Annonce

Lad den sorteste galde flyde

At læse denne lille franske novelle, med den danske titel ‘Med strømmen’, er ikke bare morsomt, men også særdeles rammende for nogle centrale træk i vor egen tid.
Foto: Det Poetiske Bureau
'Med strømmen' er stærkt anbefalelsesværdig.
Hvad kan en fransk novelle, udgivet i 1882, gøre af nytte i dag? 

En novelle, der handler om en midaldrende mand, der forsøger at finde et anstændigt måltid mad i Paris, og som alting går galt for.

Det synes ikke umiddelbart at være det, som vor samtid ligefrem mangler. Men så alligevel: Sådan en novelle er lige præcis det, der rammer vor samtidskritik hårdest og mest burlesk.

At læse denne lille novelle, med den danske titel ‘Med strømmen’, er ikke bare morsomt, men også særdeles rammende for nogle centrale træk i vor egen tid.

Den er skrevet af den idiosynkratiske, franske forfatter, Joris-Karl Huysmans, der dengang var en af tidens mest centrale, men samtidig også mest provokerende, stemmer.

I novellen følger vi en kontormus, der forsøger at finde sig til rette i en hverdag, hvor alting går ham imod. Scenen er et Paris under forandring, under den store ”haussmannisering”, dvs under det store byggeboom, hvor byen fik sine karakteristiske boulevarder, stærkt inspireret af Chicago.

Haussmann var byplanlæggeren, der realiserede projektet, og denne udvikling udgør en central del i Joris-Karl Huysmans novelle.

Intet er, som det burde være

‘Med strømmen’ indeholder stærke, selvbiografiske træk, og det interessante er forfatterens helt eminente evne til både at forholde sig arrogant til alt det, han ikke bryder sig om, samtidig med, at han godt kan gennemskue, at han er lidt af en hypokonder og en sølle mandsperson.

Ekstrem pessimisme

Novellens hovedperson, monsieur Jean Folantin, lever alene. Han har ikke nok penge til at leve et ”anstændigt liv”, med en kone, der vil ham det godt, eller en husholderske, der gør sit arbejde ordentligt.

Pengeknapheden og hverdagens monotone kvababbelser gør, at han hele tiden ynker sig selv. Hans beskrivelser af de mange forsøg på at spise ordentligt, eller finde fred i sin ydmyge bolig, slår konstant fejl, fordi det hele fremstår så helt igennem tarveligt.

Intet er, som det burde være. Spisestederne, som han frekventerer, er tarvelige og maden er uspiselig. Menneskene er brovtende, grove, upolerede, hensynsløse og utålelige.

Det morsomme er så, at der hele tiden er en snert af sandhed i hans evindelige kritikker

Tidens modestrømninger - litteraturen, billedkunsten, teaterstykkerne og omgangsformerne - er uinspirerende, stressende og redundante. Og den modernisering, som Paris er udsat for, gør det hele mere upersonligt, mindre hyggeligt og langt mere kommercielt.

Kort sagt, så er Folantin en mand, der virkelig er ramt af en helt ekstrem pessimisme, men også en mand, der hele tiden forsøger sig med alt muligt, for at komme ud af pinen.

Han forsøger sig med at frekventere nye spisesteder, og han eksperimenterer med alternativ medicin, for at få bugt med sine maveproblemer, men ender hele tiden med at måtte erkende, at intet virker.

Det morsomme er så, at der hele tiden er en snert af sandhed i hans evindelige kritikker. Joris-Karl Huysmans er en sand mester til at lade den sorteste galde flyde, så man som læser sidder tilbage med lige dele afsky og en rumlende, ja buldrende latter, simpelthen fordi det hele er så ekstremt grotesk.

Naturalisterne

Joris-Karl Huysmans var lige dele kunstkritiker og samtidsforfatter. Som ung blev han hurtigt tilknyttet de forfattere, der gik under navnet ”naturalisterne”.

Disse forfattere, der blandt andet indbefattede Émile Zola, Gustave Flaubert og brødrene Goncourt, forsøgte at skrive litteratur, der var stærkt anti-romantisk, med stor fokus på samtiden, der skulle beskrives mere realistisk og direkte.

De skrev romaner om prostituerede kvinder, der levede på bunden af samfundet og de skrev om banegårde, modernitetens højborge i storbyernes pulserende heksekedel.

Joris-Karl Huysmans var en betydelig stemme i denne periode

Samtidig med naturalisterne, der først siden er blevet anerkendt som en revolutionær bevægelse, forsøgte en gruppe avantgardistiske kunstnere at skabe ny kunst.

Det var impressionisterne, der dengang blev betragtet som umodne mennesker, der dyrkede det grimme og det ufærdige. I år fejrer Frankrig impressionisterne, der lavede deres første protestudstilling for 150 år siden. 

Joris-Karl Huysmans var en betydelig stemme i denne periode, og satte den naturalistiske roman og det impressionistiske maleri under debat.

Han evnede at beskrive, hvorfor impressionisterne var så fremmelige, og han var samtidig en af de bedste naturalistiske forfattere.

Men det helt særlige ved Joris-Karl Huysmans skriverier om naturalismen og impressionismen, læst herfra, hvor vi står i dag, er hans helt igennem overbevisning om, at han havde ret i sine vurderinger.

Hylende morsomt

Hans arrogance var en satsning, når han skosede samtidens smag, og hyldede alle dem, der ikke blev anerkendt.

Og samtidig tilsatte han så dette selvironiske stænk af ynk, som fremstår hylende morsomt, simpelthen fordi, at Huysmans godt selv vidste, at sådan en tilgang ikke var gangbar.

Det sidste kunne en stor del af vor samtids kæmpende kunstnere og forlag godt tage ved lære af. Om nogen vidste Joris-Karl Huysmans, at appeller til Parnasset om opmærksomhed og anerkendelse, er nytteløst.

Det handlede jo om, at de slet ikke fattede, at deres smag var ringe og stagneret.

Det var Huysmans og Co, der var eksponenter for den gode smag og samtiden

Grunden til at en lille novelle som ‘Med strømmen’ er så læseværdig, foruden at den er hylende morsom, er dens næsten kyniske virkelighedsopfattelse, der ikke moraliserer.

Den fremstiller det moderne og foranderlige Paris og dens etablissementer, dets hierarkier og dets kunst, som en smeltedigel, hvor det helt igennem usmagelige dyrkes, som var det fantastisk og godt.

Joris-Karl Huysmans beviste, gang på gang, at selvom han og vennerne blev oversete eller kritiseret, så var det dem selv, der vidste hvor vindene bar hen.

Det var Huysmans og Co, der var eksponenter for den gode smag og samtiden, der var bagstræberisk, blind og moralsk fordømmende.

Indlysende stort

‘Med strømmen’ betragtes som Huysmans sidste naturalistiske skrift. Efterfølgende tog han et massivt opgør med genren, og begyndte at skrive mere dekadent. Siden hyldede han den symbolistiske genre.

Novellen er kort, men samtidig indeholder den så mange skudsmål og præcise punktnedslag, der var centrale for datidens forandringer, at den fremstår som mere voluminøs.

Novellen er den fjerde danske oversættelse af Joris-Karl Huysmans, som vi er blevet beriget med af forlaget Det Poetiske Bureau og den ganske fremragende oversætter, Annette David.

Alene sproget gør, at det er en sand fornøjelse at læse

At oversætte Huysmans er ikke nogen nem opgave, for hans sprog er så sprudlende og mangefacetteret.

Nok kan monsieur Folantin ikke finde et anstændigt måltid i datidens Paris, men novellen er i sig selv en sand lækkerbisken. Alene sproget gør, at det er en sand fornøjelse at læse.

At være det forlag, der endelig har fået udgivet en fransk forfatter af et sådant format, er i sig selv indlysende stort.

At Det Poetiske Bureau ikke altid får kredit for sådanne præstationer, siger mere om vor samtids offentlige stagnation, end om selve kvaliteten af alt det, der anmeldes, og alt det, der ikke anmeldes.

 

Joris-Karl Huysmans: ’Med strømmen’. På fransk ’Á vau-l’eau’. Oversat af Annette David. 95 sider. Det Poetiske Bureaus Forlag, 2024.

Freddy Hagen er uddannet cand.mag. i Moderne Kunst- og Kulturformidling fra Københavns Universitetet.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

I tidens ånd!

Og så netop i det herrens år 2024 hvor præsident Macron omfavner vor danske statsminister Mette Frederiksen på de store parisiske boulevarder!

Idet vor Mette håber at kunne oversætte dansk enetale i Ukraine og CO2 afgifter på landbruget, så de gule veste og traktorerne igen fortrækker til Jonas Vingegårds jordnære tur rundt i landet der indeholder alle Europas facetter såvel landskabsmæssige som kulturelle.

Og det alt imens at Mogensen i modsætning til Kristiansen harcellerer imod at spindoktorstanden skal reduceres til niveauet af udøvende danske landmænd eller på fransk agriculture Zero!

Men i modsætning til landmanden skal Mogensen og Kristiansen på skiferie og flyve til Thailand!

Kun danske og franske landmænd smadrer klimaet langt væk fra Copenaque og Paris!

At Det Politiske Bureau ikke altid får kredit for sådanne præstationer, siger mere om vor samtids offentlige stagnation, end om selve kvaliteten af alt det, der anmeldes, og alt det, der ikke anmeldes.

Tyske og franske og danske landmænd står sammen! De vil overleve for enhver kulturel pris!

Men fjenden er Rusland!

Emmanuel og Mette forbereder selv den mindste kontormus og spinkat på at adressen snart bliver en interimistisk kaserne i Ukraine!

Men strømmen går med fly til alverdens destinationer!

Midt i et begyndende fransk forår!

Emmanuel smiler imødekommende til sin Mette!

To generaler med strømmen af nutidens menneskeskabte soldater!

Menu: Stegt kylling og russisk salat!

Den russiske salat er en klassisk pålægsssalat med tern af kogte rødebeder som er vendt i en dressing lavet af creme fraiche.

Ordene er på en gang mundrette og fællesnævnere!

Og serveres for hr. Putin, når fredsaftalerne underskrives i sommeren 2024!

Mogensen og Kristiansen håber på fortsatte ferierejser de næste ti år!

Fødevarer og gastronomi er så meget billigere i udlandet især Thailand!

Kontormusen og spinkatten der leder efter et billigt måltid!

En novelle, der handler om en midaldrende mand, der forsøger at finde et anstændigt måltid mad i Paris, og som alting går galt for.

Jo verden er så uforanderlig!

Og vinrankerne og kornet venter på forår!

C02 der påny bindes så med strømmen mod restauranterne for evigt består!

Intet er, som det burde være. Spisestederne, som han frekventerer, er tarvelige og maden er uspiselig. Menneskene er brovtende, grove, upolerede, hensynsløse og utålelige.

Manden er veganer og det er kød, kød, kød dagen lang…..

Med strømmen….

Annonce