Annonce

Khaders exit, danskerne sætter verdensrekord og region dropper Nemlig

Nyhedsoverblik fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang
Velkommen til tirsdagens udgave af Netavisen Pios svar på et opsamlingsheat i speedway - nyhedsoverblikket Aktuelt, med det bedste af det vi ellers ikke selv lige fik skrevet om, men som andre heldigvis gjorde.

Tak fordi du læser med.

 

Sådan røg Khader ud

Onsdag blev Naser Khader fortid i Det Konservative Folkeparti. Inden at han fik overbragt beskeden fra formanden Søren Pape Poulsen var der dog sikret fuld opbakning til beslutningen i partiet.

Det skriver Ekstra Bladet, der har en fin gennemgang af forløbet.

Den historie kan du læse her.

 

Kofod retter sig selv: Al-Qaeda er i Afghanistan

Det udløste kritik af udenrigsminister Jeppe Kofod, da han søndag sagde at krigen i Afghanistan ikke har været forgæves, men at man bl.a. havde fjernet terrorgruppen Al-Qaeda.

Adspurgt om kritikken siger Jeppe Kofod:

“Al-Qaeda er selvfølgelig til stede i Afghanistan og udgør en trussel der. Men det, vi så manifestere sig den 11. september i det forfærdelige terrorangreb mod USA, Pentagon og tårnene i New York, og den trussel, som Danmark løftede et ansvar for at fjerne - Osama bin Laden osv - det var rigtigt og vigtigt. Der er vi ikke i dag. Det betyder ikke, at der er masser af udfordringer. Også med terrortrusler rundt omkring i verden.”

Og så er det på plads.

Det skriver Jyllandsposten.

 

Danskerne sætter verdensrekord: I pensionsopsparing

Danske pensionsopsparere har en verdensrekord. Vi har nemlig sparet mere ind til pensiontilværelsen end noget andet land i verden. Det skriver Børsen.

Ved årsskiftet lød danskernes samlede pensionsopsparing på 4.600 milliarder kroner.

Det viser en opgørelse, som 3Fs cheføkonom Frederik I. Petersen har lavet for avisen.

Pensionsformuen er nu dobbelt så stor som BNP.

En del af forklaringen er blandt andet, at de indefrosne feriepenge, som lønmodtagerne ikke har hævet, overgår til pensionen.

Frederik I. Petersen skriver på Twitter, at den store pensionsformue udgør en fremtidig skatteindtægt på ikke mindre end 1.700 milliarder kroner. Penge som bør regnes med, når man vurderer statens økonomiske holdbarhed.

https://twitter.com/3Ffip/status/1428239005980708865

Læs hele historien her.

 

Hovedstaden dropper Nemlig

Region Hovedstaden vil ikke længere bruge online-supermarkedet Nemlig.com. Det skriver Fagbladet 3F.

Det blev vedtaget på et møde tirsdag aften, hvor 29 ud af 41 medlemmer af regionsrådet stemte for forslaget, som var rejst af SF.

Beslutningen betyder, at Nemlig.com ikke længere skal kunne levere dagligvarer til for eksempel bosteder, institutioner og centre i Region Hovedstaden.

“Det er et signal om, at vi ikke vil bruge borgernes penge på at købe tjenester af et firma som Nemlig.com, der har vist sig at have helt uacceptable arbejdsvilkår,” siger SF’s regionsrådsmedlem Peter Westermann, som står bag forslaget.

Kun Venstre og Konservative stemte ikke for forslaget tirsdag aften.

Læs hele historien her.

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

David Troels Garby-Holm er forhenværende redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Jeg må erklære mig helt uenig med Jeppe Kofod her. Vi ER slået tilbage til start, og dermed har det netop været forgæves. Vi skulle fra starten af have ladet USA tage sig af det alene. Det var dem, der blev angrebet, men det var også dem, som i høj grad var med til at skabe både Al Qaeda og Taliban. Mere åbenlys selvhenter skal man lede længe efter.

Ok, og når de så næste gang bomber Operaen i København eller et af Konge slottene, så skal Danmark tage ned og ordne tingene...Nej vel...
En for alle og alle for en...

Det ser ud til, at nemlig.com er en del af kampen om at komme tilbage til tiden før bondefrigørelsen, og derfor er venstre og konservative naturligvis ikke med.