31 stemmer valgt for Produktionsdanmark

Næsten tre dusin medlemmer af kommunalbestyrelsesmedlemmer kender de faktiske forhold i jernindustrien.
Før valget viste en opgørelse, at offentligt ansatte sad tungt på magten i landets kommunalbestyrelser, mens landets privatansatte haltede efter. Og det faktum har man i fagforbundet Dansk Metal forsøgt at rette op på.

I Dansk Metal har man blandt andet holdt kandidattræning, og man har både i medlemsbladet og på nettet opfordret medlemmerne på at stemme på en metaller. Kandidaterne har også undervejs fået tilsendt materialer med ideer og information, som de kunne bruge i deres valgkamp.

Og den indsats har ifølge forbundets næstformand båret frugt. Halvdelen af forbundets 61 kandidater er blevet belønnet af vælgerne med en plads i en af landets kommunalbestyrelser eller regionsråd.

”Jeg synes selv, at vi har fået et rimelig godt resultat, vi har fået valgt 31 medlemmer ind i landets kommuner og regionsråd, hvilket er fem mere end for fire år siden. Og altså en stigning på 19 procent,” siger han til Netavisen Pio.

Det er også blevet til en enkelt borgmesterpost for en Dansk Metals kandidater, nemlig Rødovres Erik Nielsen, som er uddannet maskinarbejder. Og for vores egne rækker blev Pio-skribent Rasmus Rasmussen valgt til kommunalbestyrelsen i Esbjerg for Socialdemokratiet.

En stemme til produktionsdanmark
Når kommunalbestyrelserne har en overvægt af offentligt ansatte, så har det været vigtigt for Dansk Metal, at der også kom kandidater ind, som havde erfaringer med fra det private erhvervsliv, siger René Nielsen.

”Det er vigtigt at der ikke kun kommer akademikere og skolelærere ind, men også nogle håndværkere og ansatte i industrien, som kender til det vi kalder ”de faktiske forhold i jernindustrien”,” siger han til Netavisen Pio.

Han hæfter sig ved, at de offentligt ansatte ofte er gode til at tale om hvordan man bruger pengene i kommunerne på velfærd, men at kommunerne også har brug for nogle som ved at pengene skal ind i kassen først, inden de bruges.

”De mange offentligt ansatte vil ofte tale om skoler og velfærd, og der er det vigtigt for os, at der også kommer nogle ind i kommunalbestyrelserne, som vil arbejde for at påvirke rammevilkårene for de lokale virksomheder, som vil sørge for at kommunerne bruger sociale klausuler, der sikrer mod social dumping, at der bliver lavet lokale partnerskabsaftaler, der sikrer lærepladser og ikke mindst, at der bliver sat fokus på det lokale beskæftigelsesområde, så man kan sikre at folk bliver opkvalificeret, så virksomhederne dermed får den arbejdskraft de har behov for,” siger han.

Ikke bare socialdemokrater
Traditionelt så har fagbevægelsen i almindelighed og Dansk Metal i særdeleshed haft et tæt samarbejde med Socialdemokratiet, og ser man på listen over de kandidater som Dansk Metal har anbefalet, så er der en overvægt af kandidater for Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten og kommunisterne, men forbundet har også støttet og anbefalet kandidater fra blå blok.

”Vores udgangspunkt er ikke en partipolitisk dagsorden. Derimod ønsker vi, at de mærkesager, som vi har, såsom uddannelse og industrien bliver bragt ind i kommunalbestyrelserne. Og det er dem, der arbejder i industrien bedst til,” sagde René Nielsen til DR.

En af dem er Jakob Beck Jensen, der til dagligt er tekniker på Novo Nordisk, der stillede op og blev valgt for Venstre i Kalundborg byråd med 561 personlige stemmer.

”Jeg ser, at Dansk Metal og jeg som Venstrekandidat har mange fælles interesser med at skabe vækst og udvikling i alle dele af Danmark. Så det synes jeg giver rigtig god mening, sagde Jacob Beck Jensen til DR.

Også Jakob Beck Jensens partifælle og med-metaller, Hans Hammann, sikrede sig en plads i byrådet i Odder.

David Troels Garby-Holm er redaktør på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook