Kraftfuld film viser terrorens ofre

Ny film om massakren på Utøya forsøger at give os en forståelse for, hvad hundredvis af unge gik igennem den eftermiddag for syv år siden
”I vil aldrig kunne forstå det, der skete.”

Sådan lyder åbningsreplikken fra den unge Kaja, som vi følger gennem de 72 minutter, hvor 69 mennesker blev dræbt og 99 såret på øen Utøya den 22. juli 2011.

Det virker ellers netop som det, instruktøren Erik Poppe forsøger at gøre i filmen ”Utøya 22. juli”, der har premiere i dag i biografer over hele landet: At forstå de rædsler, som hundredvis af unge gennemgik den eftermiddag på øen Utøya, hvor de unge socialdemokraters sommerlejr blev udsat for den værste terrorhandling i Norden siden Anden Verdenskrig.

Filmen er blevet til på baggrund af talrige samtaler med unge overlevende fra Utøya. Alligevel har den udløst voldsom debat om, hvorvidt det er for tidligt at lave en film om rædslerne.

Filmen starter med bilbomben i Oslo, der sprang midt på eftermiddagen den 22. juli. Herefter klippes der til AUF’s sommerlejr på øen Utøya i Tyrifjorden en lille times kørsel fra Oslo. De unge socialdemokrater har netop har fået meddelelsen om eksplosionen. Stemningen er trykket, nogle vil gerne hjem, mens andre vil blive og er ærgerlige over, at aftenens diskofest er aflyst.

”Det er helt klart al Qaeda,” mener den netop ankomne Magnus, der virker mere interesseret i piger og fodbold end i politik. Andre AUF’ere mener ikke, at man sådan uden videre kan skyde skylden på muslimerne. Kaja skændes med lillesøsteren Emilie, som Kaja mener fjoller rundt, mens resten af lejren er i chok over nyheden om eksplosionen.

Paradis forvandlet til et helvede
Så lyder skuddene. Med et forvandles et ungdomsparadis til et helvede, som den norske statsminister og tidligere AUF-formand Jens Stoltenberg formulerede det dagen efter angrebet. Da de første skud lyder, og de unge flygter i vild panik, sidder man som seer tilbage med spørgsmålet: Skal det her virkelig fortsætte i 72 minutter?

Og det er netop det, der gør filmen så kraftfuld, er, at man oplever samtlige 72 minutter! Kameraet følger Kaja rundt på øen, og viger kun fra hende når der pludselig høres et skrig, eller når nogen kommer stormende frem mellem træerne.

Vi hører skuddene i baggrunden, vi ser hvordan unge flygter mellem træerne og forsøger at skjule sig mellem klipperne. De unge ved ikke, hvad der foregår. Er det her en form for øvelse? Hvor mange er det, der skyder? Og hvorfor kommer der ikke nogen og hjælper? Er det politiet, som skyder på os? Gerningsmanden Anders Behring Breivik var iført en politiuniform, da han gik i land på Utøya.

Kaja og Magnus gemmer sig sammen med nogle venner. Vennerne vil forsøge at svømme væk fra øen, men Kaja vil tilbage til teltpladsen og finde Emilie. Vi følger hendes forsøg på at finde søsteren, mens hun støder på helt unge, der er lammet af panik, og veninder der ligger hårdt sårede på jorden.

Vi ser også, hvordan den moderne teknologi i form af mobiltelefoner på den ene side er en livslinje til omverden, men på den anden side kan være livsfarlige og afsløre et gemmested, når rædselsslagne forældre ringer for at høre, om deres børn er i sikkerhed.

Toner gerningsmanden ned
Det er først og fremmest de unges film. Et forsøg på at vise omverdenen, hvad der skete i de 72 minutter, mareridtet fandt sted. Den vil vise hvad der skete, men gør intet forsøg på at forstå eller forklare, hvorfor det skete.

Vi ser kun omridset af Anders Behring Breivik i to korte klip. I en indledende tekst omtales han blot som ”en 32-årige højreekstremist”, og i udgangsteksterne får vi at vide, at han gjorde det, fordi han ønskede at få det norske Arbejderparti til at ændre politik. Det er det.

Dermed lægger filmen sig loyalt op ad den fortælling, som også AUF og det norske Arbejderparti har brugt efter massakren: Aldrig at nævne Breivik ved navn, og konsekvent omtale ham som ”gerningsmanden”. Breivik skal behandles om en forbryder, ikke som den politiske korsfarer, han forsøgte at iscenesætte sig selv som.

Utøya stadig åbent sår
Filmen er ikke politisk, og det politiske efterspil nævnes kun kort i udgangsteksterne. Men vi undres ligesom de unge på øen over, hvorfor der går så lang tid, før hjælpen når frem. Noget der også var en central del af den senere 22. juli-kommissions arbejde, og som resulterede i hård kritik af den norske socialdemokratiske regering for ikke at have sikret et ordentligt beredskab omkring regeringshovedkvarteret i Oslo eller på Utøya.

Her snart syv år efter er Utøya stadig et åbent sår i Norge, også i den politiske debat. For nylig måtte den norske justits- og integrationsminister Sylvi Listhaug fra Fremskridtspartiet gå af, efter i et Facebook-opslag at have skrevet, at Arbejderpartiet mener, at ”terroristers rettigheder er vigtigere end nationens sikkerhed.”

En dybt upassende kommentar over for de medlemmer af Arbejderpartiet, der blev udsat for terror, mente et flertal i det norske Storting, som tvang Sylvi Listhaug til at gå af. Andre kritiserede Arbejderpartiet for at ”spille Utøya-kortet”.

Det vil filmen næppe ændre på. Men den giver os en større forståelse for, hvad der skete for de unge, der var til stede og oplevede rædslerne på Utøya.

 

Utøya 22. juli. Instruktion Erik Poppe. 90 minutter. Premiere i danske biografer over hele landet 3. maj 2018. 


Flere artikler om emnet

Annonce