Ledigheden stiger fortsat: Regeringen klar til mere hjælp

Antallet af danskere, der står ufrivilligt uden arbejde, nærmer sig 200.000. Minister klar til at udvide hjælpen til erhvervslivet.
Ledigheden i Danmark fortsætter med at stige og den nærmer sig nu 200.000.

Næsten 50.000 danskere har mistet deres arbejde siden coronakrisen begyndte.

Det viser de seneste tal fra Beskæftigelsesministeriet, som er blevet offentliggjort tirsdag. Helt præcis har yderligere 2.382 personer meldt sig ledige tirsdag.

Det er mere end dobbelt så mange, som på en normal tirsdag - hvor 1.151 personer. Det er defineret som gennemsnittet af tirsdag i samme uge i årene 2015-2019. Sidste tirsdag, altså inden påskeferien, meldte 1.575 sig ledige.

Det bringer det samlede ledighedstal op på 178.646 - en stigning på 46.959 siden regeringen besluttede at lukke samfundsøkonomien ned, den 9. marts.

Ledighedstallene kan dog sagtens være højere, for de medregner ikke de lønmodtagere, som har længere opsigelsesvarsler, f.eks. på tre måneder, som allerede er blevet sagt op, men som altså ikke har meldt sig ledige endnu.

Minister klar til at udvide hjælpepakker

Stigning i arbejdsløsheden bekymrer beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S).

Han påpeger samtidig, at tallene kunne have været meget værre, hvis det ikke havde været for den stribe af hjælpepakker, der er vedtaget under coronakrisen.

Vi er klar til at udvide og justere hjælpen, hvor der er behov.

"Over 100.000 danskere har på grund af de politiske hjælpepakker fortsat arbejde og løn, men vi følger udviklingen, og vi er klar til at udvide og justere hjælpen, hvor der er behov," siger han i en skriftlig kommentar til Ritzau.

Der er vedtaget hjælpepakker for i omegnen af 300 milliarder kroner til at hjælpe danske virksomheder og lønmodtagere igennem krisen.

Regeringen har i denne uge indkaldt folketingets partier til drøftelser af hvordan man gradvist kan åbne den danske økonomi mere op.

Dansk økonomi historisk hårdt ramt

Dansk økonomi står over for et historisk stort tilbageslag i 2. kvartal. Det viser tal fra Finansministeriet,

For 2020 som helhed peger scenarier for den økonomiske udvikling på, at bruttonationalproduktet (BNP) kan falde med mellem 3 og 6 procent i år.

Den offentlige saldo - altså forskellen på statens indtægter og udgifter - kan udvise et minus på mellem 5 og 7 procent af BNP i år.

"Situationen for dansk og international økonomi er dybt alvorlig. Regeringen, Folketingets partier og arbejdsmarkedets parter har handlet resolut og hurtigt og spændt et bredt sikkerhedsnet ud under de danske virksomheder og danske lønmodtagere,” udtaler finansminister Nicolai Wammen i en pressemeddelelse og fortsætter:

“Vi kan desværre ikke undgå tab af arbejdspladser i de næste måneder, men hjælpepakkerne begrænser tabene og vil gøre virksomhederne bedre i stand til hurtigt at komme i gang igen med produktionen på den anden side af krisen”.

David Troels Garby-Holm er redaktør på Netavisen Pio.


placeholder

Kommentarer

200.000 arbejdesløse, og alligevel skal kontanthjælpsmodtager fortsat betale 1000 kr i dummebøde hvis de er ramt af 225 timers reglen før corona-krisen

Annonce