Kulturminister: Private musicals skal nok spille sig ind

Kulturministeren og regeringens støttepartier vil give Det Kongelige Teater friere hænder til at spille musicals
Foto: Wikimedia Commons
Det Kongelige Teater
Kulturminister Joy Mogensen (S) opfordrer de private teatre til at slå kold vandt i blodet. De bliver ikke udkonkurreret, fordi Joy Mogensen nu vil slippe Det Kongelige Teater fri fra de bånd, som binder teatrets mulighed for at spille musicals.

”Det er umiddelbart svært at forudsige, hvordan markedet for musicals vil udvikle sig, men erfaringen viser, at private teatre generelt sælger fint også side om side med Det Kongelige Teater og andre offentligt støttede teatre,” skriver kulturministeren således til Folketingets kulturudvalg.  

Joy Mogensen henviser til, at Det Kongelige Teater i dag kun sælger to til tre procent af de 500.000 billetter, som der årligt sælges til musicals.

I sæsonen 2018/19 var det samlede tilskuertal til teaterforestillinger i Danmark 2,8 mio. billetter.

Støttepartier støtter musicals

På forhånd har kulturministeren støtte fra SF og Enhedslisten til at ændre rammeaftalen mellem Kulturministeriet og Det Kongelige Teater, som definerer teatrets opgaver.

Ifølge rammeaftalen er Det Kongelige Teaters ”kerneaktiviteter” nemlig skuespil, opera, ballet og koncert.

En eller anden form for kunstnerisk nødvendighed

 

Og hvis Det Kongelige Teater laver andet, så bør det ”være entydigt at der er tale om en opsætning, som Det Kongelige Teater selv kan præge med et kunstnerisk udtryk, og at dette udtryk rummer en eller anden form for kunstnerisk nødvendighed.”

Advarer mod flere forestillinger

Både Dansk Folkeparti og De Konservative, såvel som Det Ny Teater – der har en målsætning at ”være et musicalteater på højde med de bedste” – advarer dog om, at Det Kongelige Teater dermed risikerer at udkonkurrere de private teatre.

Det Ny Teaters direktør, Niels-Bo Valbro, henviser til, at Det Kongelige Teater netop allerede i dag sætter forestillinger på plakaten, som hører hjemme hos ham selv og på andre private teatre.

”I fire ud af fem tilfælde er det forestillinger, som tidligere har været opsat på Det Ny Teater, og det har påført os et tab, fordi vi så ikke kunne opsætte dem,” har Niels-Bo Valbro forklaret Politiken.

Herligt, herligt!

Til gengæld takker teaterchef for Det Kongelige Teater, Kasper Holten, ja til kulturministerens tilbud.

”Jeg elsker selv en (god) musical,” har Kasper Holten fortalt i et læserbrev i Berlingske.

”Der findes dårlige af slagsen, ja, men så sandelig også mange gode. Vi skal passe på med at se ned på alle de mange, mange tusind mennesker, der elsker denne genre. Naturligvis skal de også kunne finde oplevelser på Det Kongelige Teater. De bidrager også til nationalscenen over skatten.”

Barberede hovederne af gentlemen

 

Det er da heller ikke nyt, at der spilles musical på Det Kongelige Teater. Blandt andet opførte Det Kongelige Teater sidste år ”Sweeney Todd” Den Djævelske Barber fra Fleet Street, der ”barberede hovederne af gentlemen, som derefter aldrig dukkede op igen".

”Det er som at få Broadway, når det er bedst, direkte ind på Det Kongelige Teater,” skrev Berlingske i anmeldelsen. ”Herligt, herligt.”

 

Kim Kristensen er redaktør på Netavisen Pio.


placeholder

Annonce