Annonce

Kommunalvalg 2017: Kampen om Nordjylland

Hvordan ser det ud inden valgkampen for alvor går i gang? Netavisen Pio tager pulsen på kommunalvalget i Nordjylland.
Der er 11 kommuner i Nordjylland Storkreds, som også samtidig dækker hele region Nordjylland. Der er på nuværende tidspunkt fem borgmestre fra Venstre, tre fra socialdemokratiet, to fra de konservative og en enkelt radikal.

Nordjyllands Storkreds er på landsplan en socialdemokratisk højborg. Partiet fik 30 procent af stemmerne ved sidste folketingsvalg, pænt over landsgennemsnittet.


Rød Aalborg?

Med henvisning til snapsen, så går byen indimellem under navnet Rød Aalborg og byen er da også mere rød end gennemsnittet. Ved sidste valg fik rød blok knap 54 procent af stemmerne mod blå bloks 44. Borgmester Thomas Kastrup-Larsen (S) genopstiller, og Socialdemokratiet fik 36 procent sidst.

Enhedslisten står relativt stærkt i Aalborg. Med tidligere folketingsmedlem Per Clausen i spidsen fik partiet 8,8 procent af stemmerne, hvilket sikrede partifællen Lasse Olsen en rådmandspost.

Aalborg er en stor universitetsby, hvilket betyder at der er mange yngre vælgere, hvilket umiddelbart bør være positivt for både Alternativet, der skal forsøge at komme ind, og ligeledes for Liberal Alliance, der allerede har et mandat.

Prognose for Aalborg: Genvalg til Thomas Kastrup-Larsen (S)


Ballade i Thisted
Thisted skal have ny borgmester, det er sikkert. Den nuværende borgmester Lene Kjeldsen er nemlig blevet vraget af hendes partifæller i Venstre og hun er i stedet skiftet til de konservative, hvor hun ikke er spidskandidat.

Socialdemokratiet stiller igen med Ulla Vestergaard, som ved sidste valg fik et pænt personligt valg med 2.200 personlige stemmer, i en kommune hvor 26.000 stemte.

Venstre stiller med Niels Jørgen Pedersen der er mælkeproducent, og som tidligere har været formand for Landbrug & Fødevarer.

Det her er en af de kommuner, hvor samarbejdet mellem S og DF kan blive afgørende. DF, anført af fiskeriordfører Ib Poulsen, er med 15 procent af stemmerne, det tredjestørste parti i kommunen.

Prognose for Thisted: Nyvalg til Ulla Vestergaard (S)


Mariagerfjord på vippen

Hvis der er en landstendens, som rykker stemmer fra blå til rød blok, så vil en kommune som Mariagerfjord, som Venstre vandt knebent sidst, højst sandsynlig skifte tilbage til S. Sidst var det nemlig blot 728 stemmer der skilte blokkene og gav flertallet til Venstre.

Mariagerfjord er en af de kommuner, hvor den nye politiske trend med, at man skal have mange nye små partier, ikke rigtigt er slået igennem. V og S fik tilsammen 75 procent af stemmerne.

Prognose for Mariagerfjord: Nyvalg til Leif Skaarup (S)


Bykongen Boelt
I Hjørring er den socialdemokratiske borgmester Arne Boelt storfavorit til at blive genvalgt. Han fik 10.000 personlige stemmer ved sidste valg, og det gav lige akkurat ikke et rent rødt flertal, de vandt kun 15 ud af 31 mandater, blå blok fik 14 og en lokalliste fik 2. Hvis Arne Boelt ikke skal genvælges, så kræver det en bred konstituering, hvor også de konservative kunne ende med posten.

Hjørring byråd har været skueplads for en af de mere kuriøse lokale sager i den forgangne periode, nemlig hos Dansk Folkeparti, hvor byrådsmedlem Vivi Jensen er blevet ekskluderet fra partiet, efter at det kom frem, at hun blandt andet .

Hun er siden skiftet til Nye Borgerlige, som hun forlod kort efter.

Prognose for Hjørring: Genvalg til Arne Boelt (S)


Frederikshavn får en bydronning – formentlig fra S
Birgit S. Hansen var en af Socialdemokratiets få positive historier fra valget i 2013, hvor det lykkedes hende at erobre borgmesterposten tilbage på et godt personligt valg. S sidder på 14 ud af 31 pladser og har sammen med SF og Enhedslisten 16 mandater.

Det var kun få stemmer der skilte, men Socialdemokraterne sætter deres lid til, at Birgit S. Hansen kan køre den hjem på resultaterne med at samle et politisk splittet byråd. ”Fra begge fløje i den kommunalpolitiske arena anerkender man fødselarens evner for at lytte og forhandle sig til enighed og resultater”, lød skudsmålet fra Nordjyske, da borgmesteren fyldte 50.

Sandsynligheden for at Frederikshavn fortsat har en kvinde i spidsen er stor. Venstre stiller nemlig med Jytte Høyrup, der har været medejer af en fødevarevirksomhed i Vrå. Det var egentlig ventet at byrådsmedlem Anders Broholm, der i flere omgange har været suppleant i Folketinget, skulle tage over, men han takkede nej.

Ved valget i 2009 fik SF fem mandater som de så efterfølgende brugte på at gøre en Venstre-mand til borgmester. Ved valget i 2013 blev SF barberet ned til blot et mandat, så den manøvre kommer de nok ikke til at gentage lige foreløbig.

Prognose for Frederikshavn: Genvalg til Birgit S. Hansen (S)

 

Radikale Rebild
Danmarks eneste radikale borgmester hedder Leon Sebbelin, som efter sidste valg trak det længste strå i konstitueringsforhandlingerne. Og det selvom Venstre blev det klart største parti ved valget. Men hele to borgerlister (Oplandslisten og Den Sociale Fællesliste), der tilsammen havde fået fem mandater, gjorde det muligt for Sebbelin at vinde posten.

De radikale har kun tre ud af de i alt 25 mandater i byrådet, men skal nok få et par stykker mere, men om det er nok til at genvinde borgmesterposten, eller om politikerne i Rebild skal ud i endnu et langt konstitueringsspil, hvor alt kan ske, bliver interessant.

Prognose for Rebild: Genvalg til Leon Sebbelin (Rad.V.)


Vesthimmerland: En konservativ lomme i Jylland
Rådhuset i Aars er et af de få i Jylland, hvor der sidder en konservativ på borgmesterkontoret. Det er tidligere murermester og nuværende borgmester Knud Kristensen, der genopstiller.

Knud Kristensen, der tidligere har siddet i folketinget, har i perioden gjort sig bemærket, da han i forbindelse med balladen om Landbrugspakken og Det lykkedes som bekendt ikke.

Lokalt har borgmesteren også været blandet ind i en sag om inhabilitet, hvor han fik kommunen til at købe en grund -  som han selv ejer.

Kommunen har massivt borgerligt flertal, og Knud Kristensen havde opbakning fra både Venstre og Dansk Folkeparti. Socialdemokratiet fik fire mandater sidst og er ikke rigtig i spil til borgmesterposten selv, men kan bane vejen for et skifte.

Prognose for Vesthimmerland: Nyvalg til Per Bach Laursen (V)


Læsø kæmper for selvstændighed

Danmarks mindste kommune, Læsø, ligger i Nordjyllands Storkreds. Der var 1.570 stemmeberettigede vælgere sidst, og efter valget tog unge Tobias Birch Johansen fra Læsølisten borgmesterposten. Han er siden skiftet til Venstre, fordi han efter eget udsagn alligevel var Venstremand, og han havde mere indflydelse på regeringen som partimedlem.

Den vigtigste politiske kamp handler dog om, at Læsø - trods sin størrelse - gerne vil bevare sin status som selvstændig kommune.

Prognose for Læsø: Genvalg til Tobias Birch Johansen (V)

De tre sidste kommuner i Nordjylland er Brønderslev, Jammerbugt og Morsø og her er de tre Venstre-borgmestre storfavoritter til at blive genvalgt. Det er tre kommuner med mange Venstrevælgere og Socialdemokratiet har ikke opstillet nogle interessante kandidater. I Jammerbugt genopstiller tidligere skatteminister Ole Stavad tilmed ikke.

Prognoser for Brønderslev, Jammerbugt og Morsø: Genvalg til alle Mikael Klitgaard, Mogens Gade og Hans Ejner Bertelsen, alle (V).

David Troels Garby-Holm er forhenværende redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet