Maskefald for Afrika. Jørn Stjerneklar beretter hudløst fra gråzonen

Dansk fotograf og journalist er aktuel med bogen 'Hjertet glemmer ikke hvad øjet har set', som skildrer hans erfaringer i Afrika over mere end 40 år med at dække de mest gruopvækkende begivenheder, som man overhovedet kan forestille sig.
Foto: Lindhardt & Ringhof
Fotograf og journalist, Jørn Stjerneklar, er pt aktuel med bogen, 'Hjertet glemmer ikke hvad øjet har set' Foto: Jørn Stjerneklar Omslag: Lindhardt & Ringhof
Det er sikkert de færreste, der i grunden er klar over, at krigsfotografers hårdeste og mest direkte fotos aldrig bliver vist i medierne.

Det skaber nemlig en modstand, som medierne slet ikke kan kapere, for hver gang, de faktisk viser krigens gru og voldsomhed, så angribes de af en læserstorm.

Krigens gru skal doseres nøje, selvom krigsfotograferne faktisk vedbliver med at dokumentere volden, afstumpetheden og de mange grusomme konsekvenser af krigen. De gør det, og fotografierne ligger i mediernes arkiver.

De fleste krigsfotografer kan slet ikke lade være med at skildre krigens gru. Hvorfor de gør det, og hvorfor de konstant nærmer sig katastrofernes epicenter, er ikke til at forklare entydigt.

Det er nok som med folk, der vælger at gå i krig. Mange bilder ind sig, at de gør det af ideologiske grunde, men oftest er der andre, mere personlige grunde til at de gør det.

Hvilke erfaringer!

Fotograf og journalist, Jørn Stjerneklar, er pt aktuel med bogen, 'Hjertet glemmer ikke hvad øjet har set', en mobbedreng, der ikke sådan lige tygges igennem på et øjeblik.

Den handler om hans mangeårige arbejde som fotograf i Afrika. Faktisk skildrer den hans erfaringer med kontinentet over et tidsspænd på mere end 40 år.

Og hvilke erfaringer! Jørn Stjerneklar er ikke sådan en æstetisk orienteret fotojournalist, ligesom for eksempel Jan Grarup eller Steve McCurry, for blot at nævne to af de helt store. Men det ser heller ikke ud til at være Jørn Stjerneklars intention.

Når han beretter om borgerkrigen i Somalia, hvor khat-skæve børn skuler ondt på ham, med en AK-47 i hånden

Til gengæld har han hele tiden været på pletten og dækket de mest gruopvækkende begivenheder, som man overhovedet kan forestille sig.

Når han beretter om borgerkrigen i Somalia, hvor khat-skæve børn skuler ondt på ham, med en AK-47 i hånden, formodentlig allerede mordere, samtidig med at flertallet går rundt i gaderne, forsultede og afpillede, så ved man, at mange af hans fotos af netop det er blevet sorteret fra af et medies redaktør.

Eller når han ankommer til Rwanda, som en af de første journalister, hvor blodrusen, rettet imod Tutsierne er begyndt, og han trues med at få skåret hovedet af, tæt op af en bunke af helt friske lig, ja, så ved man bare, at sådan noget ikke er for enhver.

Adrenalinen

Jørn Stjerneklar er sådan et menneske, der slet ikke kan lade være med at opsøge disse konflikter, og han anerkender, at adrenalin-rushet er en del af bevæggrunden.

Man skal blot forstå, at det ikke er ensbetydende med, at lysten til at være netop der, er amoralsk.

Sammen med sin kone, Helle Maj, har Jørn Stjerneklar drevet virksomheden Mayday Press, begyndende for omkring fyrre år siden, da de flyttede til kontinentet. Deres intention har hele tiden været, at de sammen skulle formidle en mere positiv side af Afrika, men skæbnen har bare villet noget andet.

Som krigens vidner oplever man en virkelighed, som vi i de sikre zoner ikke rigtig begriber. Det gør langtfra alle afstumpede, men det er heller ikke alle, der er lige fine i kanten.

Viser vrangsiden

Jørn Stjerneklar skriver i en gonzo-stil, dvs. at det er en personlig skildring, ekstrem direkte, og han udnytter klart sin freelance-position samt sin anseelse. En ung, stræbsom nybegynder ville ikke kunne slippe afsted med det, som han vidner om.

Tag for eksempel hans møde med Erik Greby, en dansk byplanlægger og mangeårigt medlem af Eventyrernes Klub, der havde fået stillingen som ‘præsident’ for alle NGO’erne. Jørn Stjerneklar mødes med ham på hans kontor, og C.V. Jørgensens sang, ‘Costa Del Sol’ larmer fra anlægget. Her beretter Jørn Stjerneklar følgende:

"Præsidenten har et fotoalbum, han viser frem en aften, da sprutten er gået ind, og forstanden tilsyneladende er gået ud. (...) Det pænt tykke album indeholder fotos af alle hans erobringer, farvebilleder af trofæer, altså kvinder og piger. Han er til daglig sammen med Lizette, en skrap, lysebrun, lokal pige, hun er 30-35 år yngre end ham. Men hun er helt klart ikke nok. Mange er pigerne i albummet ligner børn på 14-15 år.” 

Stjerneklar fortsætter: 

“Præsidenten siger, at han vil købe en ejendom i Sydafrika, når han er færdig med at være vicedirektør for det hele i Beira. Han vil købe sig en hvid Rolls Royce og køre rundt i de store townships udenfor Kapstaden, 'så de sorte kan se, hvordan en hvid mand lever'.”

Mest iøjnefaldende er det nok, at en mand som Jørn Stjerneklar, via det job, han bestrider, konstant møder ekstreme kontraster

Dette er blot et ud af mange eksempler på citater, hvor Jørn Stjerneklar viser vrangsiden af hele affæren med Afrika, Vestens mange, fejlslagne forsøg på at yde nødhjælp og hvor mange der i grunden ikke er ordentlige mennesker, inklusiv mange af kontinentets egne beboere, der også hudflettes i bogen.

Mest iøjnefaldende er det nok, at en mand som Jørn Stjerneklar, via det job, han bestrider, konstant møder ekstreme kontraster, lige fra den fattigste armod, til den mest ekstravagante rigdom. Lige fra den mest rå og ublu diktator, der bare mejer sine fjender ned, til den mest håbefulde reformator, der tror på indførelse af demokrati og forbedringer.

Pligtlæsning

Jørn Stjerneklar er ikke selv optimist. Det er der heller ikke megen grund til at være.

Over halvdelen af kontinentets unge drømmer om at flygte til bedre vilkår i andre dele af verden, og de evige krige, den ekstreme korruption, demokratiers sammenbrud og utallige børn, der er vokset op med vold, og har dræbt andre mennesker.

Jørn Stjerneklar skriver om gråzonen, hvor moral defineres på andre måder, end hvad man tager for givet i et I-land

‘Hjertet glemmer ikke hvad øjet har set’ er en lang, grusom fortælling, en personlig beretning, og det er bestemt ikke lystlæsning. Men det er oplysende, det er et maskefald, hvor du får råt for usødet, og det er i grunden pligtlæsning, for virkeligheden tager sig nu engang sådan ud.

Bogen er meget lang, og ind imellem opleves den også for lang, med de nærmest uendelige gentagelser af vold og sammenbrud. Men vi taler om et helt kontinent, og der er faktisk en pointe med længden og gentagelsen. Efter endt læsning sidder man med en fornemmelse af, at det ikke kan gøres på andre måder.

Jørn Stjerneklar skriver om gråzonen, hvor moral defineres på andre måder, end hvad man tager for givet i et I-land. Det betyder ikke, at der slet ikke sker gode ting, men det betyder, at man ikke skal bilde sig ind, at alt der glimter, er diamanter og guld.
 

Jørn Stjerneklar: ‘Hjertet glemmer ikke hvad øjet har set’. Forord af Morten Pape. 476 sider. Illustreret med fotos i sort/hvid. Lindhardt & Ringhof, 2023.

Freddy Hagen er uddannet cand.mag. i Moderne Kunst- og Kulturformidling fra Københavns Universitetet.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Jeg var for nylig til et fremragende foredrag med det sympatiske par. Kan meget varmt anbefales.
Det er også de to, der afslørede den psykopatiske mand, der blandt andet hyggede sig med at skære i sydafrikanske kvinders kønsdele og opbevare det afskårne i en dybfryser. Kan høres på DR.

Har endnu ikke læst bogen, men den lyder meget spændende.

Annonce

Annonce