Annonce

Mette F. i telefonkontakt med Ukraines præsident og 3F-leder fratræder

Netavisen Pio samler de væsentligste historier fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang
Statsminister Mette Frederiksen (S) har fredag eftermiddag været i telefonkontakt med Ukraines præsident.

Herhjemme fratræder en 3F-leder efter gensidig overenskomst efter MeToo-sag - selv om sagen endnu ikke er afgjort.

Dermed velkommen til dagens Aktuelt.

 

Mette Frederiksen i telefonkontakt med Ukraines præsident

Statsminister Mette Frederiksen (S) har fredag eftermiddag talt i telefon med Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskij.

“Jeg har lige talt med Volodymyr Zelenskij og genbekræftet Danmarks fulde støtte. Han og det ukrainske folk kæmper for deres land, deres liv og fulde frihed. Vi står sammen med ham og hele Ukraine,” citerer Statsministeriet på sin Twitter-konto Mette Frederiksen.

placeholder

På det social medie Instagram skriver Mette Frederiksen:

"Jeg har netop talt med Ukraines præsident Zelenskyy og meddelt ham min og Danmarks fulde støtte. Lige nu kæmper han og det ukrainske folk for deres land, deres liv og deres frihed. Min fulde opbakning og dybfølte sympati er med ham og hele det ukrainske folk."

På sin officielle Facebook-side har Mette Frederiksen samme budskab.

 

3F-leder fratræder efter #Metoo-sag

I forlængelse af en MeToo-sag om krænkende adfærd, der er under behandling, har 3F’s ledelse indgået en gensidig aftale med en valgt leder i 3F’s forbund om, at den pågældende fratræder sin stilling.

Det skriver fagforbundet 3F i en pressemeddelelse.

"Vi besluttede i ledelsen for fjorten dage siden at sende den pågældende på orlov," siger 3F’s konstituerede formand Tina Christensen og fortsætter:

"Siden har vi haft dialog med den pågældende, og begge parter er blevet enige om, at det er bedst, hvis den pågældende fratræder sin stilling."

Tina Christensen understreger, at sagen – som drejer sig om konkrete hændelser i 2019 – ikke er afgjort, og at 3F ikke med aftalen om fratrædelse for den pågældende har taget stilling til eller forskud på det konkrete udfald af sagen og indholdet i anklagerne.

Da aftalen om fratrædelse er en personalesag, ønsker 3F ikke at udtale sig yderligere om den konkrete fratrædelse, hedder det i pressemeddelelsen.

Tina Christensen understreger, at 3F har nul-tolerance overfor MeToo-sager:

"Vi oprettede sidste år en ekstern whistleblower-ordning for medarbejdere, der kan indberette krænkende adfærd til en ekstern instans. Og vi har opfordret samtlige medarbejdere i 3F til at bruge whistleblower-ordningen, hvis de bliver bekendt med eller involveret i Metoo-sager." 

Sagen har ingen – hverken direkte eller indirekte – sammenhæng med den nylige medieomtale af 3Fs fratrådte formand, Per Christensen, understreger 3F.

3F vælger ny formand 8. april på en ekstraordinær kongres. Indtil videre er forbundssekretær Henning Overgaard eneste kandidat.

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Hvem er hende 3F-lederen? Hvorfor skal alle ledende kvinder i 3F være under mistanke?