Hvis du vil mere end bare dyrke meningsmålingerne, følge de ophidsede mediedebatter og iagttage hundeslagsmålet mellem rød og blå blok, så kunne den aktuelle samfundslitteratur måske tilbyde et fristed. Eller måske litteraturen bare kunne tilbyde en indsigt, der bygger på de skarpeste analyser, de vigtigste tendenser og de tydligste stemmer i den aktuelle debat.

På Netavisen Pio kan du her finde fem bud på udgivelser, der vil give dig lidt at tænke over.

LARS OLSEN: DET FORSVUNDNE FOLK

”Meningsdannere antager, at vi lever i et ”videnssamfund”, hvor fabrikkerne er flyttet til Kina, og polakkerne tager sig af alt det, der støjer og sviner. Dem, vi tidligere kaldte arbejderklasse, er forsvundet fra det fælles billede af det danske samfund.”

Sådan lyder det indledningsvist i den seneste bog fra Lars Olsen. I “Det forsvundne folk” giver han stemme til det glemte Danmark. Det Danmark, der befolker landet med alt fra slagteriarbejdere til dagplejere. Med andre ord er dansk politik er blevet kapret af djøffere, journalister og ikke mindst politikere, som ikke kerer sig synderligt om ufaglærte og faglærte arbejdere. Heller ikke selvom arbejderklassen rent faktisk udgør 39 procent af den danske befolkning.

Resultatet er et fragmenteret Danmark, hvor reformerne efter finanskrisen har ramt hårdt. Hvor nedslidning på arbejdsmarkedet, nedværdigende behandling på jobcenteret og angsten for at miste jobbet til billig udenlandsk arbejdskraft har skabt en utryg hverdag og fremtid.

Som samfundsdebattør rammer Lars Olsen som oftest sømmet på hovedet. Det gør han også i “Det forsvundne folk”. Bogen er grundigt dokumenteret, og sproget er til at forstå. Længe vi manglet en bog, der kunne definere de danske arbejdere som andet end en snæversynet og mandsdomineret skare med hang til hyggerascisme og frikadeller.

Udover bogen selvfølgelig bør være obligatorisk læsning for et folkevalgt medlem på Christiansborg, gør man klogt i at læse den, hvis man bare er det mindste interesseret i social ulighed i dagens Danmark – set med folkets briller. Også samtidig vil man være godt klædt på til 1. maj.

Lars Olsen: ”Det forsvundne folk”. 188 sider. Gyldendal. Udgivet 2018.

 

LASSE HORNE KJÆLDGAARD: ”MENINGEN MED VELFÆRDSSTATEN: DA LITTERATUREN TOG ORDET – OG POLITIKERNE LYTTEDE.”

”Ville danske politikere i dag overhovedet kunne formulere idéen bag velfærdsstaten – eller var politikerne simpelthen klogere og mere visionære i gamle dage?”

Sådan spørger litteraturprofessor Lasse Horne Kjældgaard i sin stadig aktuelle debatbog ”Meningen med velfærdsstaten: Da litteraturen tog ordet – og politikerne lyttede” fra i sidste forår. Og manden har skam en pointe.

Med sin omskrevne doktorafhandling kortlægger Lasse Horne Kjældgaard den vidtfavnende debat i efterkrigstidens Danmark mellem politikere, forfattere og kulturelle meningsdannere i begyndelsen af det, vi i dag kalder velfærdsstaten.

En tid, hvor ikke bare forfattere som Anders Bodelsen, Klaus Rifbjerg og ikke mindst Villy Sørensen satte den igangværende velfærdsbygning til debat igennem modernistiske romaner og konfronterende lyrik. Men hvor også politikere som Viggo Kampmann og Jens Otto Krag gav igen med indlæg i kulturtidsskrifter de opbyggelige muligheder, som den voksende velfærdsstat rummede.

Alene bare det at Ekstra Bladet i 1964 kunne bringe en liste over de 25 mest magtfulde (læs: mænd) i Danmark, hvor landets statsminister, Jens Otto Krag, på førstepladsen; skarpt forfulgt af, ja, du læser rigtigt, forfatteren Klaus Rifbjerg, der samtidig forviste nationalbankdirektøren til tredjepladsen, siger det alt.

Selvom Kjældgaards bog måske først og fremmest er for dem, der har interesse i, hvordan det nu lige præcis var at tidens litteratur og den gryende velfærdstat gav stemme til hinanden fra 50’erne og ungefær tredive år frem. Ja, så kan bogen også læses af dem, der har drømme og visioner om et samfund anno 2019, hvor det i mindre grad handler målet – men om hvad er meningen?

Lasse Horne Kjældgaard: ”Meningen med velfærdsstaten – Da litteraturen tog ordet – og politikerne lyttede”. 372 sider. Gyldendal. Udgivet 2018.

 

MORTEN PAPE: PLANEN

”Lorteøen Amager var dér hvor man kunne gemme det grimme væk. I dag er lossepladssymbolikken ikke til at overse. Nu er dette stedet du ikke ønsker dine børn i nærheden af, en uoverskuelighedens arena hvor proletariatets afkom farer rundt i en hektisk krigsdans iført deres hudfarve som uniformer.”

Har man ikke allerede været forbi biblioteket eller boghandleren for at få fat i dette hårdtslående meterværk, så kunne det sagtens være i påsken, du burde gøre det. ”Planen” fra 2015 er en selvbiografisk debutroman om at vokse op i Urbanplanen på Amager.

En fantastisk, men hjerteskærende fortælling om et understimuleret miljø præget af vold, kriminalitet og en selvforstærkende du-skal-ikke-tro-du-er-noget-attitude, der mere end noget andet giver drømmen om at blive skuespiller hårde odds. Intet er imidlertid hverken sort eller hvidt, hvad angår Papes fremragende fortælling, og det er netop blot én af de mange fede ting ved bogen.

Derfor Planen heller ikke en udkantsfortælling som udkantsfortællinger er flest. Vi hører således ikke blot om skilsmisser, misbrug og uforløste drømme. Vi hører også om sammenhold på tværs af klippestore afstande fortalt med stor kærlighed til sit ophav.

Som da den kridhvide Pape i en enkelt fodboldkamp stiller op som målmand for Somalia mod Sierra Leone ved det uofficielle African Nations Cup i København. Og hovedpersonen efterfølgende bliver kåret symbolsk som kampens spiller, og det somaliske hold ender med at vinde hele turneringen og ”en kæmpe pokal, som vi tager med os på en tyrkisk buffet-restaurant ved Nørreport for at fejre sejren”, som det begejstret lyder.

Med sine alt 565 sider ligger Morten Papes selvbiografiske dannelsesroman umiddelbart lidt tungt i skødet. Men dog heller ikke tungere, end at man hurtigt bliver opslugt af bogens autentiske tone, solidarisk fremfærd og ikke mindst sprogligt lethed. Med andre ord får læselysten altså hurtigt ben at gå på.

Morten Pape: ”Planen”. 576 sider. Politikens Forlag Udgivet 2015.

 

PETER HUMMELGAARD: DEN SYGE KAPITALISME

”Den er begavet, skarp, velskrevet, og jeg vover den påstand, at »Den syge kapitalisme« bliver et politisk referencepunkt i årene fremover.”

Sådan lød det begejstret fra Kresten Schultz-Jørgensen, da samfundsdebattøren og kommunikationseksperten sidste år anmeldte Peter Hummelgaards aktuelle debatbog for Berlingske.

Har han ret? Man håber. For bogen er bestemt et forfriskende og tiltrængt indspark i debatten om de sociale og økonomiske udfordringer, der er opstået i kølvandet på den globale finanskrise i 2008. Og altså samtidig et modigt opgør med 'den nødvendige politik', som har bidraget til socialdemokraternes deroute i mange europæiske lande.  

En af bogens helt centrale budskaber er, at den sociale kontrakt, som udgør selve fundamentet for vores samfund, er svækket - og i nogen grad opsagt. Toppen stikker af, den uretfærdige ulighed stiger og trygheden for de lavest lønnede og kortest uddannede er blevet udhulet.

Med andre ord er kapitalismen blevet syg. Den lider af grådighed. Ja, faktisk vil den ende med at æde sig selv og sine omgivelser, ”hvis den ikke reguleres og tøjles, og hvis ikke dens gevinster bliver fordelt og investeret på en retfærdig måde”, som han skriver.

Så, hvad er kuren? Hummelgaard tror både på kapitalismens nødvendighed og Jean-Jacques Rousseaus ide om fællesvilje. Derfor er den medicinske kur en blanding af internationale og nationale politikker - højere kapitalskatter, progressiv arveafgift m.m.

Dem, der mener at politikerlede, protest og minimalstatslogikker er det gode svar på tidens kriser, vil sandsynligvis få påskelammet galt i halsen. Og måske er det kun et godt tegn. For er der noget Hummelgaards bog kan, så er det at få os til at løfte blikket fra den aktuelle debat, og sætte emner som fællesskab og frihed ind i en større og meget mere berigende sammenhæng.

Peter Hummelgaard: ”Den syge kapitalisme”. 576 sider. Gyldendal. Udgivet 2018.

 

POUL SMIDT: VIGGO KAMPMANN – MODIG MODSTANDSMAND, KLOG FINANSMINISTER, USTYRLIG STATSMINISTER

Stauning, Hedtoft, H.C. Hansen, Krag, Anker, Nyrup og Thorning, ja, sågar Mette Fredriksen, den nuværende statsministerkandidat, har alle fået deres egen biografi.

Er man imidlertid interesseret i 1950´erne og til 1960´ernes politiske Danmark og fortællingen om en af de helt store politikere i den danske efterkrigstid, så det nærliggende at få fingre i Poul Smidts fremragende biografi om tidligere statsminister Viggo Kampmann fra 2016.

Her er 480 sider om en intelligent embedsmand og politiker, der gjorde gode tider bedre som en af hovedarkitekterne bag velfærdsstaten. Men også et sårbart menneske, der til sidst måtte give slip på sit politiske liv grundet sin vel ikke helt erkendte og tilsyneladende ubehandlede bipolar lidelse.

Ofte har personlige eskapader med alkohol, damer og foruroligende forsvindingsnumre skygget for de alt andet end ubetydelige resultater, som Kampmann ville kunne skrive på sit CV, da han 1962 gik bort. Poul Smidt gør det imidlertid klart, at det burde være omvendt.  På den måde taler resultater som blandt andet folkepensionen, grundstenen til moms og kildeskat og fuld beskæftigelse for sig selv.

Og i en tid med den ene velfærdsforringende reform efter den anden og en højrenationalistisk bølge, der skyller indover Vesten, er det i øvrigt værd at bemærke, hvordan det europæiske fællesmarked og velfærdsstaten forudsætter hinanden. Det er ikke dumt at blive mindet om i kølvandet på Brexit og et EU- og folketingsvalg indenfor rækkevidde.

Alt i alt leverer Poul Smidt en dybdegående, men stadig let tilgængelig fortælling om et klogt og visionært menneske, der godt nok boksede med sit sind. Men som samtidig må tilskrives en væsentlig andel i det politiske ingeniørarbejde, vi kender som velfærdsstaten.

Poul Smidt: ”Viggo Kampmann – modig modstandsmand, klog finansminister, ustyrlig statsminister”. 576 sider. Gyldendal. Udgivet 2016.