Kvotekonge sendte store beløb til Løkke

En af de såkaldte kvotekonger har haft travlt med at fylde penge i V-politikeres fond, valgkamp og virksomhed.
Forleden blev fem personer anmeldt til politiet i forbindelse med skandalen om fiskekvoter. Politianmeldelserne sker på baggrund af den yderst kritiske beretning fra Rigsrevisionen, der allerede har kostet ministeren ansvaret for området og ført til, at to ledende embedsmænd er blevet forflyttet. Fiskerne er angiveligt blevet anmeldt for at have overtrådt reglerne for blandt andet stråmandsvirksomhed.

Socialdemokratiet vil nu have de økonomiske bånd mellem storfiskere, de såkaldte kvotekonger, og politikere undersøgt.

Der har allerede i medierne været en del skriveri om nogle af de økonomiske bånd, som der har været og er mellem fiskere, der er blevet hovedrige på at opkøbe fiskekvoter, og forskellige politikere.

At fiskerierhvervet traditionelt har haft tæt tilknytning til Venstre er ikke noget nyt, men der er alligevel en pengestrøm mellem enkelte fiskere og Venstre som er bemærkelsesværdig.

Gav knap en million til Løkkefonden
Ikke mindst en af de såkaldte kvotekonger, John-Anker Hametner Larsen fra Thyborøn, har været særdeles aktiv med at pleje forbindelser med topfolkene i Venstre, hvilket Ekstra Bladet kunne dokumentere i foråret.

Han er en af Løkkefondens helt store bidragsydere og så har han ydet bidrag til Venstres lokale valgkamp og så har han ikke mindst et firma sammen med Venstres fiskeriordfører Thomas Danielsen, som Hametner Larsen har skudt et større millionbeløb ind i.

”John-Anker Hametner Larsen har siden 2012 aktivt og personligt forsøgt at påvirke Lars Løkke og Venstres fiskeri- og kvotepolitik. I 2014 arrangerede han for første gang det såkaldte torskegilde for Lars Løkke på havnen i Thyborøn,” skriver Ekstra Bladet, som har regnet sammen, at John-Anker Hametner Larsen har været med til at samle godt 800.000 kroner ind til Lars Løkkes fond.

Ekstra Bladet kan blandt andet fortælle, hvordan både Lars Løkke Rasmussen, Kristian Jensen, Esben Lunde Larsen og Thomas Danielsen har tilbragt tid sammen med Hametner Larsen.

John-Anker Hametner Larsen er ikke den eneste af kvotekongerne, som har doneret til Løkke Fonden. Ifølge Ekstra Bladet, så har en lang række af kvotekongerne bidraget til Løkke Fonden.

Penge til Venstres valgkamp
John-Anker Hametner Larsen har også givet penge til Venstres fiskeriordfører Thomas Danielsens valgkamp.

Ifølge bogen ”Skjulte Penge,” så fik Danielsen, der er opstillet i Struerkredsen, mere end 140.000 kroner fra Liberal Erhvervsklub Nordvestjylland, som flere af de nordvestjyske fiskere bidrager til.

Kvotekongen investerede i firma
Mest bemærkelsesværdigt er dog den særlige forbindelse, som Thomas Danielsen har til John-Anker Hametner Larsen.

De to ejer nemlig et firma sammen med en tredje politiker, den lokale DF-folketingskandidat i Struer, Jette Lund Jensen. Firmaet hedder ‘DayWork’ og står bag en app, der skal matche medarbejdere og virksomheder primært til korte opgaver.

Kort efter at de to politikere havde skudt hver 100.000 kroner ind i selskabet købte John-Anker Hametner Larsen sig ind og investerede yderligere 4 millioner kroner.

Formelt er det ganske vist fiskeriordførerens hustru, erhvervsadvokaten Marie Dam Danielsen, som er indsat som bestyrelsesmedlem i selskabet ’DayWork’, men forbindelsen er ubestridelig.

Det er egentlig lidt spøjst, at Thomas Danielsen på intet tidspunkt har forsøgt at promovere virksomheden, f.eks. på sin politikerprofil på Facebook, hvor han ellers ikke er bleg for at dele personlige opslag om hverken flytning, baby og jagt.

Hvad der til gengæld var meget heldigt, så brugte DayWork allerede da det blev stiftet, det samme revisionsselskab som John-Anker Hametner Larsens øvrige selskaber, nemlig MC Revison i Thyborøn.

Hvor meget aktivitet der egentlig er i firmaet er lidt svært at vide. Selskabet har ikke nogen hjemmeside og der er endnu ikke noget offentligt regnskab. Der er heller ikke noget telefonnummer, hvis man søger på Krak.

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Annonce