stiller vi os virkelig tilfredse med, at vi er et af de lande i Europa, der har den laveste abortgrænse?”

Læs mere her.

 

Nøgne kvinder hænger stadig i skurvognene

Letpåklældte kalenderkvinder hænger stadig rundt om i skurvognene på danske byggepladser.

Det viser en rundringning, som foreningen Byggeriets Samfundsansvar har lavet.

I undersøgelsen svarer 13 af de 20 største entreprenørvirksomheder i Danmark, at nøgenkalenderne bliver brugt i mere eller mindre grad på deres arbejdspladser.

Men tiden er er løbet fra nøgenkalenderne i byggebranchen, mener Byggeriets Samfundsansvar.

“Man kunne jo aldrig finde på at hænge dem på et kontor, som her, hvor jeg arbejder. Vi vil gerne have, at virksomhederne i byggeriet begynder at overveje, hvorfor de skal hænge hos dem,” siger Christina Schultz, sekretariatsleder i Byggeriets Samfundsansvar, til DR Nyheder.

Byggeriets Samfundsansvar sætter spot på problemet med kampagnen "Nøgenkalendere i frokostpausen - rimeligt eller pinligt?"

Læs mere her.

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet