Nytårsaften går 2.637.936 danskere til køjs i en kommune med en Socialdemokratisk borgmester, mens 3.425.457 den 1. januar vågner op i en kommune med socialdemokratisk borgmester*. Det er resultatet efter et kommunalvalg, der gav Socialdemokratiet en fremgang på 3,5 procent, mindst 12 nye borgmestre og mange positive overraskelser over hele landet.

Hvis man skal kigge udover den rene sejrsrus, så er det mest interessante naturligvis, hvordan Socialdemokratiet kunne gå så meget frem på bekostning af især Venstre og Danske Folkeparti. De følgende fem bud er et forsøg på at forklare den bemærkelsesværdige socialdemokratiske sejr:

1) Succesfulde generationsskifte
En afgørende og meget overset komponent i den overbevisende socialdemokratiske valgsejr findes i den måde, hvorpå Socialdemokratiet har været i stand til at gennemføre sit generationsskifte. I de seks kommuner, hvor Socialdemokratiet stillede med en ny borgmesterkandidat havde de fire generationsskift allerede fundet sted på forhånd. Endda med imponerende valgresultater til nye S-ansigter som Johannes Lundsfryd og  Peter Rahbæk Juel.

En afgørende og meget overset komponent i den overbevisende socialdemokratiske valgsejr findes i den måde, hvorpå Socialdemokratiet har været i stand til at gennemføre sit generationsskifte.

Og hvis man derudover ser på tilgangen af nye og yngre S-borgemestre over en længere årrække, så har Socialdemokratiet givet plads til en række yngre og stærke borgmestre i Roskilde, Fredericia, Aarhus, Herlev, Frederikshavn, Køge og Bornholm.

Det står i skærende kontrast til Venstres udskiftning af borgmesterkandidater, som har skabt ballade og haft høje omkostninger i blandt andet Thisted, Ringkøbing-Skjern, Ikast-Brande, på Stevns, Esbjerg og København, hvor partifæller har dolket deres spidskandidater, for selv at komme frem i forreste række, eller hvor afløserne har fået begrænset tid i borgmesterstolen til at præsentere sig selv overfor vælgerne. Begge dele har kostet.

I både Ringkøbing-Skjern, Ikast-Brande og Thisted fik de Konservative således massiv fremgang på at opstille vragede Venstre-politikere, der øjensynligt skiftede parti for at styrke deres egne muligheder. Evnen til at lave det rettidige og stilfærdige borgmesterkandidatskifte er bestemt ikke uden betydning.

2) Bedste kandidater
En ting er at lave det bedste skifte mellem en afgående og en tiltrædende borgmestre, et andet er at have det bedste materiale at arbejde med. Her er Socialdemokratiet uden sammenligning det parti, der har stillet med det stærkeste kandidatfelt.

Socialdemokratiet er uden sammenligning det parti, der har stillet med det stærkeste kandidatfelt.

Hvis man kigger på både på de absolutte og relative stemmetal, så har socialdemokratiske kandidater leveret varen over hele landet med stor fremgang i byer som Samsø (21,7 procent), Frederikshavn (18,7 procent), Lolland (13 procent), Odense (13 procent) og Lejre (12,8).

Og mens langt de fleste af de socialdemokratiske borgmestre og spidskandidater gik frem, så formåede socialdemokraterne også at begrænse tilbagegange i de 30 kommuner, hvor man gik tilbage. Faktisk var der kun en enkelt socialdemokratisk borgmester, der gik mere end 2 procentpoint tilbage – nemlig Winni Grosbøll på Bornholm.

Dermed er Socialdemokratiet også suverænt det parti, der præsterer flest absolutte stemmetal og flest stemmeslugere, hvis man måler i forhold til antallet af borgere. Her topper Frederikshavns Birgit S. Hansen med 42,4 procent, men bliver stærkt efterfulgt af Fredericias Jacob Bjerregaard, Herlevs Thomas Gyldal Petersen og Samsøs Marcel Meijer. Kun de konservative i Københavnsområdet kan blande sig i den statistik - især med veteranen Hans Toft i Gentofte og Michael Ziegler i Høje Taastrup.

Der er ganske enkelt længere mellem snapsene på højrefløjen.   

Man skal lede langt efter tilsvarende unikke kommunalpolitikere hos Venstre, hvor kun Lars Krarup i Venstre-højborgen Herning for alvor gør sig bemærket - sammen med måske Kenneth Muhs i Nyborg og Jørn Pedersen i Kolding. Men selv i Herning gik Venstre tilbage. Der er ganske enkelt længere mellem snapsene på højrefløjen.   

3) Konstitueringsbevidsthed
Ved det seneste valg spillede konstitueringsspillet en afgørende negativ rolle for Socialdemokratiet, der også dengang var det største parti målt på det nationale resultatet, men som alligevel fik markant færre borgmesterposter.

Både Venstre og især de Konservative ’over-performede’ ganske enkelt på antallet af borgmesterposter i forhold til antallet af stemmer.

For 8,5 procent af stemmerne fik De Konservative 13 borgmesterposter, for 26,6 procent fik Venstre 48 borgmesterposter, mens Socialdemokratiet måtte nøjes med 33 poster på 29,5 procent af stemmerne. Den uheldige tendens er fuldstændig vendt denne gang.

Alle de store politiske partier har op til dette kommunalvalg trænet deres spidskandidater i den komplicerede kunst at forhandle og lukke en konstituering.

Men at mere og mere kommer i spil er selvfølgelig noget, som vi har drøftet med vores kandidater af mange omgange. Og noget som vi har prøve at fortælle dem, at de skal forberede sig på”

Venstre trænede ifølge Politiken deres kandidater med rollespil, mens Socialdemokratiet ifølge kampagnekonsulent Anders Friis, der udtalte sig til Netavisen Pios Podcast, ligeledes arbejdede målrettet med spidskandidaterne: ”At konstitueringer betyder meget tror jeg ikke, at der nogensinde har været Socialdemokratiske kandidater, der har været i tvivl om. Men at mere og mere kommer i spil er selvfølgelig noget, som vi har drøftet med vores kandidater af mange omgange. Og noget som vi har prøve at fortælle dem, at de skal forberede sig på”. Selvom Socialdemokratiet af indlysende årsager ikke vil fremlægge sin strategi fuldstændigt, så har Socialdemokratiet med skærpet fokus forsøgt at forebygge den underrepræsentation, man opnåede i 2013.

4) Mette-effekten
Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen ligner en partiformand på vinderkurs. I den seneste Gallup måling står Socialdemokratiet til 29,6 procent, mens Venstre må nøjes med 20,3 procent. Og hvis man ser på hvem danskerne foretrækker som statsminister, så peger 26 procent af danskerne på Lars Løkke, mens hele 35 procent foretrækker Mette Frederiksen. Den slags forskelle vil have effekt også i et kommunalvalg.

Mette Frederiksen formår at slå på en dagsorden, der er vedkommende, aktuel og relevant for borgerne ude i kommunerne

Men hvad der måske er endnu vigtigere, så formår Mette Frederiksen at slå på en dagsorden, der er vedkommende, aktuel og relevant for borgerne ude i kommunerne. Socialdemokratiet står både nationalt og lokalt som det parti, der værner om kernevelfærden. Der er en klar sammenhæng og rød tråd i politikken.

At Mette Frederiksen og Socialdemokratiet samtidig har sat en stopper for tanker om økonomiske udbudsreformer, topskattelettelser, meningsløse effektiviseringskrav og frasalg af statslige virksomheder luner bestemt også ude lokalt.

5) Velfærdsvalg
Det er næsten lidt for banalt at nævne det, men i kommunalvalg er kernevelfærden altid i centrum, hvorfor det overstående valg heller ikke kunne være andet end et velfærdsvalg.

Det er kommunalvalg i grunden altid. Men ovenpå en længere årrække, hvor budgetlove, moderniseringsstyrelse, effektiviseringskrav og økonomisk krise har strammet skruetvingen yderligere på kommunernes udfoldelsesmuligheder, så var der et ekstraordinært skrigende behov for at løfte velfærdsniveauet ved netop dette valg.

Dermed rimer kommunalvalg grundlæggende super dårligt på Venstres økonomiske politik og Venstres syn på velfærdsDanmark

Det var ganske enkelt blevet for meget. Det ved de lokale Venstre-politikere udmærket, men de har været fanget på mellemhånd af et Venstre og en Løkke-ledet regering, der gerne vil hapse endnu flere skiver af velfærden. Dermed rimer kommunalvalg grundlæggende super dårligt på Venstres økonomiske politik og Venstres syn på velfærdsDanmark. Hvilket også måske forklarer, hvorfor Liberal Alliance slet ikke formår at gøre sig gældende kommunalt.

Den værdipolitiske velfærdsdagsorden blev sat af S!
Når man derfor skal iagttage tilbagegangen for Venstre, så var det ikke nogen stor overraskelse, at Lars Løkke Rasmussens parti ikke kunne stå distancen, hverken personligt eller politisk.

Værre er det for Dansk Folkeparti, der var spået deres længeventede kommunale gennembrud. Her er nedturen et større mysterium. En del af svaret skal nok findes i, at DF endnu ikke har fundet balancen mellem kommunal kernevelfærd og udlændingepolitisk symbolpolitik.

Når man som DF i Horsens forsøger at føre valgkamp på et opgør med Halal-kød, som ingen borgere, ingen forældre og ingen institutioner nogensinde har haft problemer med, så falder kampagnen til jorden med et brag.

DF mangler endnu at beslutte sig for, hvorvidt de er et protestparti eller et folkeparti

DF mangler endnu at beslutte sig for, hvorvidt de er et protestparti eller et folkeparti. En pointe, der også slår igennem, når DF ikke turde tage ansvaret og borgmesterkæderne på sig, når de får tilbuddet. I både Varde, Glostrup og Kalundborg kunne DF nemlig have fået borgmesterposterne hvis de ville. Det resulterede i en tilbagegang i 69 ud landets 98 kommuner tydeligt. Den politiske vakkelvorenhed i kombinationen med at DF endnu ikke har formået at stille med en tilstrækkelig kompetent kommunalpolitisk indsatsstyrke forklarer det fortsat manglende kommunale gennembrud.

Kommunalvalget 2017 viser med al tydelighed, at man skal være velforberedt, have de rigtige folk, den rigtige formand og en stålsat vilje til at sætte sin værdipolitiske dagsorden igennem. Det havde Socialdemokratiet denne gang, og derfor vandt partiet stort!

Jens Jonatan Steen er chefredaktør på Netavisen Pio

*Læsø og Slagelse er for optimismens skyld regnet med til Socialdemokratiet, selvom de endnu ikke er på plads