Annonce

Kræver seks måneders - betinget - fængsel til Messerschmidt og tomme folketingsstole hos Venstre

Netavisen Pio samler de væsentligste historier fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang
Anklagerne i sagen mod DF-formand, Morten Messerschmidt, kræver seks måneders betinget fængsel for EU-svig og dokumentfalsk til DF-formanden.

Venstres mink-ordfører, Thomas Danielsen, var ret alene i salen, da han skulle forsvare Venstres kovending i sagen om en advokatvurdering af mink-forløbet, herunder om S-ministre har forbrudt sig mod ministeransvarsloven. Og V-folketingsmedlem Lars Chr. Lilleholt forsvarer V-kovendingen.

Dermed velkommen til dagens Aktuelt.

 

Anklager ønsker seks måneders - betinget - fængsel til Messerschmidt

Anklagemyndigheden kræver Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, straffet med mindst seks måneders betinget fængsel for EU-svig og dokumentfalsk i Meld- og Feld-sagen.

Det oplyste anklagerne under straffesagen mod Morten Messerschmidt i Retten på Frederiksberg tirsdag formiddag under deres procedure. Samme straf som Messerschmidt blev idømt sidste år ved Retten i Lyngby.

Anklagerne kræver samtidig Messerschmidts medtiltalte tidligere assistent idømt 40 dages betinget fængsel for dokumentfalsk.

Ifølge anklagerne har Messerschmidt og hans tidligere assistent i fællesskab udfærdiget flere falske dokumenter, som betød, at man fik udbetalt EU-støtte til en EU-konference i forbindelse med DF's sommergruppemøde i Skagen i 2015. Men anklagerne mener ikke at EU-konferencen nogensinde har fundet sted.

Både Messerschmidt og hans daværende assistent erklærer sig uskyldige.

Der ventes dom i sagen 21. december.

 

Tomme V-pladser under mink-debat

Venstres pladser i folketingssalen var langt overvejende tomme under Folketingets debat om en advokatvurdering af mink-forløbet tirsdag eftermiddag.

Debatten skyldes et forslag fra Nye Borgerlige om at Folketinget skal igangsætte en advokatvurdering af mink-forløbet, herunder om ministre har gjort sig skyldige i ansvarspådragende handlinger.

Søndag droppede både Venstre og Moderaterne - i forbindelse med de langstrakte regeringsforhandlinger - deres hidtidige krav om en advokatvurdering af minkforløbet.

Det droppede krav har skabt vrede ikke mindst blandt de blå partier i Folketinget.

Venstres mink-ordfører, Thomas Danielsen, var ret alene i salen under debatten. Det fremgår af et foto, som De Konservatives finansordfører, Rasmus Jarlov, har lagt op på Twitter.

placeholder

 

Undervejs mens Danielsen fra talerstolen måtte forsvare Venstres kovending i sagen satte Venstre-manden Lars Chr. Lilleholt sig dog til rette på sin sædvanlige V-plads i salen.

 

Tidligere V-minister forsvarer V-kovending

Tidligere klima- og energiminister Lars Chr. Lilleholt (V) forsvarer tirsdag i forbindelse med et gruppemøde hos Venstre, at hans formand, Jakob Ellemann-Jensen, søndag droppede Venstres hidtidige krav om mink-forløbet skal vurderes af advokater.

Lilleholt afviser kategorisk at Venstre dropper sit krav til gengæld for at kunne indtræde i en S-ledet regering: 

“Overhovedet ikke. Venstre søger størst mulig indflydelse, og Venstres formand og vores forhandlerteam har min fulde opbakning til at deltage i en regering og til at sikre, at Venstre får størst mulig indflydelse.”

Lilleholt blev spurgt, om ikke der vil være en del vælgere, som vil føle at de ført bag lyset:

“Jo, det er der selvfølgelig nogen, der synes, men for mig er det helt afgørende, at vi bruger Venstres mandater til at sikre, at Venstre får størst mulig indflydelse på en kommende regering. Og jeg er superspændt på at se regeringsgrundlaget, og jeg forventer, at der er rigtig mange blå mærkesager.”

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Mon ikke René Christensen godt kan begynde at forberede sig på rollen som ny formand for DF?

Jeg synes både den S. og V ordfører klarede det udmærket fra taler stolen i dag, Mens moderaternes ordfører, åja. lidt vel salvelsesfuld. DF, ja dømme han , det ved vi om en uge, så er Rene nok formand, men Kofoed stod på taler stolen for DF i dag, ikke MM.

De Blå har de én gang stemt for Rigsret til Mette F.
Hvorfor skal de blive ved med at stemme ?
Er de tungnemme eller fattesvage ?