Annonce

Jeppe Søe dropper ud - hvem er den næste, der står af klovnebussen?

”Det kan jeg selvfølgelig ikke være en del af,” siger det nu tidligere folketingsmedlem for Moderaterne
Foto: jeppe.dk
Jeppe Søe, medlem af Folketinget, medstifter af Moderaterne
Jeppe Søe smed torsdag aften håndklædet i ringen og meddelte, at han melder sig ud af Moderaterne, som han ellers selv har været med til at stifte: 

“Jeg trækker mig på baggrund af halvanden uges modbydelighed, og i særdeleshed mod medarbejderne. Det kan jeg selvfølgelig ikke være del af. Det er helt umuligt,” siger han torsdag aften til B.T.-podcasten ‘Q & CO’.

Jeg trækker mig på baggrund af halvanden uges modbydelighed

Jeppe Søes udmeldelse er kulminationen på en uges tumult omkring Moderaterne, som fredag aften i sidste uge kom ud i et regulært stormvejr efter, at B.T. afslørede at en gruppe nuværende og tidligere medarbejdere har klaget til Arbejdstilsynet over en tyrannisk, hård og mobbende ledelsesstil hos Moderaterne.

På medarbejdernes side

Jeppe Søe kastede sig ind på medarbejdernes side og krævede i en mail til partiets hovedbestyrelse, at arbejdsmiljøet i Moderaterne blev genstand for en advokatundersøgelse.

Onsdag aften uddybede Jeppe Søe, at han aldrig havde talt om en bekostelig advokatundersøgelse, men en undersøgelse af den slags, som De Radikale har fået foretaget af Kvinfo i kølvandet på De Radikales MeToo-sager.

Mandag var der et ni timer langt krisemøde mellem medarbejderne i Moderaterne, partiledelsen og partiformand Lars Løkke Rasmussen.

Efter mødet fortalte Lars Løkke, at medarbejderne og ledelsen var enige om at knytte en erhvervspsykolog til partiet, som skulle se nærmere på arbejdsmiljøet, oprette en whistleblower-ordning og lade Arbejdstilsynet se på sagen.

Jeppe Søe fastholdt dog kravet om en gennemgribende, ekstern undersøgelse. Et krav som Karin Lilltorp, et andet medlem af Moderaternes folketingsgruppe, i weekenden og lidt ind i ugen også bakkede op om.

Liltorp bakkede dog på kravet i forbindelse med Moderaternes gruppemøde tirsdag, og erklærede sig tryg ved de tiltag, som blev sat i værk om mandagen.

Dermed stod Jeppe Søe alene tilbage med kravet om en grundig, ekstern undersøgelse. Jeppe Søe har i forløbet ikke lagt skjul på, at Moderaterne bør skille sig af med “dårlige ledere” i partiet.

Jeppe Søe sagde torsdag aften, at han nu “vil finde sig selv” og “gå i flyverskjul”.

Onsdag aften skrev Jeppe Søe på det sociale medie X, at han i ugens løb selv har smagt den hårde ledelsesstil:

Et læk mere fra partiet for at forsøge at smadre mig og vende fokus

“Et læk mere fra partiet for at forsøge at smadre mig og vende fokus til, at jeg er den modbydelige? At jeg er vred eller lign. selvom jeg er alt andet,” skrev Jeppe Søe og fortsatte:

“Det her pjat understreger vel bare, hvor vigtigt det er, at vi får undersøgt hele organisationen grundigt for at stoppe en kultur som denne. Det håber jeg vi gør, så vi kan komme godt videre.”

Det fremgik tydeligt af B.T.-podcasten, at Jeppe Søe er stærkt præget af forløbet.

Lars Løkke lettet

Lars Løkke udtrykker torsdag aften lettelse over, at Jeppe Søe har valgt at trække sig:

Samtidig har jeg også en vis lettelse

“Jeg står med blandede følelser. Jeg føler en enorm tristhed. Da jeg startede projektet i 2021, var det mig og Jeppe, og hvis han ikke havde været der, så var Moderaterne ikke sket. Samtidig har jeg også en vis lettelse, for med det forløb, vi senest har været igennem, så tror jeg, det er den bedste måde at afslutte det på, siger han til TV 2 News.

Lars Løkke erklærede sig samtidig skuffet over, at Jeppe Søe ikke kom til ham, før en halv time inden B.T. kom med den første historie om krisen i Moderaterne.

Lars Løkke mere end antydede, at Jeppe Søe længe i al hemmelighed har kørt et parløb med gruppen af nuværende og tidligere medarbejdere, der har klaget til Arbejdstilsynet - og også med B.T.

16 bliver til 13

Jeppe Søe er den fjerde, der forlader Moderaternes folketingsgruppe.

Efter blot en uge som folkevalgt droppede Kristian Klarskov medlemskabet af Folketinget, og lod - ganske overraskende - sin suppleant, Mohammed Rona, overtage mandatet.

Siden forlod Jon Stephensen under stor medieovervågning Moderaternes folketingsgruppe. Mike Fonseca fulgte efter. Og nu følger Jeppe Søe så trop.

Dermed er Moderaternes oprindelige 16 mand store gruppe nu nede på kun 13 medlemmer.

Det store spørgsmål, man stiller sig på Christiansborg, er nu, om der er ro på i Moderaternes folketingsgruppe, eller om andre i gruppen også overvejer at forlade partiet.

Bliver Nanna W. den næste

På Borgen hæfter man sig blandt andet ved, at Moderaternes sociale profil, særligt på misbrugsområdet, Nanna W. Gotfredsen, i mange sammenhænge har allieret sig med Jeppe Søe.

Samme Nanna W. Gotfredsen har - akkurat som Jeppe Søe - oplevet en del dårlig presseomtale, og hun kan - lidt på samme måde som netop Jeppe Søe - virke kantet og meget fokuseret på egne mærkesager.

Spørgsmålet er derfor: Bliver Nanna W. Gotfredsen den næste, der forlader klovnebussen?

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Det eneste, som tæller er Den-Lille-Svindlers magtposition. Det er jo hele formålet med Moderaterne at Den-Lille-Svindler kan smadre videre. Intet andet.

Demokrati? Ha ha ha

Ingen skal være i tvivl om, hvem der er CHEF på Den-Lille-Svindlers klovnebus.

INGEN. Det har CHEFEN slået fast med stålsatte øjne og konsekvens.

Her er det Far, som styrer bussen.

Ja, enig, og han kan køre bussen til Færøerne, og blive der...

Der er altid ballade hvor Løkke befinder sig, alt fra køb af hans tøj til personaleproblemer.

Hvis alle "klovnene" forlader "klovnebussen" ender det vel med at den bliver tømt.

Selvom Lille Lars fra Græsted altid har været dybt upålidelig for nu at formulere det mildt, så er han og hans besynderlige parti jo alligevel blevet valgt til vores parlament ved en hemmelig og fri afstemning, så udemokratisk kan man vel ikke kalde det. Problemet er som altid os vælgere, men vi er jo hævet over kritik - folkets røst, ikke sandt?