Jeppe Søe lægger sig ud med Løkke: De dårlige ledere skal ud af klappen

Moderaterne

Jeppe Søe lægger sig ud med Løkke: De dårlige ledere skal ud af klappen

Uro i Moderaterne: Fastholder også kravet om en gennemgribende uvildig undersøgelse

Jeppe Søe (M), medlem af Folketinget
Billedtekst

Jeppe Søe (M), medlem af Folketinget

Foto: Netavisen Pio/Jan Kjærgaard

Medlem af Moderaternes folketingsgruppe, Jeppe Søe, fastholder sit krav om, at arbejdsmiljøet hos Moderaterne skal undersøges af en uvildig advokat.

Det oplyser han i et skriftligt svar til TV MIDTVEST.

Kravet kom efter at det fredag kom frem, at en gruppe nuværende og tidligere medarbejdere har klaget til Arbejdstilsynet over især ledelsen hos Moderaterne, som ifølge klagen fremmer et tyrannisk arbejdsmiljø med voksenskældud i andres påhør, mobning og chikane.

Jeppe Søe har i et brev til partiets hovedbestyrelse skrevet, at han har set klagen og set beviser for nogle af de forhold, der er klaget over. Jeppe Søe kræver i brevet, at forholdene undersøges grundigt af en uvildig advokat.

Jeppe Søe frygter ifølge mailen til hovedbestyrelsen, at sagen kan smadre partiet, hvis ikke Moderaterne undersøger sagen til bunds og får ryddet godt og grundigt op.

Mandag var der et maraton langt krisemøde i Moderaterne. Ledelse og menige ansatte mødtes med partiets stifter og formand, udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen.

Konklusionen på mødet blev, at en erhvervspsykolog tilknyttes partiet, og at Arbejdstilsynet inviteres til at se Moderaterne efter i sømmene.

Lars Løkke afviste efterfølgende, at der var behov for en advokatundersøgelse. Han ser ikke noget behov for bagudrettet at få klarlagt, hvem der sagde hvad, hvornår, og til hvem og på hvilken måde.

Men Jeppe Søe fastholder ikke blot kravet om en uvildig advokatundersøgelse, han mener også, at de ledere, der ikke kan udøve god ledelse, skal ud af klappen:

Mit fokus er alene på de ramte ansatte

“Mit fokus er alene på de ramte ansatte i denne dybt alvorlige sag - samt at sørge for at dem, som ikke kan udøve god ledelse, ikke længere skal være ledere i vores sekretariat.”

Ikke alle skal med i bussen

Modsat Lars Løkke mener Jeppe Søe, at der netop er brug for at få undersøgt hvad ansatte i Moderaterne har været udsat for - og af hvem:

“Jeg bifalder selvfølgelig, at man nu har lagt nogle planer for at sikre, det ikke kan ske igen. At der nu endelig skal laves den whistleblower-ordning, vi har lovet længe og at der tilknyttes en psykolog. Men jeg kræver fortsat, at man også ser tilbage og finder ud af, om alle skal med på den videre rejse. Det tror jeg ikke, at alle skal.”

Jeppe Søe fastholder derfor kravet om en “gennemgribende uvildig undersøgelse”.

Efter et gruppemøde i Moderaternes folketingsgruppe tirsdag oplyser Moderaternes gruppeformand, Henrik Frandsen, at der er opbakning til Lars Løkkes linje: Nemlig at der ikke er behov for at placere et ansvar for det ramponerede arbejdsmiljø i partiet.

Hælder Søe under bussen

Efter gruppemødet bliver Lars Løkke Rasmussen spurgt, om Jeppe Søe kan fortsætte i Moderaterne i lyset af den aktuelle, åbenlyse uenighed mellem ham og Jeppe Søe. Lars Løkke svarer:

Det er da et meget interessant spørgsmål

"Det er da et meget interessant spørgsmål, men det er ikke det, der optager mig mest."

Lars Løkke føjer til, at han håber, at Jeppe Søe og han bliver enige, når de mødes (Jeppe Søe deltog ikke i tirsdagens gruppemøde, red.):

"Så håber jeg, han kan se, at det er den rigtige måde at gøre det på."

Moderaternes topledelse består af partisekretær Kirsten Munch Andersen, organisations- og udviklingschef Casper Hedegaard og kommunikationschef Ulla Østergaard.

Opdateret kl. 15.20

Jan Kjærgaard

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.

Læs mere om:

Tilføj kommentar

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.