Annonce

Københavns politi godt tilfreds efter “utraditionel” aktion  

I en storstilet aktion, hvor arbejdsgiverne var advaret på forhånd, besøgte Københavns Politi 75 steder for at tjekke, om der var styr på arbejdstilladelserne.
Foto: Rigspolitiet
Syv udlændinge blev anholdt for ulovligt arbejde i en aktion fra Københavns Politis Udlændingekontrolsektion, hvor langt størstedelen af de arbejdsgivere, som fik besøg, havde styr på papirerne.

Københavns Politi havde i dagene op til aktionen advaret om, hvornår de ville komme, hvilket ellers ikke er den måde, man plejer at gøre.

Politikommissær Kjeld Farcinsen fra Udlændingekontrolsektionen i Københavns Politi er tilfreds med aktionen.

Flere steder ventede de politiet  

Betjentene fra Udlændingekontrolsektionen besøgte torsdag den 7. marts 75 steder i hele politikredsen. Alt fra kurértjenester til kiosker til steder i prostitutionsmiljøet fik besøg.

”Lidt utraditionelt havde vi denne gang varslet vores aktion og samtidig opfordret arbejdsgiverne til at få styr på papirerne. Budskaberne var blevet delt og læst på sociale medier, for flere steder fortalte de os, at de var klar over, at de kunne risikere at få besøg af os,” udtaler Kjeld Farcinsen i en pressemeddelelse.

Selvom politiet var godt tilfredse med torsdagens aktion, så skal man ikke regne med, at politiet en anden gang vil være lige så flinke til at varsle om, at der kommer kontrol.

“Det var netop hensigten med varslingen, så det er vi tilfredse med, og vi supplerer selvfølgelig torsdagens indsats med kommende, uvarslede aktioner,” siger Kjeld Farcinsen.

Mangler opholdstilladelser 

Det var dog ikke alle, som havde taget højde for politiets advarsler om, at de ville besøge en række arbejdspladser i dag.

Syv personer manglede de nødvendige arbejdstilladelser, da politiet kom forbi. Og det er syv for mange, understreger Kjeld Farcinsen.

Manglende arbejdstilladelser er ofte et tegn på, at arbejdsgiverne bevidst udnytter udenlandsk arbejdskraft til social dumping

”Manglende arbejdstilladelser er ofte et tegn på, at arbejdsgiverne bevidst udnytter udenlandsk arbejdskraft til social dumping. Selv om de fleste havde styr på tilladelserne under vores besøg, er syv sager om ulovligt arbejde syv for mange,” siger Kjeld Farcinsen.

Politiet anholdt de syv personer i Kastrup, Vanløse, Østerbro og Nørrebro.

En mand i Kastrup blev anholdt og sigtet for ulovligt arbejde ved at arbejde som prostitueret uden arbejdstilladelse. Manden fik en bøde, og derudover er sagen nu forelagt Udlændingestyrelsen med henblik på administrativ udvisning.

I Vanløse var en mindre gruppe på fire mænd i gang med at udføre gravearbejde uden dansk arbejdstilladelse. De blev anholdt og sigtet for ulovligt arbejde.

En mand på Østerbro, som gjorde rent, blev sigtet for ulovligt ophold, ulovligt arbejde og for at oplyse falsk identitet. Sagen er forelagt Udlændingestyrelsen med henblik på administrativ udvisning.

På Nørrebro blev en mand anholdt på et madsted. Han fik en bøde på 66.500 kroner for at have opholdt sig ulovligt i landet i seks år og dermed også at have arbejdet ulovligt på stedet.

Også denne sag er forelagt Udlændingestyrelsen med henblik på administrativ udvisning.

Arbejdsgiverne efterforskes nu af Udlændingekontrolsektion.

De anholdte stammer fra Argentina, Bangladesh, Nigeria og Georgien.

Emma Inge Hansen er journalist på Netavisen Pio. 


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Beløbsgrænse har adskillige gange vist sig at være ren fiktion og noget som ingen på nogen måde kontrollerede, det har da heller ikke været noget som myndigheder afslørede, men udelukkende medier.

Problemet er, at muslimer kun respekterer Allahs lov. Dansk lovgivning bliver derfor udvandet, når man masseimporterer islamtilhængere, som kun anerkender sharialoven.