Annonce

Lille fagforening kåret som vinder mod alle odds - kritiker er dybt uenig: “Jeg bliver rigtig træt"

En analyse som viser, at Blik og Rørarbejderforbundet brillerer på Facebook, har vakt røre i det faglige miljø. Forfatteren tager kritikken med ophøjet ro
Foto: Colourbox
Hvis man følger med i, hvad der sker i det faglige miljø, er man måske stødt på en analyse fra Kforum, hvor Blik - og Rørarbejderforbundet bliver kåret som den, der er bedst til at fange flest på Facebook ud af i alt 52 fagforbund.

Den lille fagforening, som har cirka 10.000 medlemmer, giver dermed baghjul til store fagforbund som HK, 3F og Dansk Metal.

Det har naturligt vakt glæde i det lille forbund og andre, som har fået en god plads i analysen.

Men problemet er, at det ikke er rigtigt. Eller rettere sagt, at analysen ikke er god nok til at sige noget fornuftigt om, hvor gode de forskellige fagforbund er på Facebook.

I hvert fald hvis man spørger Malte Kristiansen, som er social media manager i HK Privat. Forfatteren til undersøgelsen er dog ikke enig i kritikken og peger på, at det altid vil skabe uenighed, når man vurderer, at nogle er bedre end andre.

Ikke dækning  

“Det analysen påstår, er der ikke dækning for i den data, analysen lægger til grund,” vurderer Malte Kristiansen over for Netavisen Pio.

I analysen, som er lavet af konsulent og tidligere redaktør for Kforum, Timme Bisgaard Munk, fremgår det af overskriften, at Blik og Rørarbejderforbundet “fanger flest på Facebook”.

Det er faktuelt forkert, og der er ikke dækning for det i analysen

“Det er faktuelt forkert, og der er ikke dækning for det i analysen,” siger Malte Kristiansen.

“Jeg har set det her før, og jeg bliver rigtig træt af det,” siger Malte Kristiansen, der fortæller, at han i forbindelse med sit arbejde skulle forholde sig til analysen tre gange på en dag.  

Hans kritik bunder i, at analysen kun tager udgangspunkt i synlige interaktioner som likes, kommentarer og delinger. Det vil sige, alt det som man kan se udefra, når man ikke er administrator på en profil.

Det gælder også delinger af et opslag fra folks egne profiler af et opslag.

“Så hvis jeg nu ser et opslag fra HK, og deler det på min egen profil, og det derfra får 100 delinger eller likes, så vil man heller ikke kunne se det. Man kigger kun på toppen af isbjerget”

Blander ting sammen 

“Det rigtig store problem er, at meget af det indhold, vi for eksempel lægger op i HK, er links til vores hjemmeside. Og alle de klik kommer ikke med. Det er jo vores meningsfulde interaktion,” siger Malte Kristiansen og understreger, at det sagtens kan ske, at en artikel får få likes, men mange kliks.

“Derudover så hvis man kigger på Blik og Rør, har de i perioden for undersøgelsen kun lagt ét link op. Alt det andet består primært af billeder. Jeg synes sådan set, de gør det udmærket. Det er bare noget sludder at sige, at det er dem, der fanger flest,” understreger Malte Kristiansen.

“Han (Timme Bisgaard Munk, red.) tager heller ikke forbehold for, at nogle af de ting, han sammenligner, er sponsoreret, der er puttet penge i, og nogle andre kører rent organisk,” tilføjer Malte Kristiansen.

Al data er begrænset

Metoden, som er brugt i analysen, hedder Page Performance Index, og ifølge Malte Kristiansen er det en usædvanlig måde at lave undersøgelser på.

“Page Performance Index er ikke en udbredt måling. Hvis det var et metric, som gik igen på tværs af platforme og analysefirmaer, ville det have en større validitet, men det virker ærlig talt lidt tilfældigt.”

Man kan altid kritisere den metode, man har brugt til at indsamle data lige meget, hvordan det er gjort. Men kunne man ikke sige, at det er det muliges kunst, som er grundlaget for analysen her?

“Jeg har selv lavet, hvad man kan kalde en konkurrent-analyse, som baserer sig på de her synlige interaktioner. Jeg har bare gjort arbejdet bedre,” siger Malte Kristiansen.

Han tilføjer, at han mener undersøgelsen er så dårlig, at den ikke kan bruges til noget.

“Det er klart, at al data er begrænset. Og man kan sagtens lære noget, hvis man netop er bevidst om begrænsningerne. Men den her data er så dårlig, at den kan man ikke lære noget af”
 

Påvirker fagforeninger 

Ifølge Malte Kristiansen kan konsekvenserne af undersøgelser som denne vise sig at være store.

“Problemet er, at så kan der være en med en ledende rolle, som om læser det her, og kommer ned til den, der sidder med sociale medier og siger ‘vi skal gøre som Blik og Rør’. Så skal man stå som kommunikationsansat og bruge tid på at håndtere det,” siger Malte Kristiansen og tilføjer: 

Helt konkret har jeg oplevet, at jeg har skullet forholde mig til den her analyse tre gange på en dag

“Helt konkret har jeg oplevet, at jeg har skullet forholde mig til den her analyse tre gange på en dag. På den måde kan analyser som den her med ringe kvalitet og bombastiske overskrifter blive brugt som argumenter i en organisation. I bedste fald er de spild af tid, men ofte gør de skade.”

Rangering gør folk sure 

Timme Bisgaard Munk, som står for analysen, giver ikke meget for kritikken.  

“Problemet er, at folk bliver sure, når man laver en rangering, hvor man siger, at nogle er bedre end andre,” siger han til Netavisen Pio.

Ethvert målepunkt, du opstiller, har et trade off

“Ethvert målepunkt, du opstiller, har et trade off. Lad os tage et eksempel. Hvis du siger, at vinderen er dem, som har flest følgere, så siger Blik og Rør, at det er totalt latterligt, fordi selvfølgelig er der flere medlemmer af Djøf. Det er ikke udtryk for, at de er gode. Så siger vi interaktion, hvor man kan sige, at det ikke er fair, for der er nogle, der har vildt mange ansatte til at lave fedt indhold,” siger Timme Bisgaard Munk og tilføjer:

“Du kan jo blive ved”.  

Han understreger, at man altid kan opstille forskellige målepunkter, som vil have forskellige fordele og ulemper

“Og Malte og alle andre er velkommen til at downloade Excel-arkivet, eller dataene, og måle det på en anden måde, hvis de mener det, er det rigtige”.

Han peger på, at Blik - og Rørarbejderforbundet har skilt sig ud i hans analyse ved at opnå store resultater med få ressourcer:

“Det er et meget lille forbund i forhold til et kæmpe forbund, der har 10 mand ansat til det. Det er interessant, hvor langt du kan nå med sådan noget,” siger Timme Bisgaard Munk.  

Emma Inge Hansen er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Gab!

Annonce