Annonce

Lykketoft-video skabte debat, kritisk klimavismand udskiftet og DF på vennejagt

Nyhedsoverblik fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang .
I dag tirsdag går finanslovsforhandlingerne ind i sin sidste fase. Finansminister Kristian Jensen meldte i dag ud, at han tror finansloven ”snart” falder på plads.

”Dansk Folkeparti har en fantastisk evne til altid lige at have en ekstra ting, de gerne vil have med. Men jeg tror, at vi nu har en meget god fornemmelse af, hvad det er for nogle ting, der skal med i aftalen,” siger Kristian Jensen til Jyllands-Posten.

Dansk Folkeparti har i dag både spillet ind med et forslag om en ny fængselsbetjentuddannelse og Marrakech-deklarationen. To sager som vi også har skrevet om tidligere.

Men ellers har vi samlet følgende nyheder.


S-video skaber debat på sociale medier

”Venstres massakre af skattesystemet er den største forbrydelse mod velfærdssamfundet i min tid,” sådan lyder det fra Mogens Lykketoft i en kampagnevideo fra Socialdemokratiet, som i den grad fik skabt debat på de sociale medier, efter at en lang række borgerlige toppolitikere valgte at kommentere den.

placeholder

En af dem, var statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) der skrev: ” Så kører propagandamaskinen igen. Hvor meget reducerede i SKAT med i 2011-15? Hvor meget har vi tilført SKAT siden vi tog over efter Helle, Bjarne, Mette & Co. I 2015?”



Også miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen kommenterede den. ”Det er godt nok voldsomt at kalde politiske modstandere forbrydere. Er det sådan en valgkamp, vi skal se frem imod,” spurgte ministeren blandt andet -

placeholder

 

Minister udskifter kritisk klima-formand

Klimarådet får ny formand. Det bliver professor Peter Møllgaard, som skal overtage tøjlerne fra Peter Birch Sørensen, der har stået i spidsen for Klimarådet i rådets første fire år. Det skriver Energi-, Forsynings-, og Klimaministeriet i en pressemeddelelse.

54-årige Peter Møllgaard er dekan på Maastricht University i Holland og han har tidligere været medlem af regeringens energikommission.

Dermed slipper regeringen også behændigt at med en besværlig kritiker. Klimarådet kritiserede forleden regeringen for at reducere tempoet i den grønne omstilling.

Udskiftningen af klimavismanden, fik de radikales Ida Auken til at skrive følgende på Twitter:

placeholder

 

Regering bruger revisor-tricks mod Trump

Den amerikanske præsident Donald Trumps skærpede retorik overfor Nato-landene får nu regeringen til undersøge nye regnemetoder, der skal opjustere det samlede forsvarsbudget. Det skriver Altinget.

Det drejer sig om det meget omtalte krav på 2 procent af BNP, som NATO-landene tidligere har forpligtet sig på at bruge på forsvaret. Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen har dog hidtil set det mål mere som en rettesnor end et krav.

”Det har jo ikke været aktuelt før, så vi har ikke været voldsomt nidkære med at indberette alle udgifter, fordi det havde ingen betydning. Vi skulle bevæge os mod to procent. Og lige pludselig er forståelsen blevet, at vi skal nå to procent i 2024,” siger han til Altinget.

Læs hele historien her.

 

Brexit får DF til at se sig om efter nye venner

Storbritanniens farvel til Europa får ikke kun konsekvenser for britiske medlemmer af Europaparlamentet. Det går også ud over Dansk Folkeparti, som sidder sammen med de britiske konservative i den såkaldte ECR-gruppe. Det skriver Politiken.

Uden briterne er grupperne nemlig ikke særlig stor, og derfor skal DF ud og sondere terrænet og se om de kan finde nye legekammerater.

Blandt de partier, DF har følere ude hos, finder man ifølge Politiken De Sande Finner fra Finland, tyske AfD, Lega Nord fra Italien samt østrigske FPÖ, som DF ellers tidligere har haft et anstrengt forhold til. Der er dog også partier, som Dansk Folkeparti ikke vil samarbejde med, fordi de er udemokratiske eller antisemitiske. Det drejer sig blandt andet om ungarske Jobbik og græske Gyldent Daggry.

Læs hele historien her.

 

Politikere: Der skal findes en løsning for de nedslidte

Mandag aften var mere end 250 mennesker var mødt op i Forum Horsens for at høre politikerne beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V), beskæftigelsesordfører Leif Lahn Jensen (S) og beskæftigelsesordfører Bent Bøgsted (DF) debattere fysisk nedslidning og værdig tilbagetrækning for de lønmodtagerne, der er nedslidte før pensionsalderen, som stiger og stiger. Det skriver nnf.dk.

”Der er en udfordring i forhold til fysisk nedslidning, men det er ikke nogen let ting. Én løsning kan ikke omfatte alle. I dag er det for eksempel relativt få mennesker, der søger en seniorførtidspension og kommunerne fortolker reglerne forskelligt. Jeg tror, vi skal blive bedre til at oplyse og vejlede om den, sagde beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen.

Han blev bakket op af Socialdemokratiets Leif Lahn Jensen.

”Det er klart, at vi skal arbejde længere, men der er bare nogle, der ikke kan. Vi må finde en løsning, men jeg har den ikke nu. Det kommer til at koste mange penge, og derfor skal det være gennemarbejdet,” sagde han.

Det var Fødevareforbundet NNF, der stod bag debatten.

 

Fyret a-kasse-direktør mister formandspost

Den fyrede administrerende direktør for Akademikernes A-kasse, Michael Valentin, går også af som bestyrelsesformand for Foreningen Folkemødet og træder i samme ombæring ud af bestyrelsen. Foreningen Folkemødet står bag det årlige Folkemødet på Bornholm.

Det oplyser Foreningen Folkemødet i en pressemeddelelse.

“Min person må og skal ikke skygge for en så sund og vigtig institution i Danmark, som Folkemødet er, hvorfor jeg  har valgt at trække mig som formand. Jeg er stolt af at kunne overlevere et Folkemøde i topform og vil gerne benytte anledningen til at takke for engageret og tillidsfuldt samarbejde med alle organisationer, partier, virksomheder, bestyrelsen og sekretariatet, som har gjort det hele muligt,” skriver Michael Valentin.

Læs hele historien her.

Pionererne: Episode 8 – Den socialdemokratiske fortælling

I denne ottende og sæsonens sidste episode af Pionererne skal vi tage et nærmere kig på den socialdemokratiske fortælling - med udgangspunkt i en række farvestrålende malerier af maleren Jacob Brostrup, som Socialdemokratiet har udsmykket sit gruppeværelse med.

Malerierne viser partiets historie fra Louis Pio til i dag. Med udgangspunkt i dem tager vi en debat om partiets historie med den historiker, som har været konsulent på arbejdet og en af partiets unge fremadstormende nye profiler.

Gæster: Historiker Martin Ejner Olsen Grunz og borgmester i Holbæk, Christina Krzyrosiak Hansen (S).

Værter: Lea Wermelin og Rasmus Horn Langhoff, begge medlemmer af Folketinget for Socialdemokratiet.

Audio titled Pionererne: Episode 8 - Den socialdemokratiske fortælling by Netavisen Pio

 

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

David Troels Garby-Holm er forhenværende redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet