Annonce

Lovlig peberspray vil optrappe konflikter og skaber falsk tryghed

Debat: De borgerliges tanker om lovlig peberspray vil blot få de kriminelle til at bære våben.
Forleden meldte Venstres retsordfører Preben Bang Henriksen ud, at danskerne skal have lov til at gå med peberspray. Ikke at han tror det virker, men fordi danskerne gerne vil have den ret.

”Jeg mener, at det sagtens kan føre til en falsk tryghedsfornemmelse. Jeg tror desværre, at man er blevet overfaldet, inden man har fået pebersprayen op af tasken,” sagde han til Ritzau og fortsætter.

”Men vi er nødt til at indse, at rigtig mange mennesker ønsker muligheden for at erhverve en peberspray som forsvarsvåben. Det vil vi ikke stille os hindrende i vejen for, hvis det kan ske under regulerede forhold.”

Det er en kovending fra Venstre på bare et år. Spørgsmålet om peberspray var senest oppe i 2016, hvor Venstres daværende justitsminister Søren Pind pandede forslaget ned, blandt andet med henvisning til, at det kunne skabe ”falsk tryghed” og medføre en “eskalering af konflikter”.

Det er en glidebane
Jeg er lodret imod, at man skal gå rundt med peberspray i lommerne. Jeg mener, at tryghed skabes ved at bekæmpe de kriminelle. Ikke ved at indføre våben. Det er en glidebane.

For eksempel er antallet af hjemmerøverier blevet halveret over de sidste seks år og det er stadig for meget og hvert et offer, er et offer for meget. Men jeg tror simpelthen ikke på, at lovliggørelse af våben er vejen frem. Det er ikke særlig populistisk at mene sådan, men flere våben er ikke vejen frem.

Jeg frygter, at en lovliggørelse af peberspray, vil føre til optrapning af konflikter. Det Kriminalpræventive Råd advarer også mod lovlig peberspray.

De kriminelle vil bare opruste
Hvis de kriminelle ved, at almindelige mennesker går rundt med peberspray i tasken eller har peberspray stående på natbordet, så er der en stor risiko for, at de kriminelle også vil opruste med hårdere våben.

Vi skal ikke opruste, vi skal nedruste. Jeg har stor forståelse for, at de mennesker, som bliver udsat for røveri, føler sig handlingslammet, men vi skal huske på, at de her hjemmerøvere har besluttet sig. De tager, hvad de vil have, og der mener jeg, det er vigtigt ikke at spille helt med våben.

Man skal huske på, at pebersprayen også er blevet brugt af kriminelle til at true almindelige mennesker. I stedet for flere våben ønsker jeg, at der bliver sat massivt ind på at forebygge indbrud og overfald.

Hvis vi nedbringer antallet af indbrud, så får vi også fredelige tilstande.

Det forebyggende arbejde er vejen frem, og der havde den tidligere S/R regering jo allerede sat ind, blandt andet for nedbringe antallet af indbrud og oprettet en taskforce, som skal hjælpe unge ud af kriminalitet. Jeg mener, det langt er at foretrække, at danskerne føler sig trygge. Fremfor at de føler et behov for at gå med våben.


Daniel Rosenqvist
er medlem af Socialdemokratiet.


Flere artikler om emnet