Annonce

Kontroversiel S-kandidat stopper – det samme gør Folkebevægelsens frontfigur

Netavisen Pio samler de væsentligste historier fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang
Regionsrådsmedlem og sognepræst Flemming Pless (S) er tirsdag aften blevet indstillet som ny socialdemokratisk folketingskandidat i stedet for den kontroversielle Simon Simonsen.

Kredsen forsøgte kort før folketingsvalget at skaffe sig af med den hidtidige kandidat, Simon Simonsen, efter at han i en række Facebook-opslag og tv-optrædener beskyldte den nuværende kulturminister Joy Mogensen (S) for at være ”selvcentreret” og ”egoistisk”, fordi hun havde valgt at få et donor-barn. Men kredsen kunne simpelthen ikke nå at opstille en ny kandidat før valget.

Den historie kan du læse mere om i Netavisen Pio.

Folkebevægelsen mod EU’s mangeårige frontfigur, Rina Ronja Kari, stopper også.

Velkommen til dagens Aktuelt.  

 

Hong Kong-problemer nævnt over for kinesisk ambassadør

Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) oplyser på twitter, at han under et møde med den kinesiske ambassadør nævnte Hong Kong-problemerne over for ambassadøren:

”Vi vendte blandt andet det omfattende strategiske partnerskab og menneskerettigheder. Vi drøftede også den aktuelle situation i Hongkong,” skriver Jeppe Kofod om indholdet i samtalen.  

placeholder

 

Folkebevægelsens frontfigur stopper i politik

Rina Ronja Kari, som er tidligere medlem af Europa-Parlamentet for Folkebevægelsen mod EU, stopper som frontfigur for den EU-kritiske bevægelse.

”Jeg har egentligt hele tiden tænkt, at når man får sådan et valgnederlag, så giver det rigtig god mening, at det er nogle andre, der skal stå i spidsen,” siger Rina Ronja Kari.

Rina Ronja Kari starter i et job som Public Affair-konsulent hos virksomheden Dansk Standard.

Ved det seneste Europaparlamentsvalg fik Folkebevægelsen mod EU en kraftig lussing af vælgerne. For første gang siden 1979 fik partiet ikke en plads i Europa-Parlamentet.

Læs mere her.

 

Hver fjerde 3F'er har problemer med sikkerheden på jobbet

Hvert år bliver der anmeldt over 40.000 arbejdsulykker i Danmark, og det halter stadig med sikkerheden.

Det viser en undersøgelse foretaget af Analyse Danmark for 3F. Her svarer tilsammen over en fjerdedel af 3F’erne, at de meget ofte eller nogle gange oplever, at ledelsen på deres arbejdsplads sløser med sikkerheden i det daglige arbejde.

Ulla Sørensen, der er arbejdsmiljøpolitisk chef i 3F, hæfter sig ved, at det ser endnu værre ud, når der er travlt på jobbet. Så oplever over en tredjedel af fagforeningens medlemmer meget ofte eller nogle gange problemer med deres egen sikkerhed, viser undersøgelsen.

”Det er simpelthen ikke ok. Der må aldrig gås på kompromis med sikkerheden. Vores medlemmer skal kunne komme hjem fra arbejde uden skader på kroppen. Det er og bliver arbejdsgiverens ansvar at sikre og planlægge arbejdet således, at det kan udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt for medarbejderne. Også selvom der er travlt,” siger Ulla Sørensen til Fagbladet 3F.

Læs mere her.

 

Claus Larsen-Jensen (S) genopstiller ikke

Tidligere formand for Folketingets Europaudvalg og for Folketingets Europa-Nævn, 66-årige Claus Larsen-Jensen, genopstiller ikke ved næste folketingsvalg.

"Jeg har netop meddelt Socialdemokratiet på Bornholm, at jeg ikke står til rådighed som folketingskandidat ved det næste valg til Folketinget," oplyser Claus Larsen-Jensen i ne pressemeddelelse.

Han er i dag 1. suppleant for miljøminister Lea Wermelin (S).

"Jeg vil i stedet koncentrere mig om landsdækkende og internationale arbejdsopgaver og tillidshverv," oplyser Larsen-Jensen.

Læs mere her.

 

Rekordmange studenter tager to sabbatår

Andelen af studenter, der vælger at tage to sabbatår, er rekordhøj. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.

Af dem, der fik studenterhue på i 2017, har over halvdelen taget to sabbatår. Det samme gjorde sig gældende for en tredjedel af studenterne fra 2012.

Det er ifølge Danmarks Statistik den højeste andel, siden målingen begyndte i 2004. De nye tal giver dog ikke svar på, hvorfor de studerende i højere grad end tidligere vælger at tage nogle år væk fra klasselokalerne.

Det er ikke kun blevet mere populært at tage to sabbatår. Andelen af studenter, der tager et enkelt sabbatår, er også rekordhøj.

Læs mere her.

 

Koldings socialdirektør fratræder efter regnskabsfusk

Socialdirektør Lars Rasmussen og tidligere økonomichef mister jobbet efter ny økonomiskandale i Kolding Kommune.

Efter 22 år i direktørstolen i Kolding Kommunes socialforvaltning fratræder 57-årige Lars Rasmussen sit job.

Aftalen om, at Kolding Kommunes og Lars Rasmussens veje skal skilles, blev udformet i løbet af i tirsdag, og derefter godkendt på et ekstraordinært møde i byrådets økonomiudvalg.

Anledningen er, at Lars Rasmussens socialforvaltning er blevet afsløret i talfusk i sit 2018-regnskab. Her er der pyntet på tallene, så 2018-underskuddet kom til at se 19,3 millioner mindre ud, end det i virkeligheden er.

Forvaltningens tidligere økonomichef ventede simpelthen til efter nytår med at betale og bogføre udgifter, som skulle have været betalt og bogført i 2018. På den måde skjulte man den reelle størrelse af overforbruget af penge i forhold til de budgetter, politikerne har afstukket. Det er i strid med Kolding Kommunes regnskabsinstrukser.

Den tidligere økonomichef fik i starten af året en ny stilling som seniorkonsulent i socialforvaltningen. Det job fritstillede Koldings kommunaldirektør Thomas Boe ham fra med omgående virkning i mandags.

Læs mere her.

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet